Sammenlignet med romantikken har den poetiske realisme flyttet sin interesse tættere på det enkelte menneskes liv. Fra romantikkens store, kosmiske bevægelser blev der zoomet ind på en mere hverdagsnær virkelighed, hvor emnerne snarere blev hentet fra den verden, der umid-delbart omgav digteren og hans publikum, end fra historien, eventyret og myten. Denne verden er fremstillet i konkrete og genkendelige detaljer, der får de beskrevne fænomener til at træde frem for læseren med stor skarphed. Denne nærmere virkelighedsforbindelse er led i en bevidst digterisk strategi. „Løgn er den Poesi, som ei kommer af Livet,“ bemærkede Poul Martin Møller og betonede dermed forbindelsen til den omgivende virkelighed som et centralt udgangspunkt for digtningen. Men konkretionen blev ikke brugt til at give en kras eller udfordrende skildring af sociale eller ideologiske forhold, som man møder det i senere realistisk litteratur. Snarere er realismen poetisk. Den gengiver fænomenerne i en let forskønnet skikkelse, stilfærdigt skinnende i deres renhed og livlige i deres mangfoldighed. Den kan godt være satirisk, nogle gange endog ondskabsfuld, men latteren bliver aldrig grov eller pågående, den har en mildt ironisk overtone, så det hele kan slås hen som spøgefuldheder – også selvom man ikke behøver at gøre det. Det poetiske element i realismen er ikke udtryk for en fortrængning, men for en beslutning hos digterne. Den banale hverdagsvirkelighed har man altid foran sig, så formålet med en kunstnerisk gengivelse af virkeligheden må netop være at gengive den i sin idealitet. Digtekunsten skal oprette en harmoni imellem det individuelle og det universelle og imellem den umiddelbart foreliggende og den ideelle virkelighed.

Den poetiske realismes forelskede nærsynethed møder man fx i Poul Martin Møllers måske berømteste digt „Aprilsvise“ (skrevet 1819, trykt 1825), nu mest kendt som „Grøn er vårens hæk“, hvor hele byen sættes i bevægelse i en energisk og mangfoldig beskrivelse af det københavnske leben på voldene:

Svenden med sin BrudGaaer i Haugen ud,Paa de grønne Skoe hun synes dandse;Ak, hvor hun er let!Foden er saa net.Pogen sælger til dem grønne Krandse.Storken er saa travlHøit paa Bondens Gavl,Og de røde FødderNæbet slibe;Høkren med sin VivGaaer for TidsfordrivMed sin sølvbeslagne Merskumspibe.Hulde Piger smaa,Røde, hvide, blaae,Sende deres Blikke rundt som Pile;Og som KrigerflagI det kjælne SlagSilkebaand fra Lilienakken ile.

Beskrivelsen har hverken romantikkens voldsomme følelsesudsving eller dens insisteren på at opfatte en bagvedliggende åndelig betydnings fremtræden i fænomenerne. Svenden, storken og høkerægteparret er bare sig selv, og digtet forsøger ikke at løfte dem ud af deres egen verden, endsige da opløfte dem til en højere virkelighed. Til gengæld er de opfattet med en lysende konkretion, hvor alle de forskellige præcist sansede detaljer (pigens grønne sko, den sølvbeslagne pibe, pigernes silkebånd) lægges sammen, til digtet har opbygget et mangfoldigt og bevægeligt billede af det københavnske søndagsmylder.

Men scenen er ikke uden idealitet. Alle lavere træk ved figurerne er faldet bort, og digtet har ingen interesse i at afsløre den virkelighed, det beskriver, med påpegninger af menneskelige svagheder, lidelser eller lidenskaber; vi ser således ikke høkerægteparret skændes eller pogen vende hjem til sin fordrukne far og sin tuberkuløse mor med dagens indtjening fra kransesalget. Dermed får sceneriet lov til at stå i en lysende renhed, der viser skikkelserne i en smukkere og mere afklaret form, end hvad man skulle forvente af den banale hverdagsvirkelighed, de synes at udspringe af. Trods deres ydmyghed stråler de med en indre glans, der på én gang er diskret og umulig at overse. Møller afbilder altså en eksisterende social virkelighed, men forsoner den med idealet, idet han uddrager poesien af stoffet.

En tilsvarende opfattelse finder man i Henrik Hertz' store programdigt „Naturen og Kunsten“ (udgivet i to dele 1832 og 1833). Her beskrives kunsten som den bestandige, ordnede fremstilling af det forgængelige og kaotiske liv – naturens såvel som menneskets. Som livets skønhed møder os i fænomenerne, er den blevet uren, flygtig og uhåndgribelig. For Hertz står mennesket som jordisk synder over for en kunst, der er guddommelig; men det er samtidig indlejret i en højere guddommelig virkelighed, over for hvilken alle dets fejltrin og urenheder er for intet at regne. Kunstens opgave er derfor at gribe og fastholde livets guddommelige grundidé og rense den for urenheder.

For Hertz er dette ikke en bevægelse væk fra sandheden, men hen imod den. Hans eksempel er et portrætmaleri, der kritiseres for at forskønne den afbildede kvinde: Hun er for ung og for smuk! De, der kritiserer billedet, har ikke kendt kvinden godt nok til at se hendes skønhed, og deres opfattelse af hende er derfor dannet ud fra et overfladisk, glimtvist bekendtskab:

Tidt leed hun hemmeligt af Sorg, og tidtAf Sygdom havde hendes Aasyn lidt.Først ved en daglig Omgang lærteMan fuldeligt at elske disse Træk,Hvoraf hvert enkelt var lagt an lidt kjæk,Men af hvis Heelhed det fortræffeligste HjerteOg Aandrighed og Sjælens Adel gikOg lyste fra det tankefulde Blik.

Kun den, der har kendt hende længe, kender hendes skønhed, og derfor er det en misforståelse blot at ville male hendes umiddelbare fremtræden. Den yder ikke kvindens indre skønhed retfærdighed.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Poetisk realisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig