Hosianna

I enevældens første år under Frederik 3. havde det nye regime efter statskuppet legitimeret sig ved udglattende at henvise til stændernes frivillige overdragelse af magten til kongen ved stændermødet i 1660. Med Christian 5. tonede imidlertid et nyt og mere selvbevidst kongesyn frem. I årene 1663-72 havde universitetets ledende teolog Hans Wandal udsendt det mere end 1000 sider lange skrift Jus regium (Kongernes lov), hvori han argumenterer for en teokratisk forståelse af kongemagtens status. Forestillingen om, at kongen skulle have modtaget sin magt fra folket, fordømmes her udtrykkeligt som „en ulykkebringende, fordærvelig og afskyelig lære“. Den rette forståelse er ifølge Wandal, at „kongens myndighed stammer umiddelbart fra Gud“: Regenten er ikke konge af stændernes, men af Guds nåde. I forlængelse heraf opfatter Wandal heller ikke enevælden som en nylig opstået regeringsform, men som kongers oprindelige og evige ret, som blot i fortiden er blevet krænket, men som nu med den aktuelle krise – ved „verdensstyrerens forsyn“ – lykkeligt er genskabt.

Hans Wandal blev for sine fortjenester i 1668 (samme år som Kingo fik kald i Slangerup) udnævnt til Sjællands biskop, og i nogle år supplerede disse to mænd hinanden i deres virke for konge og kirke. Ved Christian 5.s salving 1671 i Frederiksborg Slotskirke forestod Wandal ceremonien og talte om kongemagtens guddommelige indstiftelse. Kingo fulgte sporet og udfoldede tanken i sit pompøse digt „Hosianna“ til samme anledning.

Digtets tese er, at kongemagten med Christian 5. har genvundet den guddommelige autoritet, som landets første konge, den gudesendte kong Dan, besad, og dermed er udfriet af dens historisk satte vilkår. I det begrædelige interregnum mellem disse to har alle andre konger trællet under påtvungne begrænsninger; kun Dan og Christian 5. kan kaldes frie og suveræne.

Salvingsakten fremkaldte adskillige hyldestdigte, fx udstødte Bording „Den Cimbriske Nordens Frydeskrig til Christian V“, men dette digts retoriske fortjenester ufortalt er det alene Kingo, som formår at hæve sig over personsmiger og kongerøgelse og løfte begivenheden op i mytens overpersonlige sfære. Som Arrebo i naturen læste skabelsens metafysiske idé, ser Kingo i „Hosianna“ skabelsesorden og stat som udtryk for samme evige princip.

Digtets gennemgående symbol er solen som universets hersker og lys- og livgiver. I forhold hertil præsenterer Kingo sig selv som solurets jordiske metalpind, der forklarer den overjordiske begivenhed. Den allegoriske fremstilling udfolder solbilledet i to parallelle sfærer: en kosmisk, der omfatter firmamentets himmelsol, og en jordisk, der skildrer kongen som solkonge i et verdsligt univers. I den kosmiske del skinner den politiske undertekst tydeligt igennem:

Mand seer her paa et Speyl i Himlens store Fæste [himmelhvælvingen],En ævig-lenked Fred til Verdens Gavn og beste; Det prægtig Stierne-Tal hver i sin Orden staar, Og uden Herre-Bud et Straa-bredt aldrig gaar:Der træder Solen frem med Prunk og KONGE-foore [optræden]Strax falder Ydmyghed paa baade smaa og stoore, De Stierne-blink [glans] og brask [praleri] forblegned [falmet] svøbes ind Til Kongen vender sig og faar et andet Sind.I hvert et Himmel-Tegn hand Frihed har at løbe,Hand kiører frydig frem og bruger flux sin Svøbe, Trotz nogen siger ney, og hindrer ham en Food, Ey Skorpionen selv tør Stærten [halen] vende mood!

Billedet af fyrsten, der truer alle opsætsige til underkastelse, ligger langt fra Bordings „Frydeskrig“ med dets indsmigrende anbefaling af en konge, der ikke frygtes, men elskes af sit folk:

Din største hjertens lyst er Enkens graad at spareDin mund er villig den betrængte vel at svare Din lyst er hjelperig at findes aldenstund Din haand i mod en hver er gafve-mild och rund.

Det eneste lokkende løfte, der afgives i „Hosianna“, er, at enevoldsmagten vil garantere en evig fred til fælles bedste; dog ikke ved at forsone, men ved at tvinge. Det er et fyrstebillede, der genfindes i Abraham Lamoureux' rytterstatue fra 1682 af Christian 5. på Kongens Nytorv, hvor hesten træder kongens modstander under fode. I et århundrede, der havde oplevet sønderrivende religions-, national- og borgerkrige, knyttede håbet om fred sig til den hersker, hvis sværd kunne forhindre alles krig mod alle. Suveræniteten anbefalede sig ved sin magtfuldkommenhed; ikke ved at undskylde eller reducere den. I digtets anden del fejres kongemagtens apoteose i billedet af Christian 5. og hans dronning som henholdsvis den jordiske sol og måne, om hvis trone rigets forhen splittede stænder „Stierne-tykt“ samles. Hermed forener digtet nationen i et vi, der slutter med at anråbe Gud om at signe og salve kongen og i evighed lade alle nådegaver regne ned over ham og hans arvetrone.

I den mytologiske iscenesættelse af magtoverdragelsen vil nogle i dag sikkert blot se en form for smiger. Men med sin struktur og symbolik må digtet snarere kaldes en skarpsindig analyse af, hvorledes det nye styre – ved at indpode et højere religiøst suverænitetsbegreb i undersåtternes sind – erhverver sig myndighed til at bryde traditionens sædvaneret. I sin symbolske afdækning af magtens anatomi illustrerer digtet, hvordan den moderne stats magtmonopol grundlægges. Historikeren Knud Fabricius har i sin bog om Kongeloven af 1665 anskueliggjort dette med følgende tankeeksperiment: „Forsøg at indsætte Ordet „Statsmagten“ i Stedet for „Kongen“ i den forfatningsmæssige Dels Paragrafer, og man vil se, at Loven i Virkeligheden er et ganske moderne Aktstykke! Den bryder Staven over Adelsvældens privatudnævnte Embedsmænd, over Lavenes Klasselove, over det 17de Aarhundredes Oberster med deres private Hærafdelinger. Den drager Religionen med ind under Statens Herredømme som andre Kulturgrene. Den hævder Privatejendomsretten, men stiller Krav om økonomiske Bidrag fra Undersaatterne, først og fremmest til Statens Værn“. Det er gennembruddet for denne skelsættende politiske forvandling, Kingo med sit digt fejrer.