Gud skaber verden. Billedet fra Johann Pomarius' Chronica Der Sacsen und Niedersacsen (1589), der er samtidigt med du Bartas' digt, viser skabelsens sjette dag, hvor Gud med ordet „Fiat“ [lad det ske] skaber Jordens dyr og orme – lige inden han sætter kronen på værket ved at forme mennesket i sit eget billede. Arrebo udfolder i sin fremstilling den spænding, der er i Bibelens skabelsesberetning mellem at forstå skabelsen som en én gang for alle fastlagt fuldkommen orden og en fremadskridende proces, ved at skildre Skaberen som en renæssancekunstner, der kontinuerligt destillerer sit stof og fuldkommengør dets form.

.

Som Arrebo i salmeværket arbejder efter et eksisterende tekstforlæg, er også Hexaëmeron en gendigtning. Forlægget var den franske calvinist Guillaume du Bartas' (1544-90) epos La Premiere Sepmaine; ou Création du monde (Den første uge, eller Verdens skabelse). Straks ved sin udgivelse i 1578 havde du Bartas' digt vakt international opmærksomhed og var blevet oversat til en lang række europæiske sprog.

Initiativet til, at Hexaëmeron kom i en dansk bearbejdning, udgik omkring 1631 fra Christian Friis, Christian 4.s kansler og Arrebos velynder, „særdeles efterdi man paa samme tider for alvor begyndte den tyske poesi at øve og bedre i lave at sætte“, som digterens søn, Christen Arre-bo, forklarer situationen i fortalen til sin udgave af faderens værk. Bearbejdningen var således et kulturpolitisk projekt. Arrebo kastede sig entusiastisk over opgaven, som han arbejdede på frem til sin død, men uden at få den helt afsluttet. Syvendedagen mangler. Værket kom derfor til at ligge uudgivet hen, men cirkulerede som manuskript blandt metrisk interesserede, hvad der udbredte dets ry. Først i 1661 lod Arre-bos søn det trykke i en statelig udgave indledt af venners og beundreres ærevers på dansk og latin, hvori Arrebo hyldes som Nordens Vergil og Danmarks Ovid.

Med tidens interesse for metrik blev værkets kraftpræstation på dette felt understreget på titelbladet: Hexaëmeron Rhythmico-Danicum. Det er Verdens Første Uges Seks Dages præctige og mæctige Gierninger (…) Paa Heroiske Rim-maade (…) udsatte. Du Bartas havde anvendt fransk digtnings heroiske versemål, aleksandrineren. Arrebo ville overgå ham ved at søge tilbage til det klassiske epos' ur-metrum, heksameteret og tilføjede for yderligere at forsire stilen både parvise enderim med kvindelig udgang og mandlige indrim. Således åbner „Fortale til Skaberen“ værdigt og gravitetisk: „O Almæctige Gud, al Verdens Skaber oc Herre, / Præctig du gaaer her ud, din Gierning ziirlig maa være! / Herlighed er din dragt, oc Lius dit Klædebon hvide! / Deilighed er din Pract, du skin som Solen hin blide!“ Den krævende form blev dog lagt til side allerede i førstedagens anhang og erstattet af lettere håndterbare – og mindre monotone – aleksandrinere alene med enderim med kvindelig udgang. Andendagen begynder således i en enklere gangart:

Naar Dagen bøjer sig, den Sool gaar under Liide,Da flyer Fuglen op, oc viiger til en siide.Da søger Ormen Huus, i Jorden sig forsticker [gemmer],Oc alle tamme Diur, til hvjle sig beskicker [begiver].

Det var ikke kun Arrebos ambition metrisk at forvandle det franske forbillede, men også stofligt indefra at gøre det til sit eget. Et friere forhold til forlægget fik han ved at orientere sig i diverse fremmede oversættelser og ved selv at hente stof til tolkning og forklarende eksempler i religiøse, filosofiske og videnskabelige værker. Arrebo fremstår således som det, man i tiden kaldte en doctus poeta, en lærd digter. Mere præcist end at kalde Hexaëmeron et lærd digt er det dog at anvende den franske genrebetegnelse poésie scientifique, da digtets hensigt ikke er at fremlægge antikvarisk lærdom, men at revitalisere skabelsesberetningen ved at kommentere og belyse den med synspunkter hentet fra helt aktuelle værker inden for teologi, filosofi, zoologi, botanik, astronomi, geo- og hydrografi. Med denne opsugning af intellektuelt stof kom Genesis' korte beretning på 56 bibelvers til i Hexaëmeron at brede sig over 7000 verslinjer. „Hvad Moses kort har sagt, er her vitløftig talt“, lyder det rosende i et ærevers.

At du Bartas' værk havde vakt beundring, skyldtes ikke blot dets poetiske og retoriske kvaliteter, men at det fra grunden forvandlede antikkens hedenske epos til en kristen genre. Blandt den klassiske digtnings former, som det var renæssancens drøm at genskabe, havde eposset med dets altomfattende livsbillede altid været omgivet af en særlig glans, men også fra en religiøs betragtning været problematisk. Det var genrens storhed, at den med sin skildring af guders og menneskers skæbne formidlede en livstydning, der forbandt himmel og jord og forenede myte og historie. Det for renæssancens digtere vanskelige var at erstatte det klassiske merveilleux, det tekniske begreb for det gudeunivers, der råder for handlingens gang, til et kristent. Med sit digt om skabelsesugen viste du Bartas vejen til en kristen transformation af genren.

Som den første drager du Bartas den formelle konsekvens af, at renæssancens menneske ikke er i en polyteistisk gudeverdens vold, men ledes af en almægtig og alvidende Guds forsyn. Hvor antikkens menneske genkendte sin bevægede historie i lyset fra en splidagtig Olymp, der blindt kaster det hid og did, spejler det kristne menneske – som Guds medvider – skaberværket, som det ser og forstår med de sanser og den fornuft, skaberen har givet det. Det er ud fra en væsenslighed (analogia entis) mellem menneske og skaberværk, at du Bartas – og i hans spor – Arrebo digter.

Denne vision forvandler genren radikalt. Det antikke epos' omfattende persongalleri af guder og mennesker reduceres herved til blot to: skaberen og hans skabning, mennesket, og af polariteten mellem dem udvikles værkets indre dialektik, der kan karakteriseres gennem Arre-bos ord i indledningen til Davids salmer: „et offuermaade kosteligt oc fordreffligt Colloquium oc Samtale, imellem den Allerhøyeste oc Allermæctigste Gud i Himmelen, oc et (…) Menniske her paa jorden“. I stedet for at følge en fortælling, som var det antikke epos' objektive kerne, er vi vidne til, hvad man kunne kalde en lyrisk erkendelsesakt.

Centrum i Hexaëmeron er naturligvis skaberguden, der af Arrebo fremstilles som den store renæssancekunstner eller -håndværker, der suverænt behersker alle fag. Som teltmager udspænder han himmelhvælvet, som perlestikker syr han stjernetæppet, som byg- og rørmester anlægger han jordens grundvold og vandsystem, og som gartner og fiskemester skænker han jorden dens vækster og havets dyr osv.

Det er hans værks tilblivelse, digteren som utrættelig rapportør følger i alle dets trin og detaljer så ivrigt og tæt, at han lægger sin døgnrytme til rette for at kunne følge hver af Guds gerninger: „Saa vil jeg nu bryd' af med Aftenbak [flagermus] at hvjile, / Saa jeg i morgen foort ved Hanegal kand iile.“

Skaberværket er imidlertid ikke blot et håndgribeligt vidunder, der kan ses og beskrives, men et åndeligt tegn, der skal læses og tydes. „Alle Creaturere ere kun jdel Bogstafver oc Ord for vor Herre“, forklarer en marginalnote til teksten. Ved at skabe verden har Gud til menneskets oplysning med egen finger tegnet et billede af sig selv. Herved bliver han – ud over at være håndværksmesteren – ifølge Arrebo også skolemester.

For at tyde og udlægge disse tegn må Arrebo selv blive skolemesterens vikar. Denne gerning kræver imidlertid mere end menneskelig kraft. Derfor anråber han i fortalens afslutning Gud i hans egenskab af 'øremester', (et begreb, lånt i den 96. davidssalme, som pointerer analogia entis mellem Gud og menneske: „Skulle han, som plantede øret, ej høre, han, som dannede øjet, ej se?“) om at lade Helligånden bringe den inspiration, der er en forudsætning for at løfte opgaven. Ved denne trinvise opstigning gennem Guds mesterevner fra bygmester til skole- og øremester udvikles begrebet om væsenslighed mellem Gud og menneske til en analogi også mellem verdensskabelse og digterisk skabelse.

Gud udvikler digterens gehør for det skabte univers og lærer ham digterisk at prise det.

Flydende giør min Pen den drif med Fingrene dine,Lydende [lyttende] giør din Ven o Øremester hin fiine:Du, som eenist dog er den døv-mand lærer at høre,Du, o Skabere kier, lær dummen [den stumme] tungen at røre

Anråbelsen om inspiration er et stiltræk, der med renæssancen får indpas i dansk digtning. Som den klassiske rapsode påkaldte musen, påkalder den kristne digter Guds ånd (men indfletter dog også pr. tradition musen). De er fælles om at forstå inspiration ikke kun som en psykisk forudsætning for poetisk skabelse, men som garant for det digteriske udsagns sandhed. Davids salmer har som kanonisk skrift status som guddommens tale til sine troende. I modsætning hertil er Hexaëmeron et kunstværk. Som sådant er det dog ikke blot spundet af sin digters „eget Hoffuet oc Hierne“, men vokset frem i en dialog mellem det gudskabte univers og en menneskelig erkendelse, og mellem den hellige skrift og en nutidig tolkning. Ved sin læsning af Bibelens skabelsesberetning bevæger Arrebo sig ind i en dialektisk proces, hvor genoplevelse af en guddommeligt inspireret tekst afføder en digterisk. Gennem citat, kommentar og frem for alt indlevelse åbner digterens billedskabende fantasi det bibelske værks betydning.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Hexaëmeron - et renæssanceprojekt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig