Først i løbet af 1600-tallet tager den danske litteratur for alvor springet fra middelalderen ind i nyere tid. En af grundforudsætningerne er den omfattende interesse for sprogets udtryksmuligheder både antikvarisk og aktuelt, som Peder Syv er det første store eksempel på. Men han er langtfra den eneste. I forbindelse med den stigende standsbevidsthed begyndte de udøvende forfattere i breve og på tryk at fundere over, hvordan de kunne smidiggøre det danske sprog i digtekunstens tjeneste. I det foregående århundrede var man ganske vist også gået ind for at bruge modersmålet, men det var især som gudstjenestens sprog. Formålet var at skabe bedre, dvs. mere rettroende kristne; det danske blev brugt for Guds, ikke for Danmarks skyld. Reformationstidens dansksprogede salmer – mange oversat efter Luther – er et typisk udtryk for denne tankegang.

Den ny interesse for selve sprogkunsten er centreret om det metriske, kunsten at skrive rytmisk formede og rimede vers, som igen fordrede et sprog, der lod sig føje ind i de metriske former, og som gav digterne mulighed for at vælge mellem forskellige formudtryk. Derfor begyndte de danske versteoretikere i 1600-tallet – ikke mindst under indflydelse fra tysk – at arbejde på at gøre det danske sprog til et udtryksmiddel, der i velklang, variation og udtryksfuldhed skulle være fuldt på højde med latinen, såvel indholdsmæssigt som rytmisk og grammatisk. Latinkundskaben var således en altafgørende faktor i denne proces.

De antikke versemål søgtes overført til dansk; og også når versemålene ikke havde noget med de oprindelige antikke at gøre, tilstræbte digterne at overholde det versemål, det enkelte digt var skrevet i. Dette skete først og fremmest for at gøre de strofiske tekster mere sangbare, således at man ikke var nødt til at tilpasse melodien til teksten ved at trække tonerne sammen eller udfylde med vilkårligt antal af ekstra toner for at få hele teksten med. Behovet for sangbare salmer trækker så at sige den øvrige digtekunst med sig.

Den teoretiske beskæftigelse med det danske sprog og til dels med den danske litteratur sker med en international forsinkelse på omkring 50 år. De første spæde sproghistorier, grammatikker og prosodier (bøger om verslære) ser dagens lys. De tidligste er på latin, men i anden halvdel af 1600-tallet dominerer de danske. I flere af disse bøger begynder der så småt at tone en litterær kanon frem med Arrebo, Bording og Kingo som de vægtigste danske digtere. Det kan man fx se i Peder Syvs sproglære fra 1685, Den Danske Sprog-Kunst eller Grammatica. I Tøger Reenbergs satiriske Forsamling paa Parnasso (1696) går historien ligefrem ud på at kåre en ny dansk digterkonge.

Men opfattelsen af digteren er en ganske anden end den, romantikken senere hævdede med sin dyrkelse af den store ener, geniet. Kunstneren var i 1600-tallet den dygtige håndværker, selv om Peder Syv med støtte i klassikerne kan anføre, at poeten ikke digter, når han vil, men når han kan. „En good Poet kand ikke være færdig at skrive, naar paakreves; thi hand er ikke aldtid lige artig og bekvem der til. Hand kand ikke skrive naar hand vil, men naar hand kand“ (Nogle Betenkninger om det Cimbriske Sprog, 1663). Og kravene til digteren steg. Han skulle beherske et stort udvalg af klassisk-retoriske figurer og et hav af forskellige versemål med krydsrim og trapperim og skrive sonetter og alexandrinere. Og hele den romerske mytologi fik lov at lægge navn og krop til snart sagt enhver lejlighed. Omskrivningen, allegorien, er en væsentlig del af digtningens udtryksform, hvor digtets elementer ét for ét lader sig 'oversætte' til fænomener i virkelighedens verden.

Et frit marked for litteratur eksisterede ikke; digterne var afhængige af mæcener, enten kongen eller en adelsmand. Indtil Anders Bording, som døde 1677, er digtekunst en bibeskæftigelse. Og det er først i de sidste 11 år af Bordings liv, at han har fast arbejde som forfatter, nemlig til den kongeligt understøttede, rimede månedsavis Den danske Mercurius.

Uanset hvad digterne skrev, sørgede de for at bevæge sig i kendte genrer. Der er de store: rimkrønike, skuespil, religiøst epos, og de små: hyrdedigt, lejlighedsdigtning, skæmtedigt, salme. Dramaet spillede i 1600-tallet næsten ingen rolle i Danmark – modsat det øvrige Europa. I kongeligt regi blev der ganske vist opført enkelte operaballetter (en meget tidlig forløber for moderne musicals), men en operabygning af træ brændte ved anden opførelse i 1689. Der blev også rejst et komediehus i træ på Slotsholmen i 1664-66, men vi kender ikke repertoiret, der nok mest har været tysk, fordi de danske konger efter Reformationen gerne valgte deres tilkommende fra de nordtyske fyrstehuse – de sydligere, katolske var ikke acceptable.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kunsten at skrive - på dansk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig