Gammelt bliver nyt - nylatinens genrer

Fiktionsprosa i moderne forstand findes stort set ikke i renæssancens latinlitteratur. Det betyder ikke, at der slet ikke udkom fortællende litteratur på latin, men den slags blev snarere skrevet på vers, først og fremmest i eposets form.

Virkelig betydning i Danmark har til gengæld historieskrivningen, der i denne periode i høj grad blev betragtet som en litterær genre. Der blev lagt stor vægt på det retoriske element, den formfuldendte kunstprosa. Og de enkelte forløb og episoder var oftest udformet ud fra litterære, moraliserende eller ligefrem propagandistiske hensyn.

Den latinske poesi udmærker sig ved en særdeles høj genrebevidsthed, der naturligvis hænger nøje sammen med forholdet til antikken. Man skrev i de genrer, man kendte fra den romerske digtning, først og fremmest elegi, lyrik, epigram, hyrdedigtning, læredigtning og epos. Hver af disse havde sine antikke forbilleder og faste genrekrav, fx var versemålet bestemt af genren. Men når man kommer ned under den formelle overflade i den nylatinske digtning, myldrer det med variation og såmænd også med nydannelser. Den opgave, disse digtere har sat sig, er at proppe en fundamentalt anden verden ned i antikkens former, og det kræver en stadig tilpasning. En helt grundlæggende forskel har man i religionen, og her ser man en næsten demonstrativ insisteren på at omsætte bibelsk stof til klassiske former.

Nye genrer er der ikke mange af; til gengæld er der udvikling i brugen af de klassiske genrer. 1500-tallet er i høj grad de elegiske breves tid, en genre, der – ikke mindst på grund af Ovids position i skolens pensum – fik langt større betydning nu, end den havde haft i antikken. I 1600-tallet er det epigrammet, det korte pointerede digt i elegiske distika (tolinjede strofer), der kommer på mode – ligesom man i prosaen vender sig mod en kortfattet, sententiøs stil, bygget på kejsertidsforfattere som Seneca og Tacitus. Epigrammet indgår også i en virkelig nydannelse, emblemet, der kombinerer en sentens, et allegorisk billede og et epigram. En ekstrem udformning af den korthugne stil har man i den såkaldte lapidariske stil, hvor prosaen sættes op som en imitation af en klassisk indskrift.

Fra slutningen af 1500-tallet dukker formelle eksperimenter op. Anagrammerne begynder deres sejrsgang med deres ombytninger af bogstaverne i fx et navn, så de danner en ny mening – en karakteristik af den person, som navnet skjuler. Det samme gælder kronogrammet, hvor de bogstaver i et epigram, der kan fungere som romertal, tilsam men giver et årstal. Og tendensen forstærkes, når vi kommer ind i 1600-tallet, hvor figurdigte, akrostika, ordspil osv. bliver stadig mere dominerende, ligesom der efterhånden, som på dansk, udvikler sig en egentlig barok stil.

Det, der i skolen var en pædagogisk metode: at læse de klassiske tekster med henblik på genbrug i egne tekster, bliver i digtningen til et litterært virkemiddel. Man skriver konstant med klassikerne i baghovedet og ofte med en bestemt klassiker som en medspillende undertekst. En velvalgt reference til en bestemt tekst kan give perspektiv og pointe til det man skriver. Imitatio kaldte humanisterne det – hvis de ikke ligefrem talte om æmulatio (kappestrid). For nok er klassikerne forbilleder, men hensigten er ikke at plagiere, hensigten er at fortsætte den klassiske litteratur ind i en ny tid.

Når man på den måde tager antikken på sig i sprog og stil, følger der en hel del kultur med. Men det lykkes i forbløffende grad at forene de to verdener. Den græsk-romerske gudeverden lader sig ubesværet integrere i en kristen sammenhæng. Først med den lutherske ortodoksi, et stykke ind i 1600-tallet, ser man en reaktion på dette punkt, som først og fremmest udmønter sig i forsøg på at holde de hedenske forfattere – og ikke mindst de hedenske guder – ude af skolepensum.

Engang i de første årtier af 1500-tallet skrev Morten Børup, der var rektor ved Aarhus Katedralskole, en forårssang til elevernes majoptog.

In vernalis temporisortu lætabundodum recessum frigorisnunciat hirundo,Terræ, maris, nemorisdecus adest deforisrenouato mundo,vigor redit corporis,cedit dolor pectoristempore iucundo.Når den glade forårstidførst får overtaget,bringer svalen budskab hid:frosten er forjaget.Udenfor er skønhed storover skov og hav og jord:en fornyet verden.Lykke gennem alting går,kroppen atter kræfter får,brystet fries for smerten.

(denne og de flg. oversættelser er af Peter Zeeberg)

Dette er den første af tre strofer. Den næste fortsætter naturskildringen, den sidste tolker naturen og verden som en afspejling af Guds åsyn. Den yndefulde sang står i Højskolesangbogen den dag i dag (i en senromantisk gendigtning), og paradoksalt nok er det ikke mindst de middelalderlige træk, der gør den umiddelbart tilgængelig: den er rimet, og rytmen bygger på tryk, præcis som vi kender det i traditionel dansksproget poesi. Tidens nye stil, den klassicerende humanistiske litteratur, har ingen rim og bygger metrikken på stavelseslængder. Måske blev man ved med at skrive rytmiske latinske sange efter humanismens indmarch, men i så fald er de ikke bevaret. Den humanistiske digtning havde størst prestige. Der kendes humanistisk – eller humanistisk influeret – latinpoesi fra hele første halvdel af 1500-tallet, men først fra omkring 1550 kan man tale om en sammenhængende litteratur. Inden da har vi kun en række spredte eksempler.