En adelig visesamler - Vibeke Bild

Vibeke Bild (1597-1650) er på mange måder en typisk adelsdame fra Christian 4.s tid. Forældrenes ægteskab var formentlig arrangeret på kongeligt initiativ, og hun selv blev gift med en noget ældre mand. Størstedelen af sit liv var hun underlagt især de mandlige slægtninges myndighed, og først da hun blev enke, fik hun for alvor mulighed for at dyrke sin interesse for tidens populære litteratur, viserne. Som hun selv skriver det i det håndskrift, der går under navnet Vibeke Bilds mindre Folio:

Aar 1632 har jeg, Vibeke Bild til Torupgaard, salig Erik Rantzows, ladet denne visebog sammenskrive og indbinde og agter saa med den at have en ringe lyst og tidsfordriv og en ringe kortville [tidsfordriv] og vil siden samle mig nogle flere. Gud unde mig den at læse med glæde og et godt helbred. Actum, Torupgaard, på hellig trefoldigheds [Trinitatis] søndag.

Vibeke Bild havde ikke sin fortidsinteresse fra fremmede. Hendes farmor, Vibeke Podebusk, havde forfattet en slægtebog og samlet nogle optegnelser om historiske begivenheder i perioden 1464-1573. I Danmarks Adels Aarbog står der, at Vibeke Bild har efterladt sig „to Kæmpevisehaandskrifter“. Det er imidlertid noget af en underdrivelse. Hun efterlod sig tre store visehåndskrifter, muligvis har hun ejet hele fem. De tre, vi stadig har, kaldes Vibeke Bilds kvart, Vibeke Bilds større folio og Vibeke Bilds mindre folio. De findes på Det Kongelige Bibliotek og er blevet til i tidsrummet 1630-47. En stor del af viserne har ikke været trykt i nyere tid og kendes derfor kun i versionerne i Vibeke Bilds håndskrifter. De tre håndskrifter rummer en blanding af det, der var tidens mode: tysk inspireret kærlighedslyrik og åndelige viser, især pønitenseviser, dvs. tekster om bod og anger. Nogle af viserne er på tysk, men der er kun få folkeviser.

Sammenligner man med et andet visehåndskrift, der er blevet til samtidig med Vibeke Bilds kvart, nemlig den dansk-svenske Dronning Sophias visebog, der bl.a. blev ejet af Karin Ulfsparre i 1630'erne, er tendensen og fordelingen den samme. Også dér finder vi en stor mængde åndelige viser og kærlighedsviser. Folkeviser er der derimod knap så mange af. Især hos Vibeke Bild er mange af viserne skrevet af efter skillingstryk, hvilket fremgår af de overskrifter, som afskriveren omhyggeligt har kopieret, som fx denne indledning fra Vibeke Bilds kvart:

Itt special Klage Maall Offuer thuende groffue Laster, Huilche Alt For meget øffues Iblannt minischen I denne sidste Verdens thid, Nemblig Falskheed och Wsamdrechtighed. sangvis befattet Aff H.S.H. siunges som: Ach Himmelsche Gud och Here du dommere Rett Viß, Eller som dend thydsche Viße: Ein threves Hertz in ehren Hab ich mir Außer Wehlt. Prentet aar 1643.

En sådan indledning fortæller meget. Man kan se, at forlægget for afskriften har været trykt, at der er en forfatter – i øvrigt ukendt – angivet med H.S.H, og at visen kan synges. Når der er både en tysk og en dansk melodiangivelse, siger det også noget om det interesserede publikums sprogkendskab: læserne forventes også at kende tyske viser og salmer. Der er tale om kontrafaktur, dvs. at en verdslig sang kan synges på en salmemelodi – eller omvendt.

Når man læser i Vibeke Bilds kvart, der er det eneste af hendes håndskrifter, hvori hun også selv har indskrevet digte, kan man ikke sige sig fri for den tanke, at nogle af digtene har haft stor personlig betydning for hende. Fx er viserne „hiertelige Maa ieg mig gremme“ (Hjertelig må jeg mig græmme) og „wløcke wløcke, huy Er du mig saa grum“ (Ulykke, ulykke, hvi er du mig så grum) indskrevet to gange i visebogen, nemlig som henholdsvis nr. 1 og 2 og som nr. 35 og 36. De sidste versioner er indført af Vibeke Bild selv. Det bemærkelsesværdige er, at i Vibeke Bilds egenhændige version af nr. 36 er en af visens personer, klafferen, udeladt. I stedet har hun indsat følgende strofe:

En lønlige sorrig ber ieg far dig,for du skall fraa mig skillis,Ieg habes ttill gud I hiemmerig,Att den nu snartt maa s[till]s,hand sende dig vel I landett hiem,Att Ende din rese lang,beuar dig vell paa vieg och sttsaa løsis ieg aff bange

Den foregående vise, nr. 35, har mandlig afsender og kan muligvis være skrevet til hende, idet det netop er hendes forbogstav, der nævnes. Ordet 'hjerte' er ikke skrevet, men tegnet, som man netop kan gøre det i fx kærestebreve:

I A: b: C: hindis bogsttaff sttar,It: W: mone dett verredett ved gud fader I hiemmerig,hun er min ♥: aller kierste (…)

Tilsammen danner viserne nr. 35 og 36 et visepar, der fremstiller både den mandlige og den kvindelige udgave af adskillelsen. Hvis Vibeke Bild har haft grund til at holde afsenderen af nr. 35 hemmelig, er det måske en forklaring på, at det afgørende og afslørende bogstav i svarvisen, nr. 36, er 'faldet ud' og erstattet af et mellemrum:

I A:b:c dett bog sttaff sttar,It: monne dett verre,gud beuare ditt ♥: oh vnge liff,og lad dig aldrig for faris (…)

Det virker, som om nogle almindelige skilsmisseviser for Vibeke Bild har fået en personlig betydning, siden hun ændrer dem på afgørende punkter, når hun selv skriver dem ind. Vi ved, at Vibeke Bild ikke blev gift igen efter sin mand, Erik Rantzaus død, men derfor kan der jo sagtens have været en anden mand, som hun nærede ømme følelser for, men som hun åbenbart ikke fik. Hun døde 53 år gammel og blev begravet i Viborg i august 1650.