En fremstilling af Leonora Christinas 'martyrium' fra 1700-tallet, muligvis efter skitse udført af Leonora Christina selv. Det allegoriske (selv)portræt fremstiller Leonora Christina som „Kristi korsdragerske“ på vej bort fra sine mange fængsler og trængsler (England, Hammershus på Bornholm, Blåtårn og Malmø). Fra skyen rækker en hånd hende ærens krone, mens en engel letter korsets byrde, og en anden følger hende på vej.

.

Manuskriptside til Jammers Minde, som Leonora Christina – hvis man skal tro fortalen – først og fremmest skrev til sine børn om sine 22 år i fængslet i Blåtårn. Originalmanuskriptet blev opsporet i Østrig og i 1922 købt til Frederiksborgmuseet.

.

Leonora Christinas forfatterskab udfolder sig på tre områder. På slottet Barth i Pommern oversatte hun 1655-57 moderne spanske og franske galante romaner til dansk. Et brudstykke af en fransk hyrderoman er bevaret. Mens hun sad fængslet i Blåtårn (1663-85), skrev hun et såkaldt gynæceum, Hæltinners Pryd (ca. 1671-84), hvor hun sammenlignede kvinder fra mange historiske perioder. Vi har oplysninger om, at hun skrev et skuespil på danske vers, som blev opført i Maribo ca. 1688, men det er ikke bevaret. Men først og fremmest var hun en kvinde, der oftest skrev om sig selv, og det er som selvbiografisk forfatter, hun er gået over i litteraturhistorien.

Det første selvbiografiske forsøg, der også er hendes første originale prosaværk på dansk, er en rejseskildring med den lange franske titel Relation du voyage de madame la comtesse Leonora Christina; faite en Dannemark, l'an1656,au mois de novembre (Beretning om madame, grevinde Leonora Christinas rejse; foretaget i Danmark året 1656 i november måned), som regel blot omtalt som „Rejsen til Korsør“. Den handler om en mindre episode i Leonoras liv, men såvel fremstilling som emne og tolkning skulle blive typisk for hende. Hun ville gerne forsone sig med sin kongelige halvbror, Frederik 3., men blev standset i Korsør af en anden halvbror, Ulrik Christian Gyldenløve, som havde en udvisningsordre. Han var søn af Christian 4.s sidste 'bislåperske' (elskerinde), Vibeke Kruse, der meget brutalt var blevet sat på porten straks efter Christian 4.s død. Følelserne mellem de to halvsøskende har været mere end anspændte, og Leonora måtte rejse tilbage til Tyskland med uforrettet sag.

Corfitz Ulfeldt kunne have overdrevne forestillinger om sin egen indflydelse eller tro sig mere forfulgt, end han var. Dette var formentlig en af grundene til, at han skiftevis søgte at behage den danske og den svenske konge med det sørgelige resultat, at han i begge lande blev anklaget for landsforræderi. Efter Stormen på København februar 1659 flygtede Corfitz Ulfeldt og Leonora til Sverige, hvor de slog sig ned i Malmø. Det spændende er, at Leonora i Hvad som passeret udi den confrontation her udi mit hus i Malmø den17dec.1659 kommer ind på den svenske retssag mod ægtemanden, hvor hun har måttet føre hans sag alene, fordi han hverken fysisk eller psykisk var i stand til det efter et slagtilfælde. Han kunne ikke holde noget i sig og kunne kun tale forståeligt i begrænset omfang. Hun fremstiller sig selv som den store juridiske begavelse med en årvågenhed og sans for de juridiske detaljer, der virker usædvanlig: Hun kan gennemskue vidnernes selvmodsigelser og piller deres anklager fra hinanden som fremtvungne løgne.

Under opholdet i Blåtårn er La Vie d'Eleonore Christine comtesse d'Ulfeldt (Komtesse Leonora Christina Ulfeldts liv) blevet til o. 1673. Det er en slags selvbiografi på fransk, der mest skildrer barndommen og fængselsopholdet på Bornholm. Medfangen i Blåtårn, lægen Otto Sperling d. ældre, havde opfordret Leonora til at skrive en fransk selvbiografi, der skulle smugles ud og overbevise det dannede Europa om hendes uskyld i Corfitz' landsforræderi. I bedste romanstil omtaler hun da også sig selv i tredje person som 'notre dame' (vor frue).

Originalen til denne selvbiografi blev først fundet i 1952, men den var kendt i afskrifter på fransk og brudstykker i latinsk oversættelse. Den er derfor ikke altid omtalt i de ældre litteraturhistorier. I 1958 blev den udgivet i facsimile og med dansk oversættelse samme år.

Men Leonora Christina forfattede også en selvbiografi på sit modersmål. 'Handlingen' i denne selvbiografi, affattet o. 1674-93, Jammers Minde eller Den fangne Greffwinne. Leonoræ Christinæ Jammers Minde (eller blot Jammers Minde) udspiller sig fra 8. august 1663 til 18. maj 1685, fra fængsling til løsladelse i Blåtårn på Københavns Slot. De første år i fængslet er ufattelig hårde at komme igennem; og det, Leonora savner allermest, er noget at tage sig til. Hun opfinder forskellige små sysler, bl.a. trævler hun sin nattrøje op for at bruge garnet til et broderi. År og dage måles efter, hvilken kvinde der er ansat til at betjene hende, efter fangevogtere og efter de præster, der skal tage hende til skrifte.

Som en anden Job tager Leonora sin skæbne på sig og finder i sit liv syv paralleller til Jobs syv lidelser. Hun kalder ligefrem sig selv en Jobinde. De syv er: Dinaskandalen, den nedværdigende tur til Danmark (Korsør), Malmøprocessen mod Ulfeldt, hans fatale tur til København, enecellerne på Hammershus, Londonrejsen og tilfangetagelsen – og som den syvende: opholdet i Blåtårn. Et andet betydningsladet udtryk, hun bruger om sig selv, er 'Kristi Korsdragerske'.

De første mange år er præget af hendes stadige forsøg på at få sin halvbror i tale og af forsøg på at blive frigivet. Indtil Christian 5.s tronbestigelse 1671, hvor forholdene mildnes, og Leonora fra 1672 fx får lov at købe bøger og papir, er opholdet meget strengt, især fordi Leonora intet måtte have at beskæftige sig med. Så snart mildningen indtræder, og hun får tildelt lommepenge, udnytter hun alle muligheder for både at underholde sig og dygtiggøre sig. Pengene investeres straks i bøger og et claviacord, og hun begynder at skrive.

Trods den tilsyneladende kronologiske fremadskriden og de humoristisk opfattede, løst sammenkædede situationer udgør især første del et gennemkomponeret og bevidst tilrettelagt værk, der skal overbevise børnene – og måske en større kreds – om Leonoras uskyld og hendes manglende meddelagtighed i ægtemandens landsforræderi. Kompositionen falder i tre dele: De første 9 dage, hun tilbragte som fange i Mørke Kirke 8.-31. august 1663; her er værket dateret, så det virker som en slags dagbog. Derpå skildres de første elleve år indtil 1674, som hun tilbringer i et værelse med et højtsiddende vindue, kun få meter og mure fra sin kongelige halvbroder, Frederik 3. og hans gemalinde, dronning Sophie Amalie, der værket igennem står som Leonoras mest indflydelsesrige, men dog uværdige modstander. Til konflikten mellem Frederik 3.s dronning, Sophie Amalie, og Leonora Christina hører måske, at Sophie Amalie var blevet gift med søn nummer to, ikke med den udvalgte prins Christian. Hun var altså hverken udvalgt til eller forberedt på at skulle være dronning, men blev det, fordi prins Christian var død før sin far, Christian 4. Hendes sproglige dannelse var der fx – i forhold til Leonoras – ikke gjort meget ved. Begge kvinder har kunnet føle sig underlegne over for den anden og har derfor søgt at hævde sig med de midler, de hver især havde til rådighed.

Leonora Christinas skildring af fangenskabets sidste 11 år falder i spredte episoder. Hovedvægten er lagt på perioden 1663-74, ligesom fortalen er fra 1674. Den er udtrykkeligt stilet til hendes børn. Indimellem kommenteres de store begivenheder som Corfitz Ulfeldts død, Frederik 3.s død, enkedronning Sophie Amalies død. Men der er et bemærkelsesværdigt fravær af det egentlig politiske; fx nævnes Griffenfeld, der i perioder stod for landets styre, nærmest kun i bisætninger. Leonora roser dog Kingos salmeværk, Aandelige Siunge-Koor fra 1674, og skriver et digt til hans pris. Først da enkedronningen Sophie Amalie dør 1685, bliver der mulighed for, at Leonora kan frigives. Men så vil hun også ud med manér.

Der er meget, der taler for, at førstedelen, som det direkte hævdes i værket, faktisk er blevet til i fængslet. Resten, der formentlig bygger på optegnelser fra fængselsopholdet, er skrevet ca. 1693 i Maribo Kloster, hvor Leonora boede fra 1685 til sin død, og hvor en af hendes døtre, Anna Cathrine, tilbragte nogle år sammen med hende.

Stærkt indtryk gør de mange realistiske skildringer af, hvordan Leonora altid ved råd for at løse praktiske problemer. En dag, hvor der er linedans i slotsgården, bygger Leonora og hendes tjenestekvinde en forhøjning, som de kan kravle op på for at nyde synet:

Chresten sagde [til] quinden en Middag, att der skulle komme LiinenDantzere paa den inderste SlosPlaz, oc hun berettede mig ded, oc spurte hwordant ded war, oc ieg sagde hender ded, da klagede hun sig att hun icke kunde faa ded att see: Ieg sagde ded kunde wel skee, om hun siden kunde holde Munden; hun soer [svor] io effter sædwane; saa loed ieg hender tage Sengeklæderne aff Sengen, oc fiællerne aff Bunden, oc reiße sengen op til winduet, oc sætte Natskriinet offwen paa [natskrinet er en toiletstol, der ofte har en temmelig fyldt tønde]; der att komme til, bleff Borded sat wed siden, oc en stoel neden for Borded, for att komme paa Borded oc en Stoel paa Borded for at komme paa Natskriinet, saa wii kunde staa magelig oc see ded, dog icke paa engang; oc loed ieg hender gaa op først oc ieg stoed oc tog ware paa, om Sengen begynte att knage; hun skulle wære paa wact naar ieg war oppe; ieg wiste oc wel att dantzerne i begyndelse icke giorde derris beste Kunster. Ieg kunde see Kongen oc Dronningen i derris øyen, de stoed paa den lange Sael, oc vndrede ieg mig siden paa, att de icke kaste øyet did, der ieg stoed; ieg loed mig icke mercke for quinden, att ieg haffde seet dem.

Man ser også her, hvordan Leonora skildrer forskellen på sig og tjenestekvinden. Leonora har overblik og overskud, tjenestekvinden bliver narret lidt, uden at det går op for hende. Og Leonora har en hemmelighed, der har med hendes forhold til sin skæbne at gøre, og som kvinden ikke kender til.

Originalmanuskriptet til Jammers Minde dukkede op i 1868. Indtil da var det via sønnen Leo Ulfeldt gennem generationer gået i arv i slægten Waldstein-Wartenberg i Østrig. Samme år, som det blev fundet, gav grev Johann Waldstein tilladelse til, at det blev udgivet i Danmark, en opgave, som den unge bibliotekar Sophus Birket-Smith gjorde færdig på et år. Første del er en omhyggeligt gennemarbejdet renskrift, anden del nærmest et arbejdsmanuskript, mens sidste del kan karakteriseres som en let gennemarbejdet kladde. Såvel papirkvalitet og skriftbillede som ortografi og syntaks underbygger denne antagelse, selv om Leonora Christina søger at opretholde en illusion om, at også de sidste dele er blevet til i fængslet.

Det blev hurtigt en inspirationskilde for mange digtere, fx har hendes direkte prosaskildringer og stærkt realistiske stil påvirket en digter som J.P. Jacobsen og medførte ligefrem en interesse for 1600-tallets litteratur, der ellers havde været temmelig overset. Der er en litteraturhistorisk pointe i, at Jammers Minde først blev offentligt kendt på et tidspunkt, hvor litteraturen tilstræbte samme realistiske fremstillingsform. Det er ikke sikkert, at værket ville have fundet samme begejstrede og forstående læserskare i slutningen af 1600-tallet, hvor 'romanen' i moderne forstand ikke var opfundet, og hvor selvbiografien skulle følge klassiske mønstre.

Værket opnåede hurtigt stor popularitet og er blevet udgivet mange gange siden, både som folkeudgaver og i mere filologiske tryk. Det blev også hurtigt oversat til tysk og engelsk.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Jammers Minde.

Kommentarer (2)

skrev Sebastian Olden-Jørgensen

To små ting: 1) Christian V efterfulgte Frederik III i 1670, ikke, som der står, i 1671. 2) Det er forkert, når det hævdes, at Sophie Amalie ikke var udpeget og forberedt til at være dronning. Hun bliver ganske vist gift med "nummer to", altså prins Frederik (III), men ægteskabet med ham må forstås som Christian IV's helt naturlige og forudseende planlægning, eftersom "nummer et" (den udvalgte prins Christian) var blevet gift i 1634, men ikke havde leveret en arving og i øvrigt ikke havde noget godt helbred. Der var derfor al mulig grund til at køre nummer to i stilling, og den senere Frederik III's ægteskab må forstås i det lys: Det var ikke absolut sikkert, men dag for dag mere sandsynligt, at det var ham, der skulle overtage trone, og Sophie Amalie var derfor afgjort blevet gift med udsigt til tronen.

svarede Marie Bilde

Kære Sebastian Olden-Jørgensen.
Tak for din kommentar. Vi kan desværre ikke rette i værket Dansk Litteraturs Historie, der svarer helt til seneste trykte udgave. Jeg lader dog din kommentar stå, så læsere kan få gavn af din redegørelse.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig