Adelsmand, astronom og digter - Tycho Brahe

I 1572 blev der hos bogtrykker Mads Vingaard i København trykt et latinsk epitafium, en gravskrift på vers. Digteren var den 25-årige adelsmand Tycho Brahe (1546-1601), der på dette tidspunkt allerede var dybt involveret i naturvidenskabelig forskning: „Jeg der, før jeg fik liv, gik bort og fik livet tilbage, / har her fået min grav – gætter du hvem jeg mon er?“

Svaret på gåden er: en dødfødt. Digterens egen dødfødte tvilling, viser det sig. Det er den døde, der taler. Men, som det understreges i de sidste vers: det er den levende, der skriver. De er to sider af samme person:

Han har på jorden sit liv, udsat for tusinde farer, farer fra hav og fra land, farer fra Himmelen selv.Mig ejer Himmelen nu, hvor jeg i forening med guder nyder den evige fred, nyder den evige fryd.Men når engang også han forlader sit jordiske hylster, lader sin mødige krop bag sig i jorden så kold,da vil vi begge igen forenes heroppe i Himlen, da vil til sidst også han vinde det evige liv.Indtil da bær' han tålmodigt sit legemes byrde, bør ikke misunde mig, ønske den skæbne jeg fik.

Epitafiet er en gammel hævdvunden genre med en fast struktur: Her hviler NN, han levede godt på jorden, nu er han død, men lever evigt i himlen. Men i tvillingedigtet skal genren drejes til et særligt formål. Ved at fordele skemaet på to personer giver Tycho effektfuldt udtryk for menneskets splittelse mellem dagligt og evigt, jordisk trummerum og høje aspirationer – en splittelse, der var personligt påtrængende for en godsejer med en videnskabsmand i maven.

Kombinationen af formbevidsthed og personligt engagement er karakteristisk for Tycho Brahes latinske poesi. Netop gennem den bevidste udnyttelse af de faste overleverede genrer og formler får han udtrykt det nye og personlige.

Allerede året efter kom splittelsestemaet til fuld udfoldelse i hans videnskabelige debut, De nova stella. Ud over det videnskabelige indhold, forskningsresultaterne om den supernova, der var synlig i 1572 og -73, handler bogen i høj grad om forfatterens egen situation, konflikten mellem den adelige baggrund og det videnskabelige arbejde, som ikke var velset i de kredse. En indledende korrespondance med en professor i København tjener til undskyldning for den unge videnskabsmand, men i det afsluttende digt, In Uraniam Elegia (Elegi om Urania), blæses der til modangreb. Det gøres med stort følelsesmæssigt engagement, men stadig med bevidst udnyttelse af de klassiske forbilleder. Her er det den romerske kærlighedsdigtning, specielt Ovid, der bygges på. Ligesom de romerske elegikere i deres digte udtrykkeligt valgte kærlighed og kunst frem for krig og politik, vælger Tycho her videnskaben frem for adelsidealerne. Med reference til et kendt digt af Ovid lader han sit jeg møde sin muse, astronomiens gudinde Urania, der giver ham hans videnskabelige kald. Hele digtets anden halvdel er hans eget svar, en medrivende retorisk tour de force, hvor alt adeligt, fra godsdrift og politik til druk og hasard, skæres over én kam som forgængeligt og i sidste ende uendelig ligegyldigt:

Mit sind brænder af lyst til en større og ædlere indsats, en hvori mit slid er af en ophøjet art.I de højeste ting er der langt mere hæder og ære mens det ydmyge tit griber en svagere ånd.Jeg holder af med min ånd at bestige den tordnendes tinder og på stjernernes hvælv mønstre de knejsende tegn.Jeg holder af at iagttage alt hvad der funkler på himlen, se den skabende Guds værk, så forunderligt smukt.Dette er menneskets hverv, dét er en guddommelig lykke som gør os mennesker lig gudernes himmelske flok.Den der kan lide med sin sjæl at flyve blandt himmelens tinder, og at nå med sin ånd op mellem stjernerne selv,han har en lyst der er lig med gudernes, ikke med menskers, én der kan løfte hans sind bort fra det jordiske her.

Tanken er nyplatonisk: Tidens italienske modefilosofi hyldede den himmelske kærlighed som menneskets middel til at løsrive sin udødelige sjæl fra det jordiske og stige mod det himmelske, mod erkendelsen af Gud. Hos Tycho Brahe bliver, polemisk, adelen den dødelige, jordiske krop og videnskaben den evige, himmelske sjæl.

Digtets sofistikerede, internationale tone peger frem mod det, der blev løsningen på hans dilemma: oprettelsen af det internationale, kongeligt støttede forskningscenter på Hven, Uraniborg, der bestod fra 1576, til Tycho måtte forlade landet i 1597. Uraniborg blev, blandt meget andet, en omplantning af de italienske lærde akademier til dansk grund, et sted, hvor adelige og borgerlige sammen dyrkede videnskab og kunst. Og den latinske poesi fik en central plads. Tycho selv spandt i en lang række digte – lejlighedsdigte, indskrifter, digte i de videnskabelige publikationer – institutionen ind i en hel poetisk mytologi: en museoverførsel, hvor den hjemløse astronomi i skikkelse af musen Urania endelig har fundet sig et hjem på den lille ø i Danmark. Her skal Tycho Brahe ene mand genrejse videnskaben, ligesom Herkules ene mand bar himmelkuglen. Den slags digtning blev tillagt stor vægt i skabelsen og opretholdelsen af en institutions eller en persons renomme. I Tychos korrespondance ses det, hvor målrettet han arbejdede på at indhente latinske hyldestdigte fra tidens største digtere, ofte med direkte anvisninger på både indhold og form. Og blandt hans efterladte papirer i Wien ligger stadig hele mapper med poesi, han i tidens løb har fået tilsendt.

Men også i stedets sofistikerede, kultiverede omgangstone var poesien et vigtigt element. Det mest iøjnefaldende eksempel er Tychos store kærlighedsdigt Urania Titani (Fra Urania til Titan). Igen er Ovid forbilledet. Man kan med god ret tale om et valgslægtskab mellem Tycho og ham. Ovids tone, der er ironisk og legende, men aldrig overfladisk, har stemt med Tychos karakter og intellekt. Og også Ovid kan ses som en adelsmand, der valgte det intellektuelle frem for det politiske. Tycho Brahe må have følt det som bitter ironi til sidst at skrive digte „fra eksilet“ lige som Ovid.

Urania Titani er en heroide, en genre, Ovid har opfundet: breve fra forladte heltinder til deres elskede. Heltinden, Urania, er Tycho Brahes lillesøster, den lærde dame Sophie Brahe, og den elskede Titan er hendes forlovede, alkymisten Erik Lange. Begge tilhørte miljøet på Uraniborg, og digtet hører umiddelbart til inden for det snævre miljø. Meget tyder på, at det konkret blev sendt som brev til Lange. Men samtidig blev det sendt ud til fjernere bekendte, der intet kendte til den private baggrund, og for dem har det fungeret som fiktionslitteratur. Ligesom i Ovids heroider er der tale om et indtrængende psykologisk portræt: en forelsket kvindes indre kamp mellem håb og fortvivlelse. Gang på gang opbygges der et håb, og gang på gang bryder det sammen i konfrontation med de hårde fakta. Centralt står to 'videnskabelige' passager, en alkymistisk og en astrologisk. Alkymien er hendes modstander, hendes rival:

Når du med møje ånder i den ækle røgfra både kullet og det stof du gør forsøg med,føles det så ikke som om dit stakkels sarte bryst udpines?– det bryst der egner sig langt bedre til at hvile imod mit.(…)Hvor ofte blir dit ansigt ikke svinet til – og dine læber,de søde læber som jo burde være mine helt alene.Og ofte får du blå og gule mærker over hele kroppen,hvor huden før var blød og hvid som urørt sne.

Her er kærligheden bestemt ikke kun platonisk, den er ganske kødelig. Og Urania ender da også med at konkludere, at den virkelige alkymi ville være, at han kom hjem og lavede et lille barn med hende i hendes lysthus i haven. Men pointen er, at hun kun når så langt ved at fejltolke alkymien. Og når hun derpå vender sig til sin egen videnskab, astrologien, er analysen lige så fortegnet. Hun ser, hvad hun ønsker at se, læseren ser meget andet. – Og denne indre kamp illustreres spidsfindigt af de intertekstuelle referencer. Som en understrøm gennem hele digtet går de verbale lån fra Ovids heroider: Den primære model, som der stadig refereres til, er Ovids første heroide, den trofaste Penelopes brev til Odysseus. Men hver gang tvivlen dukker op i Uranias sind, dukker også Ovids anden heroide op i ordvalget: den fortvivlede Phyllis' brev til den troløse Demophoon, der i modsætning til Odysseus aldrig kom tilbage. Digtet slutter i en tone af spinkelt, villet håb.

Et vigtigt sidetema er Uranias/Sophies kamp for kærligheden over for familiens konventionelle holdninger – en tydelig parallel til Tycho Brahes eget ukonventionelle valg af „kærligheden til videnskaben“.

„Hvis du nu ikke,“ siger de, „så håbløst var forelsket i den Titan,så kunne du bestemt have haft en rigere og mere magtfuld mand.“Men hvis der overhovedet er fornuft i kærligheden,så kan jeg ikke tro at det er ufornuftigt af mig at jeg elsker dig.Jeg stræber ikke efter rigdomme og verdslig hæder,jeg stiler ikke mod at falde i en højt placeret herres smag,for din person alene er mig kærereend alle verdens herregårde, embeder og formuer tilsammen.

Tycho Brahe var egensindig og normbrydende, men han udtrykte det i en form- og traditionsbevidst latinsk poesi.