En glemt litteratur, 1500- og 1600-tallets danske latinlitteratur har i århundreder været stort set glemt. Romantikken med dens idealer om originalitet, folkeånd og oprindelighed havde ingen plads til en imiterende digtning på et fremmed sprog. Først fra 1980'erne er der for alvor kommet gang i en udforskning af denne litteratur. Centrale forfatterskaber – Hans Frandsen, Hans Sadolin, Erasmus Lætus, Tycho Brahe, Johannes Pontanus, Johannes Meursius og Zacharias Lund – er blevet studeret, men store dele af litteraturen ligger stadig uopdaget eller i hvert fald uudforsket hen. Og først og fremmest er langt de fleste af disse tekster kun tilgængelige i de oprindelige tryk eller håndskrifter. Meget få er nyudgivet, endsige oversat. Behandlingen her i bogen kan derfor på ingen måde blive udtømmende. Det er tale om betydningsfulde og karakteristiske punktnedslag inden for et særdeles omfattende materiale.

Latin – poesi så vel som prosa – var udtryksmiddel for den del af befolkningen, der havde gennemgået det højere skolesystem, hvor alle lærebøger, og i det hele taget al skriftlig aktivitet, var latinsproget. I hvor høj grad undervisningen i praksis foregik på latin, og hvor meget latin har været talt til daglig danske akademikere imellem, kan vi ikke afgøre i dag. Meget tyder på, at man i hvert fald slog over i latin, når emnerne blev akademiske. Og i den internationale universitetsverden, som mange danskere begav sig ud i som led i deres uddannelse, har latin været enerådende, også som talesprog.

Inden for den læsende offentlighed udgjorde de latinlæsende en ikke ubetydelig del, der ikke kun omfattede borgerlige akademikere som præster og skole- og universitetsfolk. Også inden for adelen blev den akademiske dannelse i løbet af 1500- og 1600-tallet vidt udbredt – blandt mændene. Hverken adelige eller borgerlige kvinder lærte latin på få adelige undtagelser nær (jf. afsnittet De lærde kvinder). Hertil kommer, at litteratur på latin i teorien kunne læses i hele den europæiske lærde verden, og med bogtrykket var det også blevet praktisk muligt.

Den lærde verden – eller den lærde republik, som den ofte kaldes – er et helt centralt begreb i forbindelse med denne litteratur. Akademikere Europa over, på tværs af både landegrænser og konfessionsskel, følte sig som medlemmer af samme stand. De havde fælles referenceramme i et reservoir af klassiske og bibelske tekster, de havde fælles idealer og fælles sprog: latin. Man bekræftede sit tilhørsforhold til standen ved at udgive litteratur på latin, og man bekræftede fællesskabet ved at skrive til og om hinanden, ikke mindst i form af lejlighedsdigtning: bryllupsdigte, afskedsdigte, gravdigte, æredigte i andres bøger osv.

Men det var ikke kun mellem kolleger, at litteraturen havde en social funktion. Den indgik som et vigtigt element i det patronatssystem, der gennemsyrede samfundet. For at gøre sig fortjent til hjælp og støtte fra en patron måtte man give ham de gaver, man havde mulighed for at give, og en dedikation, eller endnu bedre en direkte hyldest på vers, var en nærliggende mulighed. Ikke mindst poesien fik stor betydning. Humanismen lagde som nævnt stor vægt på sprog og retorik som grundlag for al akademisk virksomhed. At mestre den vanskelige klassiske versekunst var det ultimative bevis på, at man kunne sit humanistiske håndværk. Derfor blev det at publicere latinsk poesi et naturligt led i en akademisk karriere. En stor del af den poesi, der blev trykt i renæssancens Danmark, var skrevet af helt unge mænd i begyndelsen af deres karriere. Kun et mindretal blev ved med at skrive og publicere latinsk poesi, efter at de var kommet frelst i land med et professorat eller et præstekald.

Når poesien kunne fungere på denne måde, skyldes det, at latindigtning gav prestige, også for modtageren. For den ærgerrige akademiker var der mulighed for at stige gennem et hierarki af mæcener fra den lokale biskop eller herremand til rigets ledende mænd og ultimativt kongen. Enkelte endte som egentlige hofdigtere, ofte med titlen poeta laureatus (laurbærkronet digter). Blandt de helt store velyndere i 1500-tallet var den danske konges statholder i hertugdømmerne, Henrik Rantzau (1526-98), der med stort held brugte sine klienter og deres litterære produktion til at føre sig frem som kongelig stedfortræder i fyrstelig stil. På det niveau var det ikke uden betydning, at latinen og den klassisk inspirerede litteratur var et internationalt medium, der uden videre kunne gøre indtryk i udlandet.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet En glemt litteratur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig