I sin såkaldte tredje kritik, Kritik af dømmekraften (1790, da. 2005), havde Kant bestemt det æstetiske som en erfaringsform, hvor der gælder det særlige forhold, at den ikke blot er af sanselig, men også forstandsmæssig art, og at disse to sider indgår i en fri udveksling med hinanden. Gennem oplevelsen af det skønne erfarer mennesket et behag, der hverken er styret af bestemte formål eller af begær (jf. Oehlenschlägers „reen for al personlig Interesse“), men afspejler en frihed og harmoni i mennesket selv. I mødet med et smukt landskab er mennesket fx ikke underlagt naturen, men glæder sig uden bagtanker over dets linjer og rytmer. På samme måde med oplevelsen af et fuldendt kunstværk. Kant taler i den forbindelse om et interesseløst behag, en lyst, der i sidste ende beror på oplevelsen af frihed.

Det er denne tanke, der videreudvikles i Schillers æstetisk-filosofiske hovedværk, Menneskets æstetiske opdragelse (1795, da. 1970), der er udformet som en række breve. I endnu højere grad end hos Kant sættes æstetikken her i centrum, ja bliver det afgørende element i en teori om menneskets frigørelse. Skal den sande humanitet og frihed realiseres såvel i staten som i den enkelte, er forudsætningen menneskets æstetiske opdragelse.

I den klassicistiske æstetik var det en både udtalt og uudtalt forudsætning, at kunsten havde et formål uden for sig selv. Den skulle gøre nytte, 'gavne og fornøje' eller tjene kongemagten, moralen eller religionen. Hos Kant og Schiller får den sit formål i sig selv, ikke fordi de hylder en l'art pour l'art-holdning, men fordi det kun er på denne måde, kunsten bliver et frihedens sted. Schiller skrev sine æstetiske breve, mens Den Franske Revolution udviklede sig til et rædselsregime, og der er ingen tvivl om, at han i denne udvikling har set det vrængbillede af friheden, som hans bog skulle tjene som alternativ til. Overalt ser han splittelsen som vilkåret, mellem højere og lavere klasser, natur og kultur, fornuft og følelse, forstand og sanselighed. I modsætning til Rousseau hedder kuren imidlertid ikke natur og følelse, for dyrkelsen af dem vil kun forstærke splittelsen. Kuren hedder kunsten, og det gør den, fordi alene kunsten kan nærme de modsatrettede kræfter til hinanden og forsone mennesket som natur- og fornuftsvæsen. I kunsten finder en gensidig gennemtrængning sted, af stoffet via formen, der igen udspringer af kunstnerens begejstrede idé, og af formen via stoffet, det reale, der opløftes til udtryk for idéen.

På denne måde foregriber kunsten den enhed og den frihed, der ikke findes i samfundet eller i den enkeltes tilværelse. Den skal derfor ikke afspejle sin tid, men skabe et idealt udtryk for en endnu urealiseret mulighed, og kunsten får dermed for Schiller primært en utopisk funktion. I overensstemmelse hermed ser han den som et produkt af en særlig legedrift, som han tildeler den allerstørste betydning, for „mennesket leger kun, når det i ordets fulde betydning er menneske, og kun når det leger, er det helt og fuldt menneske“. Samtidig med at Schiller her fastholder hele oplysningstidens kredsen om mennesket som grundstørrelsen, udtrykker han en kvalitativt ny forståelse af det. Mennesket er ikke først og fremmest patrioten eller borgeren, ikke primært fornuft eller primært følelse, men enheden af alle dets drivkræfter og evner i deres frie, legende udfoldelse, og mennesket er dermed først og fremmest kunstneren.

I kraft af denne – ikke teoretisk tilsigtede, men faktisk gennemførte – vægtforskydning fra politik til æstetik, fra borger til kunstner, formidler Schiller i sine æstetiske breve overgangen mellem 1700-tallets og 1800-tallets humanitetsideal. Den fælles værdi er friheden, men nu forstået i relation til personligheden og kunstværket. Med sin placering af kunstneren som det sande menneske har han ligesom Schelling beredt vejen for romantikkens forståelse af kunsten som en særlig kvalificeret erkendelsesform, hævet over teologi, videnskab og filosofi, det sted, hvor den splittede kultur skal forny sig og heles.

Schillers breve kan siges at have en særlig interesse i Danmark, fordi de blev til på dansk foranledning. I deres første udformning indgik de således i en brevveksling med hertug Frederik Christian af Augustenborg, der sammen med Ernst Schimmelmann fra 1791 ydede støtte til den på det tidspunkt økonomisk betrængte og sygdomssvækkede digter. Baggrunden var en stor begejstring for Schiller i tyske kredse i Danmark, ikke mindst i de førende litterære saloner, der bestyredes af Ernst Schimmelmanns kone Charlotte på Sølyst ved Klampenborg og af Friederike Brun på Sophienholm ved Bagsværd Sø, efter 1800 den tyskorienterede pendant til Bakkehuset. Man forsøgte også – forgæves – at få Schiller til Danmark.

En central person og go-between i disse arrangementer var Jens Baggesen, der på sine Europa-rejser havde truffet Schiller og var en kær gæst i det hjemlige tyske miljø. Påvirkningen fra Schiller er mærkbar, men ikke af dybere art i hans forfatterskab. I stedet bliver det Oehlenschläger, der herhjemme følger inspirationen fra Schiller op, men ved en tilpasning til sit eget æstetiske standpunkt. Det er altså Schiller i en særlig oehlenschlägersk optik, vi møder i Oehlenschlägers æstetiske skrifter, hvor især Schillers begreber fra afhandlingen Om naiv og sentimental digtning (1795, da. 1952) bliver centrale for ham. Hos Schiller betegner den naive digtning den, der overvejende repræsenterer natur og umiddelbarhed, mens den sentimentale overvejende repræsenterer kultur og refleksion. I sine forelæsninger om Ewald i 1810 oversætter Oehlenschläger titlens begreber på følgende måde:

Den endelige Gienstand forædles ved at blive et med det Hele sammenhængende Siæls-Billed, men den sentimentale [dvs. Johs. Ewald] bringer sin personlige Følelse over paa Gienstanden, og bruger saaledes blot Gienstanden for at udtale sig. Den naive lader Gienstanden stemme sig; han søger ikke at udtale det Skiønne, der er i ham, men i Tingen, han synger om. Den ene er subjektiv, den anden objektiv. Der er ingen Tvivl om, at den objektive Poesie fortiener mere at kaldes Kunst, end den subjektive; den betragter Tingen sandere og rigtigere, og forsoner bestandig det Ideelle i det menneskelige Liv med det Reale; fordi den viser det Ideale deri.

'Oversættelsen' viser samtidig en accentforskydning. Hos Schiller er den naive og sentimentale digter lige betydningsfulde, og i forening udgør de menneskehedens ideal. Hos Oehlenschläger bliver modsætningen til program, til en slags antiindividualistisk poetik, hvor Schiller fastholder det komplekse i forholdet.

Samtidig ses indirekte Oehlenschlägers stigende afstandtagen fra Steffens. Hele det universelle drama, Steffens udkaster, hvor den evige enhed gennem individualiseringsprocessen kæmper sig vej i det endelige, er erstattet af en schillersk forsoning af det ideelle med det reale. Det hele er blevet et spørgsmål om at tilvejebringe en æstetisk helhed, der modsvarer tilværelsens på forhånd fastlagte orden. Eller som det kort og godt og lovlig rødmosset hedder i fortalen til Nordiske Digte (1807):

I det vi med Klarhed fatte Ordene og Hensigten i det enkelte Værk, blive vi istand til at ahne det evige Værks Ord og Hensigt. Den ulykkelige Frygt og Tvivl der altid er en følge af Sygelighed eller Halvdannelse, forsvinder; og vi see fra Morgen til Aften i Forsynet den gode Gud.

Hertil kommer en tilpasning af Schillers forståelse af kunsten som utopisk projekt, der reduceres til ideen om kunst som et middel til at ophæve livets almindelige, forvirrende kaos, hvor kunstværket bliver „som en bedre Verden, han [kunstneren] skaber sig selv, ved sin fornuftige Kraft, for at ordne og fuldende det, som i det timelige Liv kun findes forvirret og halvgjort“. Tilsvarende er kunsten som leg – en grundtanke i Aladdin – på ny erstattet af dens nytte, idet kunstværkerne – næsten som en slags religiøst kosttilskud – tjener til at „afhielpe vort høiere Væsens evige Trang, give Sielen sin Næring ved en sand hellig Nadve-Selv om disse formuleringer så langtfra yder Oehlenschlägers samlede refleksioner over kunsten endsige Schiller retfærdighed, rammer de alligevel en gennemgående tendens i dem, tendensen til at opfatte kunsten som middel til forædling af den almindelige borgerlige tilværelse. I hans betragtninger er der ikke blot et stærkt anti-individualistisk, men også et harmoniserende element, hvor kunsten kommer til at fungere som den sunde borgerlige tilværelses selvbekræftelse. Til gengæld opnår Oehlenschläger at åbne kunsten en vej ind i samfundets midte. Netop ved at give afkald på dens særhed, neddæmpe dens metafysiske overbygning og slå på dens almene betydning har han rent kulturpolitisk gjort den en ulige større tjeneste, nemlig at indstifte dens værdi som dannelsespensum.

Spørgsmålet er dog, om der overhovedet har foreligget et valg. Netop fordi kunsten bliver en afgørende samfundsmæssig værdi, påhviler der kunstnerne en langt større forpligtelse end før. Jo højere en samfundsmæssig stilling, de indtager – og Oehlenschläger bliver i 1810 professor i æstetik – jo vigtigere bliver det, at deres kunst og poetik også ideologisk bringer sig i samklang med den herskende kultur, så meget mere som de selv har været med til at skabe den. Og det gælder netop om den kreds af mennesker, der samler sig om Oehlenschläger, at de ikke blot kommer til at indtage samfundets højeste poster, men også til at udfylde rammerne i en ny borgerlig kultur, den såkaldte enhedskultur.

Baggrunden herfor er, at også den politiske situation i Europa ved århundredskiftet er i opbrud og indvarsler en ny epoke med nationalstaten og den nationale kultur som de bærende led. Uanset hvad Oehlenschläger i øvrigt er, er han også Danmarks første nationaldigter, og de valg, han i sine første feberagtigt produktive år træffer som digter, kan alle ses som led i tilblivelsen af denne rolle.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kunst som forædling - Schillers æstetik og Oehlenschläger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig