Johan Anton Bech Barneportræt (1822). For romantikerne udtrykte barnet uskyld, umiddelbarhed og fantasi, og barndommen anså de som et livsafsnit med en værdi i sig selv. Barnet skulle udfolde sig ifølge sin natur, som her på maleriet i leg. I Tyskland formulerede Friedrich Fröbel sine tanker om legen som central i læreprocessen, og i 1840 så den første Fröbelbørnehave dagens lys, i Danmark dog først omkring år 1900.

.

Romantikkens interesse for det dæmoniske og fantastiske fik et særligt udtryk i den såkaldte skrækromantik. Mary Shelleys roman Frankenstein (1818) er et rendyrket eksempel på den gotiske roman, der beskæftiger sig med menneskets frygt for det ukendte og ukontrollable. Kobberstukket frontispice (placeret over for titelbladet) i en udgave fra 1831.

.

Skydeskiven fra 1815 for klædefabrikant Johan Gottlieb Cramer viser børn i arbejde på Usserød Militære Klædefabrik. Børns deltagelse i industrien var udbredt, og først i 1873 fik Danmark under stærke protester en lov om begrænsninger i børnearbejdet. Udover økonomiske argumenter anførte modstanderne, at børnearbejdet havde en moralsk opdragende funktion, idet børnene derved undgik lediggang. Vi er langt fra romantikkens børnesyn.

.

Hos Sibbern kan man tillige ane konturerne af romantikkens nye dynamiske psykologi, herunder dens begreb om det ubevidste. Det er som bekendt især Freud, der har præget dette begreb, og mellem romantikerne og Freud består den afgørende lighed, at begge parter forstår det ubevidste som et mellemled mellem de grundlæggende livsprocesser og det bevidste psykiske liv. Den afgørende forskel er så, at disse livsprocesser for Freud er af biologisk og for romantikerne af åndelig natur. Hos Sibbern, der har begrebet fra Schelling, forstås det ubevidste såle-des som „dunkle aandelige Livsyttringer (…) der ikke komme til vor Bevidsthed.“

Endnu et fællestræk er, at ubevidsthed tilskrives langt større betydning end bevidsthed. Hos Freud kan der henvises til hans berømte isbjergsmetafor, og hos Sibbern hedder det: „Til Grund for alle Virkninger i os ligger en dybere Indflydelses Magt, der virker længe, førend den erkjendes, og hvis Virken er dybere, end al Bevidsthed.“

Det forskellige syn på det ubevidstes oprindelse indebærer imidlertid en helt forskellig vurdering af dette forhold. Mens det for Freud drejer sig om at gøre det ubevidste, der i vidt omfang beror på fortrængning, bevidst, er det ubevidste for romantikerne en positiv magt, der på umiddelbar vis knytter mennesket til sit ophav i naturen og det guddommelige. Barnets naive ubevidsthed er netop det, der i romantikerens øjne gør det så fortryllende, ligesom det ubevidste element i folkeånden giver den folkelige poesi dens særlige kraft og skønhed. Det ubevidste er derfor også en forudsætning for geniet, hvis særlige evne ifølge Oehlenschläger beror på, at stærke ubevidste ressourcer bliver genstand for bevidst formning. Som det hedder i fortalen til Poetiske Skrifter (1805): „Virkende Phantasie forener sig her, paa en forunderlig Maade, søsterlig med den koldeste Abstractionsevne.“

Også Freud opprioriterede som bekendt fantasien og drømmen. Den sidste kaldte han ligefrem kongevejen til det ubevidste, men forskellen er, at mens fantasi og drøm for de tidlige romantikere er sande udtryk for de ubevidste åndelige livsytringer, er de for Freud fordrejede og forklædte udtryk for den sandhed, som først analysen formår at afdække.

Med tiden bliver romantikernes forhold til det ubevidste dog mindre entydigt. Hvor det ubevidste hos Oehlenschläger stod i direkte rapport til jeget – som en vældig udvidelse af dets potentiale – bliver det i takt med etableringen af den borgerlige enhedskultur udtryk for noget skjult, identisk med alt det, der falder uden for samfundets og kulturens normverden. Det, der sker, er groft sagt en spaltning af romantikkens enhed af ånd og natur i bevidst og ubevidst, hvor ånden i reduceret skikkelse lever videre som det skønne, gode og sande og biedermeierkulturens øvrige kerneværdier, mens naturen henvises til det skjulte og ubevidste. Af den oprindelige enhed opstår en dualisme, der rejser foreneligheden af romantikkens to verdener som problem.

Et symptom på den nye situation er Heibergs kritik af Oehlenschläger som dramatiker. Heiberg havde her peget på den uskik, at Oehlen-schläger lader personerne selv udtale deres følelser og tanker, for – som det helt freudiansk hedder i en anmeldelse af Væringerne i Miklagaard fra 1827 – „den dramatiske Kunst bestaaer just i at lade os fatte det Hele igiennem det som forties, og Sandheden gjennem dens Fordreielse.“ Over for Oehlenschlägers direkte formidlede menneskeskildring stiller Heiberg kravet om en moderne og interessant menneskeskildring, der bygger på modsætningen mellem skjult og åbenbart.

Det ubevidste i denne nye skikkelse, som det skjulte, er baggrunden for den mere skeptiske og pessimistiske digtning, der slår igennem fra 1820'erne og 30'erne, bl.a. i Steen Steensen Blichers noveller, der former sig som illusionsafsløringer, og hvis sindrige fortælleteknik bevirker, at sandheden netop optræder fordrejet. Skjultheden er også det styrende princip i det, der ovenfor blev kaldt den ufuldbyrdede dannelsesroman, fx i Carl Baggers Min Broders Levnet, der skildrer forholdet mellem to brødre, fortælleren Johannes, som tilsyneladende lever i en biedermeieridyl, men hvis kone i virkeligheden har et barn med broderen Arthur, der lever et udsvævende liv i datidens københavnske minefelt.

En anden måde, det skjulte fremtræder på, er som det dæmoniske, dvs. det på en gang fascinerende og uintegrerbare, det, der er udelukket fra helheden. Eksempler vil kunne findes hos Henrik Hertz, Christian Winther, H.C. Andersen, Emil Aarestrup og hos Kierkegaard, hvis æstetiker selv er udtryk for det dæmoniske. Som den i samfundsmæssig forstand totalt udenforstående kan han i sine talrige forklædninger frit operere i det skjulte, hvor han ligesom Skyggen i H.C. Andersens eventyr af samme navn gør andre, mere naive sjæle til genstand for sine forføreriske og bedrageriske hensigter.

Sin egen genre finder det ubevidste i den romantiske fantastik, hvis ophavsmand er tyskeren E.T.A. Hoffmann. I hans noveller, der bl.a. har inspireret Ingemann og H.C. Andersen, leges ironisk på grænsen mellem en nutidig virkelighed og en fantasiverden, hvor dæmoniske kræfter driver gæk med hovedpersonerne. Mens det ubevidste hos fx Hertz og Winther er repræsenteret af folketroens traditionelle inventar af havfruer, havmænd, hekse osv., optræder her mere sofistikerede og tidssvarende fænomener som levendegjorte portrætter, monstre, bortløbne skygger, dobbeltgængere, gale videnskabsmænd, mystiske stråler osv. – alt sammen som udtryk for det ubevidste, der lever sit eget skjulte og uintegrerede liv. Tæt forbundet med fantastikken er den såkaldte skrækromantik, der i perioden især udfolder sig i den engelske 'gotiske' roman, bl.a. Mary Shelleys Frankenstein (1818) og Edgar Allan Poes „hemmelighedsfulde“ fortællinger fra 1840'erne.

Ud over fra Hoffmann udgår en vigtig inspiration fra den europæiske romantismes hovedskikkelser, Heinrich Heine og Lord Byron, der som de første – og mest gennemgribende – problematiserer foreneligheden af romantikkens to verdener. Begge forfatterskaber er præget af en dybtgående splittelse, omsat i en ironisk eller kynisk attitude, der dækker over fortvivlelse og melankoli. Den byronske 'helt' er typisk en forførerisk, dæmonisk og mystisk skikkelse med en skjult fortid, mens holdningen hos Heine kommer til udtryk gennem hans særlige ironi, der beror på et spil mellem illusion og desillusion.

Selv om den senere danske romantik i høj grad lader sig inspirere af begge, er det omdiskuteret, hvorvidt man også kan tale om en dansk romantisme, bl.a. fordi påvirkningen overvejende optræder som rent æstetisk og ikke har rod i et dybere holdningsmæssigt fællesskab. Af samme grund finder man i Danmark intet sidestykke til den politiske drejning, begge forfatterskaber undergår, hverken til Byrons trodsige individualistiske oprører eller Heines satiriske udlevering af de reaktionære politiske kræfter i Tyskland.

Det er fx karakteristisk, at mens Don Juan-skikkelsen, som bliver et hovedmotiv i såvel europæisk som dansk romantik, hos Byron er genstand for identifikation og ses som oprører mod samfundsordenen, opfattes den hos Kierkegaard rent æstetisk som „sanselig Genialitet“. For Kierkegaard er Byrons udgave af Don Juan derfor en mislykket bearbejdelse af figuren. Som det hedder i Enten-Eller: „Byron har vovet at lade Don Juan blive til for os, at fortælle os hans Barndoms og Ungdoms Liv, at construere ham ud af endelige Livsforholdes Context. Derved blev Don Juan en reflekteret Personlighed, som taber den Idealitet, han har i den traditionelle Forestilling“ – og som han altså også har for Kierkegaard, hvis egen reflekterede forfører i „Forførerens Dagbog“ til gengæld er blottet for oprørsk byronsk idealitet.

I det omfang, der søges ud over det æstetiske, er det – og stadig ikke blot hos Kierkegaard – i etisk eller religiøs retning, og den nye digtning og dens begreb om det ubevidste giver derfor heller ikke anledning til dybere anfægtelse i samtiden. Det er på den baggrund, man kan hævde, at den europæiske romantisme først får sit egentlige gennembrud i Danmark med Georg Brandes' kanonisering af den i Hovedstrømninger.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Det ubevidste og ny europæisk inspiration.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig