Den eeneste Gud

Det er et karakteristisk træk ved både Ewalds og Baggesens individualisme, at den i sidste ende definerer sig i forhold til Gud. Hos dem begge er den funderet i, at jegets gudbilledlighed er intakt, men hvor Ewald bringer guden ned i øjenhøjde, er bevægelsen den modsatte hos Baggesen. Her bliver Gud det uendeligt fjerne og ubegribelige, som han i kraft af sin guddommelige natur står i forhold til. Denne grundopfattelse kan give sig på én gang storslåede og ejendommelige – for ikke at sige overspændte – udslag, som i et par af hans kendteste tankedigte efter ankomsten til Schweiz. I det ene, „Tordenen paa Toppen af Grimsel“ (1789), vender tordenskyen om på naturens orden. Himlen bliver sort, dybet lyst, og på samme måde vendes alt om i ham selv. Sansernes kval fryder hans ånd, rædslen indgyder ham mod, og digtet slutter:

Her, paa Livets og paa Dødens Grændse,Blotte Støv! ophøiet over dig, Føler jeg mig tryg i Skrækkens Svimmel,Drømmer jeg mig ind i evig Himmel;Thi jeg er udødelig!

En ikke mindre bombastisk slutlinje findes i hymnen „Den eeneste Gud“ fra samme år. Hymnen er anlagt som én lang naturens og universets lovsang til Gud, indtil den til sidst foretager en pludselig drejning. Fra sin ydmyge position, hvor jeget, „et Intet mod dit Alt“, deltager „i foreente Jublers Harmonie“ over det skabte univers, føler det Guds kærlighed banke i sit hjerte og muligheden af at nærme sig „Sphæren, som erkiender dig“, og digtet slutter:

Styrt med dine Millioner Fakler,Himmelhøie Himmelbue, ned!Knuus vor Jords utallige Mirakler,Alle Speile for din [Guds] Herlighed!(…)[Lad] Tifold Død, chaotisk, evigt Mørke,Intets dybe Svælg omgive mig!Ørk imellem Millioner Ørke,Nat i tusind Nætter tabe sig![Lad] Alt forsvinde for mit brustne Øie,Sidste Dryp af Dybets mindste Elv,Sidste Glimt af Straale fra det Høie! –Jeg har nok! Jeg har mig selv!

Slutlinjen har i tidens løb både forarget og mystificeret, men meningen er, at hele det synlige univers og naturens mangfoldighed blot er spejle, mens jeget rummer selve gudstanken i sig. Ligesom der i en af de tidligere strofer peges på en sammenhæng mellem himmelbuen og atomet og mellem serafen og ormen – det stammer alt sammen fra Guds „Bliv“, består der en sammenhæng mellem Gud og jeget. Begge er uafhængige af det synlige univers, begge selvberoende, begge skabende.