Billeddigte eller figurdigte kom på mode i renæssancen. Her skal figuren formentlig forestille den lågpokal, som skålen til Christen Friis og fru Barbara drikkes af. Manuskriptside fra Peder Jensen Roskildes Prosodia Danicæ Linguæ (1627).

.

Så er der mere sans for det sejrende accentprincip hos den samtidige fynske sognepræst Peder Jensen Roskilde (1575-1641), der er forfatter til den første danske egentlige lærebog i metrik, en såkaldt prosodi. Prosodia Danicæ Linguæ eller Dett danske Sprogs Rhijme Konst kaldte han sit håndskrevne værk fra 1627, der formentlig byggede på tidligere kilder, som nu er gået tabt, bl.a. af Roskilde-rektoren Niels Olufsen Halveg (1534-1590). Nu findes den kun i en afskrift fra 1648 (og et moderne optryk fra 1953). I overensstemmelse med samtidens tradition er den på latin – men eksemplerne er naturligvis på dansk.

Hovedformålet for Roskilde er først og fremmest at give versskriverne en brugbar håndbog og fortælle om de fire metriske grund'fødder': jambe, trokæ, daktyl og anapæst, hvordan de kan kombineres, og om, hvordan rytmen eller trykket ligger i en lang række danske ord, så ordene kan anbringes korrekt i verslinjen. Med andre ord finder vi i Danmark, kun tre år efter Opitz' skelsættende Buch von der deutschen Poeterey, en samlet prosodi, hvori der er paralleller til mange af Opitz' teorier, selvom Roskilde formentlig slet ikke har kendt Opitz.

Roskildes værk fik stor betydning for en senere prosodiker, rektoren i Slagelse, Hans Mikkelsen Ravn (o. 1610-1663), der brugte det som udgangspunkt for sin latinske Ex Rhytmologia Danica msc. Epitome Brevissima (En håndskreven dansk verskunst i korteste uddrag) fra 1649. Også i den er der mange danske eksempler, denne gang ikke blot som systematik, men også som eksempler på kombinationen af klassiske versemål og dansk sprog.

Først året efter, 1650, udkommer endelig det første større dansksprogede værk om den danske metrik, nemlig provsten i Slangerup, Søren Poulsen Gotlænder Judichærs (1599-1668) Synopsis Prosodiæ Danicæ (En kort Extract af Riimkonsten). Trods hovedtitlens latin er den faktisk mest på dansk, omend Judichær henter sine eksempler og oplysninger fra mange fremmede sprog, græsk og hebraisk ikke undtaget. Måske skal man tage ordet synopsis alvorligt, idet bogen meget vel kan være en forkortet udgave af hans langt større værk, Prosodia Danica eller Danske Riimkunst, i sig befattendis, en grundrictig Underviisning om alt det, som er fornøden at viide, om dend rette Maade oc Maneering gode oc skickelige Danske Vers, eller Riim at giøre, der først udkom posthumt ved hans enke 1671.

Judichær selv var allerede i 1633 af biskop H.P. Resen blevet opfordret til at skrive en lærebog om lydforhold i danske digte. Dette hang sammen med, at metrikkens hovedformål stadig på den tid var at tilrette salmer, så de blev lettere og behageligere at synge. Hos Judichær er accentprincippet endeligt slået igennem, og efter ham prøver ingen længere for alvor at hævde stavelsestællingen. Judichær arbejdede også i flere år på at revidere salmerne i salmebogen efter sine egne accentprincipper, men døde, inden han var helt færdig; og hans enke fik trods ansøgning ikke lov at udgive hans salmeomskrivninger.

Og hvad salmer angår, så kan man sige, at digterne var i fuld gang uden den store hjælp fra teoretikerne. Thomas Kingo udgav Aandelige Siunge-Koors Første Part i 1674 og Johan Brunsmand sin Aandelig SiungeLyst i 1676.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Danske lærebøger i rimekunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig