Unge oprørere - T.C. Bruun og Malthe Conrad Bruun

Med landsforvisningsdommen kommer Heiberg til at sætte skel i litteraturhistorien. Hermed sættes der en stopper for den politiske digtning, og litteraturen slår ind på nye veje, bestemt af inspirationen fra den tyske romantik.

Heiberg var imidlertid ikke den eneste i samtiden, der rejste revolutionære børster. Også en forfatter som Thomas Christopher Bruun (1750-1834) skrev politiske digte, vendt mod kongemagt og kirke, men uden Heibergs skarphed, aktualitet og gennemslagskraft. Heller ikke hans dramaer vakte genklang. Mest held havde han som komisk og frivol forfatter i Det Norske Selskabs ånd, bl.a. med sin første samling versfortællinger Mine Frie-Timer eller Fortællinger efter Bocaccio og Fontaine (1783), der opnåede at blive konfiskeret og udløse en bøde for usædelighed.

Lidt større vingefang er der hos den purunge Malthe Conrad Bruun (1775-1826), hvis reaktionære godsejerfar måske har tændt den revolutionære oprørsgnist hos sønnen. Med en stribe uge- og kampskrifter, indledt med Vækkeren (1794), er han i eftertiden kommet til at stå som Heibergs discipel. I forhold til denne var hans gemyt dog mere romantisk, hans samfundssyn mere utopisk og hans satire mere abstrakt (og mindre morsom). Alligevel faldt hammeren, og Bruun måtte i 1796 flygte til Hven og siden til Sverige, der imidlertid heller ikke ville vide af det unge brushoved. Han endte i Paris i 1799 og modtog her halvandet år efter dommen for sine meritter. Som for Heibergs vedkommende lød den på landsforvisning, formentlig hans store held, for det lykkedes ham i Paris at skabe sig den karriere, han aldrig fik begyndt i København, dels som Frankrigs førende geograf, dels som litterær kritiker. Under det franskklingende navn Malte-Brun introducerede han de romantiske ideer og forfattere og blev efterhånden et højt skattet medlem af det franske samfund, der ved hans død ofrede ham en statsbegravelse.

Mens hans Poetiske Forsøg (1797-98) viser en romantisk lyriker i svøb, er hans satirer i Holbergs og Heibergs stil og uden dybere særpræg. Den kendteste er Aristokraternes Catechismus (1796), som det dog er svært at finde andet end ungdommeligt autoritetsoprør i. Hans betydning ligger ikke i dansk, men i 1800-tallets franske litteratur.