Digtning som embede - Anders Bording

I første del af 1600-tallet var bogmarkedet helt domineret af religiøs litteratur. Tidens digtning udfoldede sig som såkaldt lejlighedsdigtning, skrevet til personlige anledninger som bryllup og barsel, fødselsdag og dødsfald. Kommunikationsformen heri var lukket, som den kendes fra festtaler, der eksplicit er henvendt til den fejrede person, mens festdeltagerne udgør et sekundært publikum. På skrift fandt digtene deres publikum ved at cirkulere i afskrift eller trykt i små oplag.

Tidens lejlighedsdigtning kaldes almindeligvis repræsentativ, fordi dens funktion var ceremonielt at præsentere den skildrede person i dennes samfundsmæssige rolle. Ved siden af denne fandtes imidlertid også en lejlighedsdigtning af mere selskabelig karakter. Hvor den repræsentative litteratur beskrev begivenheder på historiens officielle forscene, skildrede den selskabelige lejlighedsdigtning et mere privat bagsceneliv, der hverken hyldede heroisk storhed eller forbilledlig fromhed, men skæmtsomt drillende udstillede intime familiære situationer. Denne digtning baner ved sit motivvalg og sin humor vej for det livs- og menneskebillede, der kommer op til overfladen i 1700-tallets digtning.

Den private digtning havde i sit afsæt som ambition blot at fungere som en slags selskabsleg. Den kendes i en tidlig form som såkaldte leverrim, som man ved middagsbordet improviserede, når leveren blev taget ud af et stykke steg. Slog egen hittepåsomhed ikke til, kunne man finde hjælp i bøger om, hvorledes man „baade gejstlig og verdslig om lever artigt kan rime“. Forskellen på de to former var, at der i et gejstligt leverrim indgik et religiøst begreb („Lever du est en liden lem / Guds søn blev født i Bethlehem“); i et verdsligt kunne man sige hvad som helst („Lever, du er ikke skabt i vand, / vi rime det allerbedste vi kan“). Rimets anstrengelse frembragte pudsige sammenstød mellem traditionelt adskilte begrebsverdener, hvor beskeden morskaben end kan synes i vore øjne. Bevægede et improviseret rim sig en smule over dette niveau, vakte impromptuet, som genren kaldes, mindeværdig opmærksomhed. Litteraturhistorikeren Rasmus Nyerup fortæller om et selskab, hvor Kingo og den norske digter Dorothe Engelbretsdatter dystede på sådanne improvisationer. Da turen kom til Kingo, sagde han: „Jeg havde rimet nær, men vidste ikke hvad, / for mesterinden mig så nær ved armen sad“, hvortil hun replicerede: „O mageløs poet! Du kald mig ikke så, / at du en mester er, al verden skønner på.“ Denne udveksling af artigheder gik fra mund til mund og findes i talrige optegnelser fra århundredet.

Fra sådanne mere eller mindre dilettantiske rimerier udviklede den selskabelige lejlighedsdigtning sig, efterhånden som den blev taget op af ambitiøse poeter, der kunne brillere med lærdom, vid og metrisk beherskelse af sproget. I en munter, ofte frivol tone fik de her mulighed for at tage temaer op, der ellers ikke kunne bringes på bane. Genrens frisprog tillod også respektløse variationer af traditionelt højstemte genrer som mindedigt og gravskrift. Fx som dette, lagt i munden på afdøde selv, generalauditør Tschernings kok:

HEr hviler jeg saa stif som stok Och har afgjort min gjerning:Mit nafn var Jørgen Brase Kok: Jeg tjente Powel Tscherning.(…)Nu ligger her min krop och lif: Mig ormene fixereFar vel min skumme-skeed och knif: Jeg kaager aldrig meere:Min Herre raaber væ och vok [ak] Och rynker gjør i panden:Slet steen-død er hans gode Kok: Hvor tager hand en anden?

Mester for ovenstående velturnerede kynisme er Anders Bording, der i perioden er den poet, der løftede lejlighedsdigtningen til et artistisk niveau. Med ham fik dansk digtning en verdslig stemme, der spændte over alle lejlighedsdigtningens genrer, de repræsentative som de selskabelige, ligesom han skrev hyrdedigte og salmer. Med sit muntre gemyt og lette digteriske anslag stod han som Arrebos modpol.

Hvor Arrebo sled med den store komposition, var den henkastede improvisation Bordings domæne, selv om hans manuskripter afslører, at han sleb ihærdigt på formen. Forskellen i toneart bliver klar, når man sammenligner Arrebos taktfaste aleksandrinere med Bordings trippende 4-fods jamber, senere kaldet Bording-strofen. Bording stod noget isoleret i sin samtid, men fra omkring 1700, hvor kritikken af barokkens pompøse form satte ind, udtrykte klassicister som Tøger Reenberg og Holberg beundring for Bordings „simplicitet“. Eftertidens anerkendelse kom, da Bording i 1735 som den første danske digter fik sine skrifter udsendt i en samlet 2-binds udgave, foranstaltet af Hans Gram og Frederik Rostgaard.

Anders Bording (1619-77) kom af en velstående og kultiveret borgerlig familie i Ribe. Faderen var provincialmedicus for Ribe Stift. På moderens side kunne han blandt sine aner tælle historikerne Hans Svaning og Anders Sørensen Vedel samt bisperne Peder Hegelund (1542-1614) og Hans Svane (1606-68). 1637 blev han indskrevet ved Københavns Universitet, hvor en magtfuld velynder som professor Ole Worm tilbød sin støtte. Den unge student reflekterede imidlertid ikke på invitationen, men gik sine egne veje. Hvad han studerede, vides ikke, og han tog heller ikke nogen eksamen.

I mange år førte Bording et omskifteligt liv med base på diverse jyske herregårde, hvor han gjorde sig nyttig som leverandør af selskabelig underholdning og som huslærer for herskabets døtre. Fra denne tid stammer en række hyrdedigte, som han skal have opvartet de unge damer med.

Med hyrdepoesien udfoldes det erotiske tema på et nyt bevidsthedstrin i dansk digtning. 1600-tallets lyriske vise havde manifesteret sig som spontant udtryk for individuelle følelser. Den nye erotiske digtnings ambition var at løfte sådanne erfaringer til en generel refleksion over kærlighedens væsen. I hyrdedigtningen indskydes derfor en afstand mellem eros, som den på den ene side sjæleligt opleves, og på den anden som den ses og spejles i digtningen.

Som Ejnar Thomsen har bemærket, er det typisk for perioden at opfatte Amor og Apollon som konkurrenter og ikke som forbundsfæller. Selv om hyrdedigtets inspirationsgrundlag i praksis er erotisk, fornægtes dette eksplicit i dets teori. I digtet „Blinde Dreng, huis Piil og bue“ lader Bording hyrden forbande Amor som „Tankeplager, Hierte-krenker,/ Sandtzeblinder, galdeskienker,/ Svigemester, skadeglad“, fordi denne forhindrer ham i at tjene Apollon, dvs. i at digte.

Modsætningsforholdet mellem de to livsmagter var sat af tidens moralfilosofiske stoicisme, der fastholdt et urokkeligt sind, styret af dyd og forstand, som personlighedsideal. Blev sindsroen forstyrret af erotisk lidenskab, som det skildres i den nye digtning, affødte det hos manden (for det er hans følelser, hyrdedigtene beskriver) en konflikt mellem at bevare intellektets kontrol eller viljeløs at lade sig rive med af den lidenskab, kvinden vakte: „Hand med sig selfver gick i strid/ Ey vilde det han vilde.“

Set fra erkendelsens side bekræfter hyrdedigtningen således stoicismens psykologiske diagnose. Set fra viljens side foretager den derimod en radikal omvurdering af det stoicistiske menneskebillede ved at fornægte viljens mulighed for at stille noget op mod lidenskaben. Trods intellektuel indsigt i den erotiske besættelses flygtighed og bedrag ender hyrdens besværgelser i førnævnte digt alligevel med, at han forsvarsløs kapitulerer: „huad hielper mig miin Klagen?/ Jeg af Amor er bedragen“. Hvor den ældre lyriske vises klage over svegen kærlighed affødte resignerede suk over verdens gang, medfører samme oplevelse i hyrdedigtet en omfortolkning af den menneskelige natur.

Det menneskesyn, der i hyrdedigtningen fremtræder med så voldsom patos, viser sig også i den selskabelige lejlighedsdigtning, men transponeret til en anden toneart, som det ses i de 25 bryllupsdigte, der foreligger fra Bordings hånd. Her, hvor porten åbnes på vid gab for kønnenes lykkelige erotiske forening, udfoldes det naturligvis ikke elegisk, men som et humoristisk spil mellem mandens og kvindens roller på henholdsvis den sociale forscene og den private bagscene. I et digt til Vitus Bering, der som kgl. historiograf havde til opgave at beskrive Københavns belejring, rådes han til på denne aften at lægge pennen fra sig og samle sig om en anden belejring: „Her stormis vil i Brudde-buur / Her er en Jomfru-skandse / Her er en jomfru-volg oc muur / Tillaffver spær oc landse.“

Som i hyrdedigtningen er det også i bryllupsdigtene kvinden, der er det erotiske væsen og derfor ikke skal opfordres til at nyde samlivets glæder, selv om også hun har behov for en social maske at skjule sin naturlige appetit bag (som det formuleres i et andet digt):

Hun glæder sig, det er saa nær: Til seng er hendis tanke.Hun kand vel gjette til, hvad der For kjærlig id vil vanke.Hun, som en ecte mage bør, Vil tage der oc giffve.Hun vil: men see, Jeg det ey tør For vore Piger skrifve.Dog veed en hver, som af forstand Och daglig brug vil lære,At Jld och hør foruden brand Ey kunde sammel være.

Mere end tilløb blev det dog ikke til. Genrer, der kunne have forvaltet og udviklet dette stof, stod ikke til Bordings disposition, og nyskaber var han ikke. Han holdt sig til de i tiden forefaldende former. Også med salmen forsøgte han sig. Heller ikke her skortede det på fliden; man har 36 salmer overleveret fra hans hånd, heraf to oversættelser af David, selv om han, som han pointerer i et rimbrev, hverken er klerk eller katekismus-broder, men en „Verdslig, Verdslig, Verdslig Mand“.

Verdslige forekommer hans salmer da også at være. Gennemgående i dem er klagen til Gud over en krank jordisk skæbne. Tonen er ofte forurettet og iblandet undren over, at andre begunstiges:

Mon all medlidenhed aff himlen werre rømt er jeg allene da till usselhed hendømbt Er Glædssens blide Sool, aldelis gangen ned har du slet O Gud forgietdin waanlig miskundhed.

Bordings Gud er ikke nådig, men afvisende som de tilbedte hyrdinder, der forsmåede hans bejlen. Formuleringen er ikke blot metaforisk. I ét tilfælde er et hyrdedigt direkte genbrugt som salme med minimale ændringer. I første strofe, „Sylvia, hvor længe / Skal din Vrede strenge / Plage mig / Og jeg dig / Kærlighed betale (…)“, har han klaret sig med at ændre „Sylvia“ til „Herre Gud“ og „Kærlighed“ til „for min Synd“.