Ved eksistensens grænse

Med Balders Død havde en ny tone og et digterisk univers af større dimensioner meldt sig, sådan at de ossianske klange og inspirationen fra Shakespeare kunne smelte sammen med Ewalds egen stemmeføring. Udtryk herfor er den ubesværede brug af det shakespeareske blankvers (urimede 5-fodsjamber), der afløser det klassicistiske metrum, aleksandrineren, bl.a. anvendt i Adam og Ewa, og de friere strofeformer i arierne, som lader rytme og rim karakterisere personer og handling i en grad, som vi ellers skal frem til romantikken for at møde. Vigtigere er det dog, at de mandlige hovedskikkelser omsider har fået shakespeareske dimensioner. En del af baggrunden herfor må søges i Ewalds egen historie.

Årene mellem Philet og Balders Død, 1770 og 1773, er uden tvivl de mest turbulente i hans liv. Intet holder ham fast, intet og ingen viser en vej for ham. I enhver forstand befinder han sig i et vakuum – og på fri fod. De gamle velyndere er væk, kontakten med Det Smagende Selskab ophørt; han har ingen anden stilling end den som lejlighedspoet, og moderen og dennes forbundsfælle i forvaltningen af Ewalds senere liv, præsten J.C. Schønheyder, er endnu ikke begyndt at blande sig. Det sker først i 1773, da Ewald ekspederes til Rungsted.

Det begynder med en indlæggelse på Frederiks Hospital i slutningen af 1770, affødt af lige dele gigt og druk. Herefter følger en forholdsvis rolig tid uden for byen hos en ven, der efter sigende finder ham nærmest nøgen i Sankt Gertrudsstræde ved Kultorvet, indtil Ewald igen vender tilbage til byen, atter falder i og på vekslende adresser lever en bohemetilværelse med venner, drukbrødre og mere eller mindre celebre prostituerede. Halvdelen af tiden lever han i sengen og følger efter sigende herfra løjerne. Der knytter sig mange gode historier til denne tid – de fleste uden hold i virkeligheden, men der er ingen tvivl om, at Ewalds ydre tilværelse i disse år har været i opløsning. Vigtigst for hans sociale liv har været en række nære venskaber, bl.a. med teologen Peder Spendrup og officererne Frederik von Arnsbach, F. C. von Schleppegrell og Werner Abrahamson. Den sidste var tillige kritiker, udgiver og lidenskabelig ewaldianer.

Det vakuum, der opstår i hans liv, bliver imidlertid ikke blot fyldt med sprut, men også med digtning. Om sammenhængen har han selv skrevet i Levnet og Meeninger, at vinen gør ham „meer opfindelsesfuld, meer skaberisk, dristigere, ædelmodigere, større og bedre end jeg ellers skulde være“. Det ligger da nær at forestille sig beruselsen som en inspirationstilstand, hvor spritten så at sige forplanter eller forvandler sig til blækket på papiret, men sådan forholder det sig naturligvis ikke hos en digter med dyb indsigt i det paradoksale forhold mellem lidenskab og skrift, i fortalen til Samtlige Skrifter udtrykt med ordene: „Man bør, troer jeg, være nogenledes kold for at kunne skildre sin Ild“. Sammenhængen er i stedet den, at alkoholen iværksætter en opløsnings- og nedbrydningsproces, som giver adgang til skjulte kilder og erfaringer, hvoraf han kan øse inspiration og ny produktivitet. Det er denne hemmelighed ved alkoholen, Ewald kommer på sporet af – som senere Baudelaire og mange andre poetes maudits.

Sygdom, sprut og livet som fri digter, alt virker i samme retning, mod en nedbrydning af hans sociale og biologiske eksistens, men samtidig mod en forløsning af skabende og åndelige kræfter. Der kan herfra trækkes tråde til en række banebrydende digte og digtfragmenter, der alle har eksistentielle grænsesituationer som genstand og alle er fra årene mellem 1770 og 1773.

Et af disse digte er „Da jeg var syg“ fra 1771. Det er skrevet under Ewalds 'rekonvalescens' uden for byen og bygger på en klassisk modstilling af byliv og landliv, udtrykt i det motto af Horats (Beatus ille, qui procul negotiis), der oversættes i digtets første linje:

Lyksalig Den, som langt fra Verdens Larm,Er ikke riig – ey heller alt for armHvis Siel kan uforstyrret tænke sig,Og Væsenet, som den bør være lig!

Digtet er imidlertid langt fra at være i Horats' og klassicismens ånd. Til landlivets glæder og fortryllelser hører vi ikke det mindste, så meget mere om jegets indre og de kampe, som foregår dér. Det er hertil – til jegets indre scene – at modstillingen af by- og landliv er overflyttet. Byen er det jordiske liv med dets splittende virkninger på sjælen, fx „den vilde Klang, af fulde Glas“ eller „Sireners Sang“. Heroverfor identificeres landlivet med den paradisiske uforstyrrethed og kontemplation. Ideen om det jordiske paradis, som vi mødte i Philet, er ikke forsvundet, men forstås nu alene som en indre tilstand: „Ak! stadig [uforstyrret] var vor Tanke god og viis, / Og Sielen fandt – og blev i Paradiis!“

Som det indledende „Ak!“ viser, er det dog sin sag at finde paradisvejen. Som i den ydre verden hersker i den indre en babelsk forvirring. Efter Adams fald „blev Tankerne forstrød. Nu rave de forvildede omkring. (…) Nu veedst du selv ey hvad du tænker paa!“ Og sjælen er ikke blot et bytte for allehånde tanker og tilskyndelser, som den ikke selv har styr på. Som Adams barn søger den selv de adspredelser, som gør den fremmed for sig selv. Efter denne skildring af sjælens fatale undergravning af sit eget potentiale er det så, digtet sætter sin store modoffensiv ind, sin erfaring af sygdommen som en vej til selvet:

Velkommen Gift, som raser i mit Bryst!Velkommen Harm, som reent fordrev min Lyst!Og Mangel – du som togst min sidste Ven,Velkommen! – thi du gavst mig, Mig igien.Som Skaberen kun henter Fryd af sig,Og uden andres Hielp er lykkelig;Saa skal jeg ære Ham – og føle MigOg glemme Roes – og Guld – og Brøl – og Skrig!

Der er altså langtfra tale om en moralistisk afstandtagen fra „bylivet“, men om en total omtydning af dets fatale virkninger. Gennem dem får han sit uforkrænkede selv tilbage og kan sammenligne det med den Gud, der om sig selv siger: Jeg er den, jeg er. I denne individualistiske skikkelse – som autonomt væsen – skal Gud æres og Ewald føle sit selv. Det er på den måde hverken Gud som dommer eller som frelser, vi møder i dette digt, men i bogstaveligste forstand som for-billede, som den, der med sin eksistensform forudtegner Ewalds.

Lige så holdbar denne selvforståelse skal blive i det fortsatte forfatterskab, lige så risikofyldt er den. Har Ewald allerede kappet fortøjningerne til en borgerlig eksistens, er han med hengivelsen til det nye suveræne digterjeg, der er ved at vikle sig ud af sit svøb, på vej til at isolere sig i en indre digterisk verden, fjern fra de dødeliges banale glæder, sorger og bekymringer. Den glemselsdrik, der er forudsætningen for digterjegets autonomi, har sine klare omkostninger i form af en afsnøring fra elementære, menneskelige relationer.

Det bedste og stærkeste udtryk for denne indre fortabthed er det fragment, der hedder „Indhyllet i mig Selv“, et digt, der i sin mystiske klarhed samtidig er Ewalds mest moderne ved at udtrykke en kunstnererfaring, der hører en langt senere tid til. Ikke for intet hørte det til Per Højholts yndlingsdigte. Med den tyske litteraturteoretiker Rudolf Maiers udtryk fra 1964 kan det da også siges at foregribe modernismens Paradies der Weltlosigkeit (verdenstabets paradis):

INDHYLLET i mig Selv og taus og Mørk som duGuddommelige Nat o Yongs Veninde [jf. Youngs Night-Thoughts]Gik jeg ved Lethes Bræd – en taare stoed endnuuføelt – og Kold og glemmende at rindetaus var du Natt og Mørk og bag dit tykke SløerSaae jeg kun Siælden røde Stierner spilleog du o Vand, hvor i det forbigangne døerDit matte Skin forhøyede det stillealt knælte ieg ved Dig du dødelige Bræd Alt smiilede Cypressernes DryaderAlt var min Læbe vaad og alt falt Dækket need Vor Jord forsvant bag skinnende MonaderDa kom en venlig Røst bag ved Cypresserneigiennem Natten, naaede sang mit ØreO for en liden tiid bliv glemt forglemmelsethi her er noget som jeg først maa hørePiloten – Søens Søn, naar han halv kold og Stiver følesløs og døv mod Venners TaarerDa røres han endnu og gisper efter Liv,Ved den bekiendte Lyd af Seil og aarer

Digtet skildrer et jeg, der i dødsriget søger den endelige glemsel. Den allerede døde skal nu dø for anden gang, nemlig ved at glemme den verden, han har forladt. Det billede af dødsriget, der fremmanes, udtrykker i sin antikke iscenesættelse fuldendt ro og spejler samtidig i det ydre ham selv. Begge er tavse og mørke, begge indhyllede, begge fordybede i sig selv. Indre og ydre er i perfekt harmoni og forståelse. Glemt er ikke blot „Roes – og Guld – og Brøl – og Skrig“, men alt, hvad der hører livet til. Jeget er og føler kun sig selv.

Ind i denne dødelige idyl kommer så i yderste øjeblik en stemme, der river jeget ud af den totale forglemmelse, det har ønsket, og kalder det tilbage til livet. Som piloten (styrmanden), der på sin dødemandsfærd bringes ud af sin stivnede ro ved mødet med et andet skib, røres han af budskabet fra den verden, han er ved at forlade.