Bibelhumanisme og reformkatolicisme - Poul Helgesen

Erasmus af Rotterdam var den dominerende europæiske kulturpersonlighed i de første tre årtier af 1500-tallet, og den gren af den nordeuropæiske humanisme, som kaldes bibelhumanismen, er særlig knyttet til hans navn.

Erasmus underbyggede sine reformkatolske krav om forandringer inden for kirken, der i hans øjne var plaget af forskellige former for magtmisbrug, ved at henvise til oldkirken og dens fromhedsliv. Han betonede nødvendigheden af at læse selve de gamle bibelske og oldkirkelige tekster og underkaste dem et filologisk studium – stik imod kirkens interesser, fordi den latinske bibel, Vulgata, og dermed kirkens autoritet drages i tvivl. Det er renæssancens interesse for at arbejde filologisk med de gamle tekster og derved komme så tæt som muligt på deres oprindelige ordlyd, som Erasmus applicerer på Bibelen og kirkefædrene. Han udgav således Det Nye Testamente i dets græske originalsprog (med sin egen latinske paralleloversættelse) første gang i 1516 og siden i flere reviderede udgaver.

Erasmus' forfatterskab var stort og alsidigt. Ordsprogssamlingen Adagia (1500) var det værk, som først gjorde ham berømt. Rundt om i kommentarerne luftede han, i de senere udgaver, markante synspunkter på aktuelle samfundsproblemer. I den teoretiske afhandling De pueris instituendis (Om børneopdragelse) fra 1529 tilkendegav han sin grundlæggende tillid til pædagogik og uddannelse og tro på den klassiske og oldkirkelige litteraturs gavnlige virkning på unge mennesker.

På dansk grund kom Erasmus med sine reformkatolske synspunkter til at øve afgørende indflydelse på Poul Helgesen (Paulus Helie, ca. 1485-1535). Helgesen, der havde modtaget en grundig teologisk uddannelse, formentlig i udlandet, blev i 1519 leder af karmelitermunkenes kollegium i København. I lighed med Erasmus kritiserede han en række forhold inden for kirken, bl.a. præsternes ringe uddannelse, de højere gejstliges optagethed af pengesager og den udbredte handel med kirkelige embeder. Men i sine forsøg på at reformere kirken indefra blev han snart overhalet af reformatorernes mere radikale krav om brud med moderkirken.

I denne periode var han formentlig tæt knyttet til Christian 2., men siden flygtede han til Jylland og sluttede sig til de stormænd, der valgte Frederik 1. til konge. Da Frederik 1. imidlertid i de sidste år af 1520'er-ne åbent tolererede de reformatoriske strømninger, kunne Helgesen ikke følge ham. Ligesom Erasmus ønskede han ikke at bryde med romerkirken, selv om han som en af de første i Danmark sympatiserede med Luther på en række punkter, og i en stribe polemiske skrifter fra årene omkring 1530 optrådte Helgesen som forsvarer af kirkens enhed over for lutheranerne uden dog at opgive sin kritik – en nuanceret position, der ikke vandt genklang i tidens polariserede klima. At han fik det hånende tilnavn 'vendekåbe', er derfor nok i pagt med tidens stridbare teologiske atmosfære, men ikke med realiteterne.

Inspirationen fra Erasmus er tydelig i Helgesens forfatterskab. I et forsøg på at få Christian 2. i tale og advare ham om, at han var ved at udvikle sig i tyrannisk retning, oversatte Helgesen i begyndelsen af 1520'erne Erasmus' fyrstespejl Institutio principis christiani – eller i Helgesens fordanskning En cristhen førstis lære – hvor fyrstens pligt til at overholde lovene og kristen moral er et hovedpunkt. Siden, i 1534, lod Helgesen sin oversættelse trykke og betonede i sit forord – i tråd med Erasmus – de kristent-humanistiske værdier, som magthavere bør lade sig lede af.

Ud over de teologiske skrifter – hvoraf de fleste af dem, der kendes i dag, indgik i den aktuelle polemik mod lutheranerne – skrev Helgesen også en række historiske værker. Mest kendt er den latinsprogede Skibbykrønike, der rummer en stærkt engageret, personlig og bitter skildring af Helgesens samtid. Krøniken er ufuldendt – og bryder dramatisk af midt i en sætning, da den er nået til efteråret 1534 – og den kendes kun fra det egenhændige håndskrift, som omkring 1650 blev fundet indemuret i koret i Skibby Kirke. Men også andre historiske værker er bevaret fra hans hånd, bl.a. er han formentlig forfatter til en satirisk beretning på rimede vers om Christian 2.s regeringstid fra de tidlige 1520'ere og et par latinsprogede årbøger om Danmarks historie.