Wilhelm Marstrand H.C. Ørsted (1851). Den store fysiker sidder omgivet af sine afhandlinger, globus, kompas og andre apparater, der henviser til hans epokegørende opdagelse af elektromagnetismen.

.

Endnu en central skikkelse i denne sammenhæng er H.C. Ørsted, der som naturvidenskabsmand adskiller sig fra de øvrige, men samtidig er den, der stærkest har betonet det harmoniske forhold mellem på den ene side de forskellige erkendelsesformer, videnskab, filosofi og kunst, og på den anden side kristendommen. Hans opdagelse i 1820 af elektromagnetismen står for eftertiden som den vigtigste naturvidenskabelige opdagelse mellem Newtons bevægelseslove og Albert Einsteins relativitetsteori. I hans egne øjne var den først og fremmest en bekræftelse på den dybe enhed i naturen og på hans forståelse af naturlovene som fornuftslove. Ifølge Ørsted var det sidste nemlig forudsætningen for naturvidenskabelige opdagelser som hans egen. Var der ikke fornuft i naturen, var det heller ikke muligt at afdække dens hemmeligheder. For så vidt var han enig med Einstein i, at Gud ikke spiller med terninger, men gik videre endnu ved at opfatte naturen som Guds tanker eller en åbenbaring af den guddommelige vilje og fornuft.

Til grund for hele dette syn ligger et optimistisk syn på videnskabens udvikling, helt svarende til kristendommens forsynstro. Også fejltagelser bidrager til denne udvikling, som fra mangfoldighed og forvirring fører til stadig større samling og indre sammenhæng. Videnskabens udvikling er nemlig ikke forskellig fra klodens egen, der langtfra er forløbet som en lineær proces. I en række forelæsninger om kemiens historie fra 1805 hedder det:

Jordkloden har begyndt med uhyre avlende Kræfter, men med lidet bestemte Retninger. Ved afvexlende Udvidelser og Sammentrækninger, har den efterhaanden dræbt og begravet sine tidligere Skabninger, for at gjøre Plads for den nuværende Skabningskjæde med Mennesket i Spidsen (…) de avlende og formende Kræfter have afvexlet, dog med en bestandig voxende Overvægt af de formende (…) Kort: Jordens Udvikling var som den menneskelige Aands. Denne Overeensstemmelse mellem Natur og Aand er neppe tilfældig (…) begge Naturer ere Spirer fra en fælles Rod.

I forelæsningerne formuleres en tidlig evolutionslære, hvor Gud, den fælles rod, gradvist realiserer sin plan med verden. Det er samme synspunkt, der får ham til på én gang at kalde mennesket et naturprodukt og fastholde dets guddommelige oprindelse. Mellem videnskab og religion er ingen konflikt. Ikke blot stemmer videnskaben overens med religionen, men religionen har brug for videnskaben til at befæste troen.

Sine mange mere almene betragtninger, der også omfatter adskillige bidrag til æstetikken, bl.a. bygget på hans eksperimentelle arbejde med klangfigurer, samlede Ørsted sent i sit liv i Aanden i Naturen (1850-51). På det tidspunkt var totalanskuelser af denne art imidlertid ikke mere i kurs, og grænsen mellem videnskab og religion var det ikke mere muligt at overskride. I slagsmålet om Schelling havde Grundtvig tidligt protesteret mod Ørsteds harmoniseringer, og selv den rummelige Mynster må nu melde pas: „Vor Hoved-Divergents fra Forfatteren bestaaer deri, at han, som os synes uberettiget, har identificeret denne Verdens Natur med den evige Fornuftorden. Denne aabenbarer sig unegtelig i hiin, men er i denne Natur fordunklet og forstyrret, og kan ved denne selv ikke gienoprettes.“

Det er altså læren om faldet og arvesynden, Ørsted har sprunget over, og når Mynster nu bekymrer sig så meget om den, har det at gøre med en ny kirkelig situation, fremkaldt af en begyndende grundtvigianisme, Kierkegaard og ikke mindst de folkelige vækkelser, der med demokratiseringsprocessen gør sig stadig mere synlige og hørlige op gennem århundredets første halvdel. Som kirkens førstemand kan Mynster ikke mere se bort fra kristendommens basale lærdomme.

I en litteraturhistorisk sammenhæng skyldes H.C. Ørsteds betydning mindre hans egne digte og æstetiske afhandlinger end den indflydelse, han som ven og rådgiver øvede på Oehlenschläger. Ligesom han ikke så nogen modsætning mellem religion og videnskab, så han heller ikke nogen mellem kunst og videnskab. Det er betegnende, at han og Oehlenschläger på et tidspunkt havde en plan om et tidsskrift for naturvidenskab og æstetik, der skulle hedde „Prometheus“. Af hans breve til Oehlenschläger får man samtidig indblik i hans omfattende indsigt i æstetiske forhold og sikre litterære vurderinger, allerede dokumenteret i den guldmedaljeafhandling, han skrev som 19-årig om de rette grænser mellem poetisk og prosaisk sprog. Men også andre er blevet inspireret af ham, bl.a. J.L. Heiberg, Carsten Hauch og H.C. Andersen.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Ånden i naturen - H.C. Ørsted.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig