Dydens sejr - Peder Jensen Hegelunds Susanna

Fra Sthens monolog-drama til Hegelund og Ranchs dramatiske værker i de følgende årtier undergår skolekomedien en markant forandring: De moralske eksempler afløses af en fremadskridende historie, dialogen og replikkunsten udvikles og raffineres, og knittelverset gøres mere spændstigt.

I 1565 studerede den unge danske teolog Peder Jensen Hegelund ved universitetet i Leipzig, hvor han stiftede bekendtskab med Augsburgrektoren Sixt Bircks nylatinske udgave af komedien om Susanna fra 1537, som bygger på et apokryft tillæg til Daniels Bog i Det Gamle Testamente. Den 9. maj 1565 noterer Hegelund i sin kalender: „Susanna blev opført på rådhuset“, og to dage senere noterer han endnu en opførelse af Susanna på Paulinerkollegiet, hvor de unge adelige „på den mest strålende måde“ fremførte stykket. Det er formentlig inspirationen herfra, der fik ham til at bearbejde og gendigte komedien, som blev opført 11 år senere, mens Hegelund var rektor for domskolen i Ribe. Fra andre kalenderoptegnelser af Hegelund ved vi, at der har været opført komedier i Ribe på både latin og dansk op gennem 1570'erne, og kæmnerregnskaber fortæller om komediespil allerede omkring 1560.

Peder Jensen Hegelund (1542-1614) blev født i Ribe, og efter endt skolegang kom han – sammen med den jævnaldrende skolekammerat Anders Sørensen Vedel – i 1561 til København, hvor han blev optaget i den lærde teologiprofessor Niels Hemmingsens hjem. Efter studier i Leipzig tilbragte Hegelund tre år i Wittenberg (1566-69) som læremester for Niels Hemmingsens søn Hans, og under opholdet her erhvervede han selv magistergraden i 1568. Efter hjemkomsten fra Wittenberg var Hegelund i 11 år rektor for Ribe domskole, siden sognepræst og fra 1595 biskop i Ribe.

Det vidner om udbredelsen af schweizeren Sixt Bircks Susanna (1535), at det netop var denne komedie, der blev valgt til opførelse i slotsgården i København i forbindelse med dåbsfestlighederne for prins Christian, den senere Christian 4., i 1577. Stykket blev opført på latin, men Hegelund benyttede den gunstige lejlighed til at få udgivet sin frie bearbejdelse af stykket, som var opført på dansk i Ribe året forinden. Udgaven er i tidens stil forsynet med fortale, dedikation til kongehuset mv., og selve teksten er gennemarbejdet med randnoter, som henviser til bibelsteder, klassiske digtere og fyndige ordsprog.

De to gamle „Skalcke“ Sedechias og Achab nærer en utæmmelig lidenskab for den underskønne, gifte Susanna, de er – med egne ord – „Som to Heste, der Lobsk monne være“. De belurer hende, da hun kommer ned i haven med sine tjenestepiger for at bade, og de slår til, mens tjenestepigerne henter sæbe og håndklæder. Men hverken smiger eller trusler bider på den kyske Susanna, og som hævn anklager de hende for hor, og et flertal af dommerne overbevises om Susannas skyld og dømmer hende til stening. Susanna nægter at anke dommen til den babyloniske konge, for „Hand er en Hedning oc womskorn [uomskåren]“ – og i bevidsthed om sin uskyld befaler hun sig Gud i vold og modtager dommen.

Men netop som scenen fyldes af familiens fortvivlede klage og jammer, der brydes med folkemængdens højlydte krav om udlevering og stening, kommer den unge profet Daniel løbende ind og forkynder, at dommerne er ved at begå uret. Daniel skiller de to skalke ad og spørger dem hver især, under hvilket træ Susanna drev sin utugt. Den ene svarer under en lind, den anden under en eg; dermed afsløres deres falske anklage, og Daniel kan udlægge sagen på ret vis. Folket tilslutter sig Daniel, dommerne må votere om, Susanna frikendes – til gengæld er det nu de to skalke, der dømmes til stening. Og Epilogus kan udsige stykkets morale, som fremhæver Susannas gode eksempel: „Haffue I noget gaat hørt eller lærdt, / Giemmer [husker] det vel oc holdert værdt [værdsætter det]“.

Susannas uskyld bunder i hendes ufravigelige tro på Guds godhed og retfærdighed. Men det moralsk-opdragende sigte forhindrer dog ikke, at der hos Hegelund er ansatser til en mere nuanceret, psykologisk opfattelse af personerne, ikke mindst hvad angår skyldbevidsthed. Således bliver de to skalke bevidste om det forkerte i deres lidenskab for Susanna, ligesom hendes ægtemand Joacim fornemmer, at Susanna glider fra ham, fordi hun skammer sig over anklagen for utugt.

Et vigtigt aspekt ved skolekomedierne er som nævnt veltalenhed. Den var en vigtig del af skolens undervisning, og komedierne har givet gode muligheder for at øve og udbygge denne disciplin. Bevidstheden herom fremgår af prologens ord, hvor forældrene opfordres til at glæde sig over, hvorledes deres børn lærer „I Tale at vere dristige oc vijss“. Stykket giver da også gode muligheder for at tale og agere på klædelig vis, ikke mindst i de afsluttende retsscener er der mulighed for at fremlægge formfuldendte partsindlæg.

Men det har ikke kun været veltalenhed, moralsk opløftelse og poesi, der har været tiltrækningskraften ved skolekomedierne; det har også været morsomt at se bysbørnene og kammeraterne optræde – latinskolens drenge spillede alle rollerne, såvel de mandlige som de kvindelige. Man har haft meget dygtige og opfindsomme „maskinmestre“, altså scenografer, som sørgede for, at der ikke alene var noget for øret, men også for øjet. Der er udførlige sceneanvisninger til Susannas frodige have, hvor hun hviler og tager bad i „et bækken med vand, så rummeligt som muligt, eller en gydekande skal hælde vand ned fra oven, ligesom et vandspring“. Da de to skalke stenes, fremgår det af skarpretterens replik, at både øjnene og hjernen flyder!