Labyrinten som livs- og prosaeksperiment

Labyrinten eller Reise giennem Tydskland, Schweiz og Frankerig (1792-93) bygger på Baggesens første store Europarejse i 1789 og skildrer rejsen frem til Basel. Baggesen arbejdede senere i flere omgange på en fortsættelse, der skulle handle om hans senere rejser i 1790'erne. Den blev imidlertid aldrig til noget, og det forsøg på at realisere hans planer, som andre foretog efter hans død på basis af breve, dagbøger og færdige, delvis af ham selv udgivne udkast, har aldrig vundet hævd, men kan læses i bind 9-11 af hans Danske Værker (1827-32).

Det mærkelige og mangestrengede værk er først og fremmest berømt for sin virtuose sprogkunst. Det fuldbyrder her den revolution af den danske prosa, som var indledt med Ewalds Levnet og Meeninger, uden at der dog er tale om nogen påvirkning. (Levnet og Meeninger blev først – og ufuldstændigt – udgivet i 1804-08.) Derimod har Ewald og Baggesen en fælles inspirationskilde, nemlig Laurence Sterne. Og som Ewald med Levnet og Meeninger på én gang finder sin genre og udtrykket for sig selv, sin individualitet, gør Baggesen det med Labyrintens „regelløse, i allehaande Vinkler og Bugter fremløbende Krinkelgange“.

Det labyrintiske ved bogen betyder imidlertid ikke, at der ikke er en plan. Et vigtigt spor af denne findes på bogens sidste side, hvor der står: „Dybt, inderlig dybt følte jeg, at en Revolution var mit Liv, min Aand, mit Hierte nær –“. Det kan han i sandhed sige, for da han skriver Labyrinten, ved han, at Sophie Haller venter bag den første alpetop, hvorfra man også kan ane Venus Uranias bolig, bjerget Jungfrau. Rejsen er da også en udvidelse og videreførelse af det livseksperiment, han har indledt med forholdet til fru Pram. Under hele rejsen forbliver han hende og Venus Urania tro, og som han indtager by efter by, landskab efter landskab, stiger han stadig højere både i geografisk og sjælelig forstand, en opstigning, der akkompagneres af breve og henvendelser til S**, dvs. Seline: „O elskte Veninde! / O bliv! lad din aabnede Himmel ei svinde / Endnu!“ hedder det fx besværgende i en indlagt serenade i kapitlet om Mainz.

Livseksperimentets særlige karakter aftegner sig i prosaeksperimentet som det sted, der skrives fra, det frisatte jegs position. I stedet for de rejsebeskrivelser, som Baggesen kalder de matematiske eller grafiske, dvs. den tro gengivelse af stederne, træder en dynamisk beskrivelse, der alene bygger på jegets oplevelse. Det er dog ikke sådan, at omverdenen blot bliver en ligegyldig kulisse for jegets udfoldelse – sådan som det nærmest er tilfældet hos Sterne. Tværtimod kan Labyrinten udmærket læses som en guided tour, der beskriver hvert steds særlige mærkværdigheder, selv om dette som oftest sker ved at gøre det upåagtede eller banale mærkværdigt eller ved at se velkendte seværdigheder i en mærkværdig belysning, bestemt af jegets individuelle optik. Ud over at pege på jeget som bogens stadige 'sujet' er dette samtidig med til at give rejseberetningen dens særlige charme og moderne karakter.

For moderne er Labyrinten, ikke blot ved sin hensynsløse subjektivisme, men også ved sin selvironi, sin excentricitet, sin konstante maksimering af udtrykket, sin vilje til at gå planken ud hver gang, kort sagt ved sin moderne kommunikationsform, der kan få den til at minde om et gigantisk talkshow på skrift.

For at få lidt hold på den ustyrlige bog har det været Labyrintens skæbne at blive hakket op i antologinumre, der især omfatter det burleske indledningskapitel „Passet“, den indignerede socialreportage „Jødegaden“ (Frankfurt), opgøret med enevældig planlægning og klassicistisk regeltyranni i „Staden paa Vers“ (Mannheim) og individualistens himmelstormende apoteose i „Strasbourg“. Med nogen ret fremstår disse kapitler da også som bogens højdepunkter.

Mens „Passet“ med sin komiske skildring af Baggesens hektiske jagt på kryds og tværs i København for at skaffe sig et pas, lige før skibet afgår, foregriber hele bogens labyrintiske komposition, optræder alle de øvrige kapitler først i dens sidste tredjedel, efter den begivenhed, der som et kølleslag deler ikke blot bogen, men Europa i et før og et efter, Den Franske Revolution. Før dominerer det udramatiske: det yndefulde landskab (Holsten), idyllen (Eutin), det behageligt drømmeriske (Lüneburger Heide), det 'artigt' utvungne (Hannover), det kedsommeligt gentagne (Pyrmont) osv. Efter bliver fremstillingen anderledes dramatisk. Det er næppe nogen tilfældighed. Revolutionen er så at sige gået ham i blodet. Ved efterretningen om begivenhederne den 14. juli 1789 (stormen på Bastillen) taler han om sin „brændende Henrykkelse ved de Tings Forventelse, som skal komme over Jorderige!“ Det opstigende jeg og de revolutionære begivenheder smelter sammen, og som en anden Johannes har han hidtil usete åbenbaringer, der gennemgløder resten af bogen.

I „Jødegaden“ i Frankfurt er han de undertryktes og moralens advokat. Billede følger på billede af ghettoens „Vrimmel af Usle“, „de mangfoldige Grupper af mavre og fede, hentærede og halvforraadnede Israelsbørn, som vaagende og sovende stode, sadde, og krøbe paa Trapperne, i Dørene, og paa Gaden, eller rettere hvoraf hele Gaden, en fuldmiddret Ost, syntes at krybe“. Efter at øjemennesket således har ydet sit, træder ræsonnøren til i en refleksion over den „helvedmørke Uretfærdighed“, der er overgået jøderne: „Er det mueligt, at endnu i vort Aarhundrede – det attende efter Kundgiørelsen af Jesu Christi almindelige, menneskebroderlige Kierligheds Lov – et heelt Folk i Generationers Generationer, med alle sine fødde og ufødde Individuer, kan ansees som uhenhørende til det menneskelige Selskab?“

I kapitlet om Mannheim gælder det en anden form for undertrykkelse, den bundne stil, der har gjort sig til magtens udtryk. Mens Holberg havde frydet sig over den tilsvarende bytype med vinkelrette gadekryds i Torino, er Mannheims vidtdrevne skakbrætform, der i newyorkerstil erstatter gadenavne med bogstaver og tal, en sand vederstyggelighed for Baggesen, som med tanke på klassicismens metrisk bundne og regelstyrede digtning kalder byen „Staden paa Vers“: „Man seer Despotismens Befalinger i Lapidarstiil.“ Men først og sidst strider byen mod selve livets grundprincip:

Al Varme, al Bevægelse, al Kierlighed er rund, eller i det mindste oval, spiral, eller paa een og anden Maade bugtende. Kun det kolde, det ubevægelige, det ligegyldige, og selv det hadefulde er snorlige og kantet (…) Livet er rundt og Døden er kantet. Vi komme runde og bugtende til Verden, og gaae kantede og stive herfra. De nyeste Vugger ere ovale – en skiøn Opfindelse, thi det voxende Liv bevæger sig deri.

Bærer kapitlerne om Jødegaden og Mannheim tydelige spor af det politiske opbrud, er kapitlet om mødet med katedralen i Strasbourg det stærkeste vidnesbyrd om den indre revolution, der er ved at bane sig vej i Baggesen. Også den har et æstetisk udgangspunkt, men af en særlig art, for omsider står Baggesen her over for noget, han ikke kan rumme. Hvad han oplever, er først og fremmest sin egen begrænsning:

Hvilken Masse! Hvilken Høide! hvilket uhyre Epos af Stene! Kan Jorden bære dette kunstige Field? synker den ikke under Foden af denne gyselige Colossus. Man segner, knuses i det første Blik; Øiet farer forfærdet tilbage, som om den lyse Himmel paa eengang pludselig blev sort – forgieves udmatter det sig, for at fatte det uhyre Omrids, det hopper fra Kant til Kant, fra Spids til Spids, finder ingen Hvile, og falder fra den øverste Tind, som den hagltrufne Lærke til Jorden!

Det er 1700-tallets centrale æstetiske erfaring af det ophøjede eller sublime, Baggesen her gør. Erfaringen analyseres bl.a. af Kant, og ifølge ham er virkningen af det sublime, hvad enten det optræder som et natur- eller menneskeskabt fænomen, ikke blot en oplevelse af lidenhed og begrænsning, men en intensivering og udvidelse af alle åndsevner, der sætter mennesket i stand til at overskride sig selv som blot natur og opleve det uendelige. Netop denne dobbelthed kan iagttages hos Baggesen, især da han efter den livsfarlige opklatring befinder sig øverst i spirets spids:

Jeg Fiær! Jeg Fnug – paa Spidsen af denne svimmelhøie Colossus! Hvorved skal jeg holde mig fast? ved den glatte Steen? ved det afslebne Jern? ved den strømmende Luft? (…) Underlige, rædselfulde, himmelfarende Følelse! Nei! aldrig fornam jeg saa vældigt det Høie! Sandser jeg endnu? Jeg seer intet! jeg hører intet! jeg fornemmer intet! jeg berører intet! Alt er tomt omkring mig – alt et uendeligt Rum, et ufatteligt Øde … Gud! ... Gud! – ja her vilde Spotteren selv andægtigen udraabe: Gud! – Dit Navn toner fuldest i Taushed! din Almagt er vældigst i Tomhed! og hvor intet er, Høie! er du! ...

Som fylde her forener sig med tomhed, er hans oplevelse en oplevelse af transcendens, en overskridelse af tilværelsens modsætninger:

Er det Lyst eller Smerte, jeg føler i denne svimlende Tilstand? er jeg Livet eller Døden nærmere paa denne støvløse Pynt? Jeg vorder, og ophører – skabes og tilintetgiøres – triumpherer og daaner i een og samme Fornemmelse!

Men her, hvor grænseløs jegudvidelse og jegløshed bliver ét, er Baggesen samtidig nået til et non plus ultra – hertil og ikke længere. Under og bag sig har han den brogede verden, han har bevæget sig igennem. Foran venter mange nye toppe, men højere kommer han ikke. Hans sjælelige opstigning har nået sit klimaks, og derfor kan han på sin udsatte post citere senere digte af sig selv fra alpetoppene for at gengive sin oplevelse, hvis mest påfaldende træk er, at den trods umådeholden patos er blottet for selvironi. Baggesen spøger ikke med det helligste: „Min Siel syntes at dreie sig om sit Middelpunkt i evig Uendelighed – i Almagtens Hvirvel – i Gud“, slutter skildringen og angiver dermed det centrum, som den excentriske rejse fører frem til. Den gud, han her løfter sig op imod, forbliver også i hans videre labyrintiske liv det faste punkt.