Titelbladet til Den beklædte Sandhed har emblemkarakter. En kvinde iført slør og en vid dragt sidder under et næsten udgået træ. Hendes højre hånd peger mod eller rører ved en smilende sol, mens hun i den venstre holder en palmegren. I baggrunden bag venstre arm ses ruiner med statuer og i mellemgrunden en knækket søjle. På jorden ved siden af kvinden ligger en krone, et scepter (eller sværd?) og en hermelinsforet kappe, foran hende en hyrdestav, en hyrdetaske og en blomst. Hun er altså splittet mellem et liv som enten kongelig eller hyrdinde. Hendes armes stilling og attributter peger dog på, at hun vælger et tredje, det mere himmelske, symboliseret ved solen (Gud) og palmegrenen (dyden). Dianas valg af klostret i slutningen af bogen er altså foregrebet allerede på titelbladet.

.

I 1723 udkom en 235 sider lang roman Den beklædte Sandhed – det eneste sammenhængende originale prosaværk på dansk i perioden. Forfatteren var Anna Margrethe Lasson (1655-1738), som var datter af en landsdommer, justitsråd Jens Lasson, voksede op i Dalum på Fyn og drev provstegården i Odense i en periode. Derudover levede hun i trange kår og døde ugift.

Romanens fulde titel lyder: Den Fordum I Ronne Bogstavs Kaabe Nu I Danske Tunge-Maals Klæde I førte Liden Roman Kaldet Den Beklædte Sandhed / Fremviist Alle Liebhabere til Fornøyelse / Af En Det Danske Sprogs inderlige Elskerinde Aminda. Allerede her ser vi tyngden og bredden; læseren præsenteres for en af de metaforer, der bærer værket, nemlig forklædningen, der antydes ved 'tungemåls klæde', 'iført', 'beklædt'. Den sandhed, der er tale om, viser sig at være identiteten af og kærligheden mellem de personer, der optræder forklædt.

Kort fortalt går handlingen, som er henlagt til oldtiden, ud på, at helten Leonqve, der som ridder bærer de danske farver rød og hvid, i en drøm forelsker sig i den underskønne Diana, der på sin vis er selve den kyske kærlighedsgudinde Diana, men også og især prinsesse Diana af Persien. Diana har på sin side forelsket sig i et billede af Leonqve, men hun efterstræbes af kejsersønnen Javano. Dianas fortrolige er Cordelisa, søster til Javano. Cordelisa elsker – og elskes af – Fulio. Diana må flygte for Javanos efterstræbelser, og Cordelisa følger hende. På et tidspunkt lever de, forklædte som hyrdinder, blandt hyrder i det idylliske Idula, og her møder Leonqve sine drømmes pige – uden at kende hendes egentlige identitet. Langsomt udvikler kærligheden sig mellem dem, samtidig med at de ikke tør give sig hen til deres følelser. Leonqve dør til sidst efter at være blevet såret i tvekamp med Javano. Diana går i kloster, mens Cordelisa og Fulio forenes. På den måde kan Dianas kærlighed bevares ren, mens der samtidig bliver plads til en ædel jordisk kærlighed.

Bogen blev tidligt læst som en nøgleroman. Det elskende par kunne være Christian 5.s bror, prins Georg (Jørgen), og den engelske prinsesse Anne, der blev gift med hinanden, mens romanens rejser kunne hentyde til den rejse, som Frederik 4. foretog inkognito til Venedig 1708-09. De smukke kærlighedsidealer, man møder i bogen, kunne så afspejle de kongeliges erklærede høje kærlighedsbegreber og således virke smigrende tilbage.

I sig rummer romanen flere undergenrer. Det er mindelser om hyrde og ridderromaner; og i sine personskildringer søger den at kombinere eventyrromanen med noget, der minder om senere tiders psykologiske roman.

Hyrdelivet former sig, som datidens litterære konventioner foreskrev. De forklædte piger færdes blandt får og hyrder, der også bærer de traditionelle hyrdenavne: Sylvander, Celie, Celidon. Det hårde slid og de ringe materielle vilkår hører man ikke meget til, tværtimod: „Dis imidlertid gik jeg omkring at besøge de andre Hyrder, oc i deris Forsamling i Egnen hvor de lægte [legede eller spillede], laae oc dantsede, saae mange kiønne oc angeneme Hyrder oc Hyrdinder (…)“. Det er en af romanens pointer, at kun i (hyrde)forklædningen kan kærligheden trives. Lige så snart handlingen foregår i den mere prosaiske verden, forsvinder muligheden for egentlig kærlighed, og dynastiske eller rent begærsorienterede hensyn kommer i forgrunden.

Hvor forvirret handlingen end kan virke ved første øjekast, er der en dyb sammenhæng på romanens tematiske plan. Den udfolder en høvisk-heroisk diskurs, der kan minde om 1600-tallets store franske tragedier, personerne opfører sig med stort galanteri, samtidig med, at dydsscenariet på intet tidspunkt antastes. Er skurken Javano end i sine drifters vold i forholdet til Diana, så mestrer han dog den høviske samtale og de ridderlige idrætter; selv hans voldelige fremfærd er sprogligt iklædt sirlighedens dragt. Men da romanen udkom, var tiden ikke længere til ridderlige sirligheder. Holberg, borgerskabet og den klassicistiske fornuft var begyndt at gøre sig gældende.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Barokroman - Anna Margrethe Lasson.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig