Den Danske Mercurius

Den Danske Mercurius er den første trykte dansksprogede avis. Den udkom fra august 1666 en gang om måneden med fire sider i kvartformat. Teksten var affattet på alexandrinere, i gennemsnit 112 pr. nummer; samlet løb det op til 14.700. Oplag og pris kendes ikke. Efter Bordings død videreførtes bladet i endnu 14 år. Rimede relationer(efterret-ninger) kendes fra udlandet, men mest som en let satirisk genre. Bordings blanding af politisk og poetisk fremstilling skal være enestående.

Den Danske Mercurius behandler først og fremmest, hvad der sker i Danmark og dernæst i prioriteret orden i de lande, der blev anset for vigtigst for os: Tyskland, Frankrig, Spanien, England, Holland og Polen. Arvefjenden Sverige blev så vidt muligt negligeret. Mercurius var kongemagtens blad, hvorfor begivenheder i hoffets verden tæller højst; ikke kun regeringsbeslutninger, men også fester og jagter. Den undersåtlige tone er dybt underdanig. Ved Frederik 3.s død kan landesorgen ikke udtrykkes stærkt nok:

Ney: dersom alt det Vand, som Øresund udgyder, Samt och alt det, som Fyn og Cimberland [Jylland] beflyder, Udi vort Hoved var, det ingenlunde dog, Til at begræde slig en Herres Død, forsloeg. (marts, 1670)

Når kongens død påstås at udløse en så personlig sorg, skyldes det, at kongen i mere end metaforisk forstand fremstilles som en landsfader, der handler til nationens fælles bedste og bekymrer sig om sit folk, ja endog taler med det på dansk!

Det er derfor ikke almindelig kongerøgelse, Mercurius spreder, men propaganda for det nye regimes rationelle potentialer, enevældens ideologi og merkantilismens økonomiske teori. Magtens centralisme går frem for alt. For at sikre landets stabilitet må den verdslige og den gejstlige magt ikke deles. Og borgeren skal tjene det fælles bedste ved økonomiske investeringer og ikke som en Karrig Niding blot puge: „En ærlig Handels mand sin plict ey saa forgiætter/ Med sine middeler i brug och næring sætter“. Alle må bidrage. Styret fremstilles på ingen måde som konsolideret. Der lurer farer overalt, også ved hoffet: „HofTrappen er bestrøed/ Med Erter vel så tæt, som volde Fald og stød“, og hofmanden formanes til loyalitet: „Frygt Gud og giør dit Kald:/ Vær Kongen huld og tro: Det er mit Raad for Fald.“ Fremstillingen af en hændelse munder ofte ud i en almengyldig ordsprogsagtig sentens, der sammenfatter den erkendelse, begivenheden afføder. Således mindes der ved Griffenfelds fald om Phaetons skæbne, og der spørges: „Hvad fructer høy forstand? Hvad hjelper myndighed? / Naar sligt til Verdens gavn ey vorder ret bested“. Mercurius udvikler således gennem sin aktuelle reportage renæssancens nihilistiske billede af verden som en skueplads til en moralsk allegori:

(…) Den gandske verden er En Skueplads och rum til vore gierninger.Enhver, som hand er til, paa sin maneer fremtræder,Og viser sin Person, Haandteering, Ord oc Sæder. Hvo størst fortjen sig Prjs, hvo sig och verst bestaaer, Det Fama sige skal, naar leegen ende faaer. (august, 1668)