Fra begyndelsen havde Guldberg haft en stærk modstander i J.H.E. Bernstorffs nevø, A.P. Bernstorff, der efter kuppet mod Struensee blev optaget i statsrådet. Man havde brug for hans ubestridelige dygtighed, og i Guldberg-årene dirigerede han stort set udenrigspolitikken, sådan som onklen havde gjort det, indtil han blev afskediget af Struensee. I 1780 gentog historien sig. Bernstorff blev afskediget af Guldberg, men det var en stakket frist. I årene derefter forberedtes en sammensværgelse med Bernstorff som initiativtager og kongens søn, kronprins Frederik, som redskab. Da den 16-årige prins i 1784 indtrådte i statsrådet, var Guldberg en færdig mand, og der etableredes et nyt stærkt statsråd med medlemmer af det reformvenlige aristokrati som drivende kræfter. Ud over Bernstorff optoges Christian Ditlev Reventlow og Ernst Schimmelmann.

Det nye styre havde nok at tage fat på, men også en klar dagsorden, nemlig at gennemføre alt det, der var forsømt under Guldberg. Struensee havde vist vejen med sine reformer. Nu gjaldt det om at gennemføre dem på forsvarlig vis. Vigtigst af alt reformerne inden for landbruget. I 1786 nedsattes Den Store Landbokommission under ledelse af Christian Ditlev Reventlow og Christian Colbjørnsen, hvis arbejde resulterede i stavnsbåndets ophævelse i 1788 og på længere sigt en omkalfatring af landbrugets og bondens vilkår.

Med den almindelige tilslutning til reformpolitikken var der heller ingen grund til at håndhæve Guldbergs indskrænkninger i trykkefriheden. Ganske vist blev loven ikke ændret, men efter 1784 var der reelt trykkefrihed, og der opstod igen en livlig diskussion om alle mulige samfundsspørgsmål med det oplyste københavnske borgerskab i en ledende rolle. Forholdet mellem statsmagten og dette borgerskab var i disse år præget af stærk gensidig tillid, et forhold, der afspejles i opfattelsen af kongen som borgernes beskytter eller med Christian Colbjørnsens ord som „den almindelige Villies Foreeningspunkt“. Med den borger- og nu også bondevenlige danske enevælde blev en revolution som den franske anset for ganske overflødig.

Det er på den baggrund, man skal se initiativer som Selskabet for Borgerdyd, der oprettedes i 1785, og Selskabet for Efterslægten fra året efter. Det er begge oplysningsinitiativer, støttet af regeringen, hvor en række indflydelsesrige borgere slår sig sammen om at bygge skoler for borgerskabets børn, der her kunne lære de såkaldte realfag, som ikke fandtes i latinskolen, men som der naturligvis var hårdt brug for i et samfund i rivende økonomisk og teknologisk udvikling. Samtidig skulle selskaberne og skolerne, de senere københavnske gymnasieskoler, Østre og Vestre Borgerdyd samt Efterslægten, bidrage til en forædling af og dermed større respekt for den borgerlige stand. Som en af stifterne, Tyge Rothe, udtalte: „Lad os skaffe ædle Borgere ved at skaffe Borgeradel Agt.“

Når det gælder den afgørende begivenhed i disse år, Den Franske Revolution, modtoges efterretningerne om den generelt med begejstring i den borgerlige intelligentsia og klubberne, men på et par undtagelser nær affødte den ikke tilsvarende krav om konstitutionelle ændringer, og som revolutionen skred frem, afløstes begejstringen af forfærdelse over henrettelserne og rædselsperiodens udrensninger. Det betød imidlertid ikke, at revolutionen ikke alligevel satte sine spor. Dels skabte den en øget nervøsitet hos regeringen, dels et stigende pres mod det hjemlige aristokrati, som allerede i Struenseeperioden var genstand for satire og kritik. Det reformvenlige aristokrati, der havde allieret sig med borgerskabet, søgte at holde en balance, men det kunne ikke undgås, at „Tillidsbaandet“, som man talte meget om i disse år, indimellem blev vanskeligt at opretholde, bl.a. fordi de anti-aristokratiske stemninger fortsat fik næring fra modsætningsforholdet mellem dansk og tysk. Med revolutionens proklamation af de borgerlige frihedsrettigheder opstod tillige en øget uvilje mod de både udtalte og uudtalte begrænsninger i borgernes ret til at blande sig i politiske spørgsmål.

Dermed blev trykkefriheden et kardinalpunkt i den hjemlige debat. At begrænsningerne reelt var sat ud af kraft, betød jo ikke, at de ikke når som helst kunne vende tilbage ved forsøg på at afprøve deres gyldighed. Det skulle vise sig, at en sådan bekymring ikke var uberettiget.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Revolutionstiden og P.A. Heiberg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig