Tradition og eksperiment 1600-1650

Den danske latinlitteratur i sidste halvdel af 1500-tallet havde fulgt renæssancens idealer. De klassiske forfattere – og i prosaen særlig Cicero – udgjorde de absolutte forbilleder. Man dyrkede ganske vist visse genrer, som enten var helt ukendte eller også meget lidt brugt i antikken, men formsproget var i vid udstrækning klassicerende. I slutningen af århundredet forandrede billedet sig imidlertid: Nye, mere manierede effekter kom på mode og levede side om side med de ældre, rent klassicerende. I poesien florerede tour-de-force-prægede bogstavlege som anagrammer og akrostika. Men det klassiske formsprog blev ved med at udgøre fundamentet, og ved siden af de mere eksperimenterende stillege blev der skrevet latinlitteratur, som faldt helt i tråd med renæssanceidealerne.