Philipp Melanchthon, Luthers nærmeste medarbejder, var ikke kun teoretikeren bag det nye protestantiske skolesystem og en lærd professor med et vidtfavnende forfatterskab. Han var også en elsket lærer for de mange studerende, deriblandt danske, der tilbragte nogle år ved universitetet i Wittenberg. Træsnit fra ca. 1550.

.

Adelig selskabelighed omkring 1550. Damer og herrer spiller kort og konverserer i det grønne. Der er både servering og musik. Detalje fra Jacob Bincks udsmykning i Hjortesalen på kansler Johan Friis' Hesselagergaard på Fyn.

.

Frederik 2.s kroning i 1559. De kongelige fester var vigtige ideologiske manifestationer, og de blev derfor også publiceret, både i litterær form og, som her, i billeder. Dette kobberstik viser på én gang optoget til kirken, den kirkelige handling og den følgende ridderturnering. Stikket indgår i en serie på tolv skildringer af mindeværdige begivenheder i Frederik 2.s regeringstid i Hogenberg og Novellanus' Res gestae Frederici Secundi (1589).

.

Den humanistiske digtning brød igennem i begyndelsen af 1550'erne med en lille flok danske studerende i Melanchthons Wittenberg. Hovedpersonerne er Hans Sadolin og Hans Frandsen, men de var ikke alene. Man aner konturerne af et lille litterært miljø af danskere. Først på banen var Hans Madsen Høne eller Højne (d. ca. 1563), der i 1550 udgav en tale om engle og et digt om Kristi fødsel. Og i de følgende år optræder han, Sadolin, Frandsen og en vis Jacob Sørensen Ribe i hinandens bøger både som leverandører og modtagere af digte.

Den første danske humanistiske digtsamling er Hans Sadolins Elegidia (1552). Sadolin (1528-ca.1600) var den nye tids mand, søn af den første lutherske biskop i Odense, Jørgen Sadolin, og hans bog er selvbevidst nyskabende i en dansk sammenhæng. Titlen er koket beskedent sat i diminutiv: småelegier. Og kun ét ord – det er også en ny stil. Men bogen holder mere, end den lover.

Digtene er alle henvendt til en navngiven person. Mange har karakter af elegiske breve til mæcener og lærere og til venner og familie. Samlingen kortlægger den kreds af personer, digteren ønsker at se sig selv som del af. På det overordnede plan er den på en gang en præsentation af digteren selv, en hyldest til nuværende og kommende patroner og et skulderklap til de venner, der hermed inddrages i kredsen. Dyrkelsen af venskab som et forpligtende og inderligt forhold mellem de unge standsfæller er et gennemgående tema i elegidigtningen. I de enkelte digte behandles en lang række temaer, valgt efter modtagerne. Indimellem finder vi også henvendelser til fjender eller bare folk, der fortjener en overhaling. Den gruppe er anonymiseret bag fiktive, ofte antikke navne – hvis der er tænkt på virkelige personer.

Det første digt – og dermed bogen som helhed – er henvendt til rektor ved Københavns Universitet, Christian Morsing, det andet til læreren over dem alle, Philipp Melanchthon:

Til Philipp Melanchthon.

Sneen er nu svundet bort, og med den de truende uvejr, vindenes vildskab og kraft lægger sig nu overalt.Alt står i fuldeste flor under Zephyrens lunende luftning, op af den frodige muld spirer nu frøet til græs,og den frodige jord frembringer de vægtige kornaks. Ceres, så venlig og mild, står i sit nyeste skrud.I hver lund ses nu under egenes skærmende løvhang hjorten, en letfodet hind går på den grønklædte eng.Fuglene fylder nu lufthavet tæt med lokkende korsang, synger de sange der ret glæder den højeste Gud.Jeg forlader Leucoreas by og Elbflodens bølger som har bundet mig her, opfyldt af teologi.Mit sind skælver af lyst til at opsøge andre nationer, opleve sæd og skik rundt om i tyskernes land.Lev vel, Wittenberg, lev nu vel, mine højlærde venner, du som jeg elsker så højt, dydige pige, farvel.Lev vel, Melanchthon, ærværdige mand, en pryd for de lærde, og glem ikke mit navn, det er mit ønske til dig.Lige til en af søstrene tre flår livstråden over, højlærde Philipp, vil du altid stå klart for mit blik,Enten jeg så rejser ud til de sølvrige tinder i Meissen, eller det tørstige folk, sachsernes, mægtige land.Eller jeg har det held at få set de thyringske sletter, Frankrig i lille format som det med rette blir kaldt.Kort sagt, selv på min vej til Medusas ugæstfrie bolig, Philipp, vil du stå solidt prentet her dybt i mit sind.

Digtets opbygning med en naturskildring som udgangspunkt for en skildring af jegets følelser, er en standardform i senere tiders lyrik, men dette er formentlig det første eksempel på dansk grund. Kontrasten til Børups majvise, der skildrer foråret og Guds storhed konstaterende i tredje person, er iøjnefaldende. Scenen er ganske konkret: et livfuldt billede fra studenterlivet med udgangspunkt i en naturskildring. Selv hyldesten til Melanchthon, der er digtets officielle indhold, er integreret i scenen. Men digtet peger langt videre, og det er vanskeligt ikke at se forårsstemningen som et billede på humanismens og lutherdommens nybrud, alt det friske og nye, som de unge mænd skal formidle til Danmark, og som Melanchthon for dem har inkarneret.

Trods det ensartede præg er der plads til variation både i format og tematik. Ganske forbløffende er det, at fire digte er henvendt til en pige. Det er kærlighedsdigte til kæresten Cassionella, et fiktivt navn af samme type som Ovids Corinna og Catuls Lesbia. En „dydig jomfru“ med gyldent hår og røde kinder er hun, og dydige er digtene da også, ud fra senere tiders standarder, men det bliver dog til en hel del kys i de fire digte. Og kyssene dyrkes på en måde, der tydeligt viser tilbage til Catul – og formodentlig også til hollænderen Johannes Secundus, der skrev en hel samling af variationer over kyssetemaet i 1530'erne. På dette punkt anlægger debuten en tone, som kun sjældent kommer tilbage i de følgende årtier. Et af disse digte er snarere et epigram end en elegi:

Fryd dig min pige, du blir berømt på grund af min digtning, for nu flyver dit navn højt over stjernernes kreds.Hvad, min trofaste tøs, vil du gi' mig for sådan en gave? Guld? Nej, fy, ikke det! Guld vil jeg slet ikke ha'.Giv mig et kys, ikke mer, et kys fra de søde små læber, for et kys af din mund sælger jeg dig mine vers.Nu har jeg fået mit kys – så gir jeg dig kysset tilbage: Musernes hellige flok sætter jeg ikke til salg.

Et epigram skal helst slutte med en overraskende vending. Dette vender den ene gang efter den anden: fra poesi til kærlighed og tilbage til poesien – og med næstsidste linjes dobbelttydige brug af begrebet „give tilbage“ når vi først pointen ad en underfundig omvej. Den legende tone og det overlegne greb er karakteristiske for Sadolin.

Pointen ligner en besværgelse: digtningen er jo reelt til salg i den forstand, at den uomtvisteligt var et instrument i tidens patronsystem. Modtagerne skulle da gerne føle, at de bliver „hævet over stjernerne“. Men det er altså digteren magtpåliggende at få sagt, at digtningen har sin egen selvstændige værdi som kunst. Helt sådan har ikke alle tidens latindigtere set sig selv; mange skrev (eller publicerede) som nævnt kun så længe, det kunne udnyttes i karrieren.

Formen med de mange elegiske digte, hver med sin adressat, er inspireret af Ovids eksildigtning. Sadolins samling varierer frit over formen. En mere streng og systematisk udgave finder vi hos studiekammeraten Hans Frandsen (1532-84) i hans debutbog Elegiarum liber primus (1554), der udkom sammen med en bog med epigrammer.

Frandsen er et helt andet gemyt end Sadolin. Hvor Sadolin er frimodig, selvsikker og særdeles bevidst om sit eget værd som digter, er Frandsen beskeden og behersket. Man aner forskellen mellem akademikersønnen og førstegenerationsakademikeren. Sadolin var søn af en af det nye akademiske establishments førstemænd, og fra ham havde han allerede som skoledreng overtaget et kirkeligt stipendium, der sikrede hans uddannelse. Frandsen var søn af en borger i Ribe.

Frandsens elegisamling er yderst kontrolleret. Sproget er præget af en stram ovidiansk retorik. Og samme stramhed er der over kompositionen. For det første er alle de kortere digte, epigrammerne, flyttet over i en bog for sig. For det andet er elegibogen med sine i alt 19 elegier gennemkomponeret uden slinger i valsen.

Det indledende digt til bogen (nr. 2) er en opvisning i ydmyghed og beskedenhed, fuldt af undskyldninger for dette første forsøg fra en ny og uprøvet digter. Men heldigvis er det lærde og kloge folk, den skal ud til – nemlig dem, de følgende digte er adresseret til. Og ydmygheden er ikke større, end at digtets første linjer udtrykkeligt refererer til Ovids Tristia som forbillede. Og parallellen til eksildigtene er måske nok mere end form. Selv om det ikke siges ligeud, er der en klang af hjemve over Frandsens elegier. Hvor Sadolin skriver begejstrede rapporter fra det store udland, er det Ribe, der er omdrejningspunktet hos Frandsen.

Også Frandsen har et forårsdigt, men tonen er en helt anden end hos Sadolin: Nu er det forår, alt er så smukt – men jeg ligger syg. Modtageren er Frandsens far, Frands Madsen i Ribe, og digteren udmaler sig, hvordan de vil reagere derhjemme, hvis han ikke overlever. Digtet er i øvrigt en tæt imitation af en elegi af den betydelige tyske digter Peter Lotichius, som Frandsen senere selv blev gode venner med.

Læredigtet, De oculorum fabricatione et coloribus liber (En bog om øjets opbygning og farver) (1556), er dediceret til kansler Johan Friis, og må vel bl.a. ses som en rapport til de bevilligende myndigheder hjemme i Danmark. Frandsen agtede at læse til læge og kom også til det.

Carminum liber (Digte), trykt i Lyon 1561, er i det store og hele endnu en samling elegier. Men denne gang, som antydet i titlen, med et mere varierende indhold, der blandt andet omfatter et par digte i lyriske versemål, et hyrdedigt og et såkaldt hodoeporicon, en rejsebeskrivelse. Her dukker Lotichius op igen, denne gang som god ven og rejsefælle på en ferietur i Franken. Vi får en dag-for-dag-skildring af rejsen, med levende detaljer som scenen, hvor Lotichius til hest på de regnvåde veje synger klassiske digte om Ariadne, Phyllis og Sapfo (det kunne lyde som Ovids heroidebreve), og den, hvor de farer vild, og Frandsen for en aften forelsker sig i den skønne datter i huset, hvor de søger husly.

Digtet forener, som Frandsen siger, „det sørgelige med det muntre“, for mod slutningen af turen får de underretning om Christian 3.s død, og herfra forvandler det sig til et mindedigt over den store konge, der har gjort så meget for kunst og kirke.

Frandsen er med Carminum liber blevet lidt af en verdensmand, der skriver sig ind i internationale litterære kredse, bl.a. ved at kunne citere adskillige hyldester fra tyske digtere, fulgt af hans egne elegante svar. Men han hører til de digtere, der kun skrev, eller kun publicerede, poesi, så længe de studerede. I 1561 blev han ansat som professor i medicin ved universitetet i København, og efter den tid publicerede han kun et par æredigte i andres bøger.

Hans Sadolins karriere fik det stik modsatte forløb. Efter yderligere én lille bog i 1553 vender han først tilbage til poesien 13 år senere som veletableret provst på Lolland. Så følger 10 bøger på 15 år frem til 1581, og et enkelt alderdomsværk i anledning af Christian 4.s kroning i 1597. I 1570 blev han laurbærkronet som digter af Frederik 2., hvilket svarer til en udnævnelse til hofdigter.

Med den sikkerhed og den tekniske overlegenhed, der præger Sadolin, er det ikke så overraskende, at han som en af de få danske latindigtere i perioden kastede sig over lyrikken og digtede i lyriske versemål med forbillede i Horats og Catul. Et hovedværk i hans lyriske produktion er den samling, han udgav i anledning af Frandsens bryllup i 1566, og som ud over et egentligt epithalamium, dvs. bryllupsdigt, omfatter en større samling blandede digte med titlen Fasciculus Apollinaris (Apollinsk hæfte).

Den blandede andendel lægger flere tråde ud, som bliver dominerende i den følgende produktion. Her er religiøse digte, private digte (bl.a. en versificeret stamtavle over digterens familie) og en hel del kongehyldest. Men hovedafsnittet i bogen er bryllupsdigtet til Frandsen. Forordet giver baggrunden: Sadolin, der jo er præst på Lolland, møder sin gamle ven Frandsen, der er på vej hjem fra det store udland for at blive gift, og kommer i løbet af den animerede velkomstfest til at love at invitere Apollon og alle muserne til Frandsens bryllup. Nu, to uger efter, sender han resultatet, sammen med det digt, han improviserede, da de skiltes. Vi er i et poetisk miljø, hvor det er vigtigt at kunne ryste latinske digte ud af ærmet.

Der er en velberegnet kontrast mellem den uprætentiøse præsentation og det faktiske resultat, der befinder sig på højeste sofistikations-niveau. Apollo indleder i heksametre, hvorefter de ni muser tager os med til brylluppet, hver i sit lyriske versemål, Kalliope i sapfiske vers, Kleio i den tredje asklepiadæiske strofe osv.

Det hele har en forunderligt intim tone. Den formfuldendte lyrik træder gnidningsløst i forbindelse med den konkrete virkelighed. Nok er det de antikke muser, der taler, men de er selv med til festen på helt troskyldig vis, Polyhymnia fx:

Som når floder la'r stride bølger rullemod det vældige havs forslugne dybder,mens den skytunge himmel stadig øserstride strømme af vand i drøje byger,og de boblende kilders årer springer– sådan bølger nu snak fra mange struberi det gæstfrie hus blandt muntre skarer,mens den fugtige Bacchus blidt beduggerbrave venner med delikat falerner,og det livfulde sind med nyt gåpåmodfinder, vender og drejer mange tanker.Derfor, brudgom og brud, så nette begge,lad nu endelig vær' at gruble overal den snak på latin, og alt det græske,de hebraiske ord der bølger om jer,al den vekslende danske tale blandt devenner der er budt med til dette gilde.(…)Mens jeg spiller min sang på klangfuld lyre,unge herrer, så se de unge pigersom den milde gudinde Venus skænker,hun den mægtige mor til små eroter.Grib i ærbarhed hver en yndig pige,og før an, som sig hør og bør, i dansen.(…)

Brudeparret skal danse med, de vil overstråle alle de andre. Det hele er en hyldest til det unge par og til kærligheden og ægteskabet. Og med sin konsekvente forening af det jordnære, meget menneskelige, og en virtuos latinsk stil giver bryllupsdigtet et besnærende billede af et miljø, der hviler trygt i sin klassiske dannelse.

Formen med de ni muser er ikke noget, Sadolin har fundet på. Det er en særlig undergenre under bryllupsdigtningen, som kendes både fra ind- og udland i forskellige varianter og i sidste ende går tilbage til senantikken. Et andet eksempel på dansk grund har vi i Christian Machabæus' epithalamium til Eiler Grubbe og Christine Lykke fra 1577. Digtet kalder sig en „bryllupskrans“ (stephanos epithalamios), og ideen er, at hver muse, plus Venus, bringer sin symbolske blomst til en krans. Ruden er modgift mod misundelse, nardus fyrer op under kærligheden, myrten gør den kysk, osv. Også her taler muserne i hver sit versemål, men ganske kortfattet, som en slags lyriske epigrammer. Her er det Urania:

Liljerne her, der i dag står skønne med snehvide blomster, de lyser frisk om sommeren, men segner under vint'rens storm.Dog får de livet igen når foråret vender tilbage: fra roden skyder nye skud, og blomster springer ud på ny.Sådan skal livet i dag velsigne jer – og når det ender, skal livets Gud forene jer i live højt i himlens pragt.

Christian Machabæus (1541-98), der endte som adlet forstander for den nyoprettede skole i Sorø, stikker noget af fra de andre latindigtere, idet han – så vidt vides – intet publicerede i studietiden. Først som etableret akademiker begyndte han sin beskedne, men udsøgte produktion af lejlighedsdigte til det adelige miljø.

En stor del af Sadolins digtning har religiøst indhold, og det forstærkedes midt i 1570'erne, da han kom særdeles galt af sted ved at gøre en af de adelige frøkener i Maribo Kloster gravid. Blandt publikationerne fra hans eksil i Tyskland er en latinsk gendigtning af de syv bibelske bodssalmer i hver sit versemål, Psalmi poenitentiales septem (1576). Genren er central i en tid, hvor litteraturens basale projekt var at forene den antikke kultur med samtidens og udtrykke samtidens tanker i antikkens formsprog. I bodssalmerne forenes i en vis forstand hele tre verdener, det antikke, det kristne og det private, for den, der her søger tilgivelse, er digteren selv. Forordet antyder en parallel til salmernes egentlige digter, David, der i sin ungdom måtte flygte fra Saul. Hele samlingen er dediceret til Frederik 2., uden direkte anmodninger, men med stor vægt på kongens mildhed og nåde.

Sadolin kom tilbage til Danmark samme år og sad som fange på Sorø kloster indtil 1580. De sidste ca. 20 år af hans liv ved vi stort set intet om, men så sent som i 1597 kunne han stadig publicere formfuldendt latinsk poesi.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Elegi, epigram og et bryllupsdigt - Hans Sadolin og Hans Frandsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig