Slægtshistorie og adelsideologi - C.C. Lyschander

Store dele af præsten Claus Christoffersen Lyschanders (1558-1624) digtning udgør et ægte renæssanceprojekt: at forny den danske digtning ud fra dens egne historiske forudsætninger, formmæssigt og især indholdsmæssigt.

I 1616, samme år som Anders Sørensen Vedel døde, udnævnte kongen Lyschander til historiograf. Lyschander er derfor i mere end én forstand Vedels efterfølger, bl.a. fordi han udvidede rimkrønikegenren med mere samtidige beretninger. Og ligesom Vedel var Lyschander en stor fortaler for at skrive på modersmålet. Det er en national opgave: „Her skødis [værdsættes] ey fræmmed ey prechtig Ord, / Men holdis god gammel Dansk' Vane, / Det er huært Rige een Ære stoer, / Rætt sætte sit Spraag paa Bane“, som han skriver i fortalen til Den Grønlandske Chronica fra 1608. Over for det fremmede og det prægtige, dvs. latinen, stiller han det danske sprog, som ikke havde tradition for overdrevne kunstgreb. Men hvad formen angik, så blev det for metrikkens vedkommende ved det gamle, nemlig knittelverset, skønt andre samtidige, som fx Anders Arrebo og de lidt senere metrikere, betragtede knittelverset som gammeldags.

I 1622 fik Lyschander yderligere kongeligt privilegium på at trykke sin historieskrivning. I 1500- og 1600-tallet var historieskrivningen ikke blot et specifikt fagområde, men af største betydning for hele den nationale selvforståelse. Mellem Danmark og Sverige førtes en krig på historiebøger, hvori det dels gjaldt om at hævde fortidens glorværdige hændelser, dels om at føre rigets opståen så langt tilbage som muligt, gerne helt tilbage til de personer, som ellers var kendt fra Bibelen, fx Noas sønner Sem, Kam og Jafet, der havde overlevet Syndfloden. Bøgerne blev overvejende skrevet og trykt på latin, så hele det dannede Europa kunne læse om de nordiske rigers høje ælde.

Danske Kongers Slectebog kaldes i daglig tale Lyschanders over700sider store værk fra1622,hvis officielle titel er Synopsis HISTORIARUM DANICARUM. En kort SVMMA offuer den DANSKE HISTORIA. Her føres Christian4.S stamtavle helt tilbage til Adam i Paradisets Have. Det sker i en treleddet kronologisk struktur:1)Fra Adam til Noa og Syndfloden;2)Fra Kong Dan og hans slægt til og med normannerne og deres efterkommere;3)Den oldenborgske stamme (som Lyschander kalder det), begyndende med kong Gøtrik. Herunder optræder desuden en række forskellige europæiske (kur)fyrstelige stammer. Fremstillingen er tynget af slægtstavler, og Lyschander har slet ikke Vedels greb om sproget, men puster det op med flerledede størrelser uden folkeligt fynd. Ud over at hylde kongedømmet som idé påviser Lyschander i dette værk, helt i tidens ånd, historiens nytte. Værkets hovedsigte er at fremstille Christian4.som den person, i hvem alverdens fyrsteblod rinder.

Det dansksprogede krønikedigt Triumphus Calmarniensis / Den Calmarnske Triumph fra 1611 begynder med et 16-linjers digt på latin om „Vasorum regum Sveciae fata et carceres“ (Vasernes, de svenske kongers skæbne og fangenskab). I denne indledning opregner Lyschander en række svenske konger med deres mest negative egenskaber. Digtet kan være skrevet på officiel opfordring. I en tid, hvor der ikke eksisterede aviser, kunne kongemagten henvende sig til folket med pamfletter eller viser – eller som her – en hel lille samtidskrønike på kun 32 sider. Ud over hyldest til konge, prins, rigsråd og hær rummer den oplysninger om krigen, som man kan finde paralleller til i samtidens dagbøger. Lyschander har formentlig selv talt med nogle af sine kilder.