Titelblad til klaverudgaven af Mozarts opera Don Juan (1801). Don Juan myrder kommandanten og voldfører hans datter, men i operaens sidste akt dukker den afdøde kommandants statue op hos forføreren, rækker ham sin stenhånd og siger „Beslut dig!“ Scenen spiller en afgørende rolle for Kierkegaard, nogle gange som en slags vandmærke bag de abstrakte filosofiske refleksioner. Eksempelvis i Begrebet Angest: „Medens Syndens Virkelighed holder Frihedens ene Haand i sin isnende Høire ligesom Commandanten, gestikulerer den anden Haand med Skuffelsen og Bedraget og Blendværkets Veltalenhed.“

.

Illustration til opslaget om „Wellenmädchen“ (bølgepiger) i W. Vollmers mytologiske leksikon fra 1836. Den unge Kierkegaard var fascineret af figurer, der tager form ud af et formløst kaos. Det kan være musik, der bryder frem af baggrundsstøjen, det kan være Afrodite, der stiger op af sit skum, eller det kan være de bølgepiger, der her stikker hovederne op af havets bølger: „Naar Havet bevæger sig oprørt, da danne i denne Uro de skummende Bølger Billeder, ligesom Væsener; det er som om det var disse Væsener, der satte Bølgerne i Bevægelse, og dog er det omvendt Bølgegangen, der danner dem.“

.

Efter at have brudt sin berømte forlovelse med Regine Olsen i august 1841 og forsvaret sin magisterafhandling måneden efter tog Kierkegaard til Berlin. Her led han af søvnløshed og „Gigt i Hovedet“ i vintersemestret fra oktober 1841 til marts 1842, mens han havde travlt med at tage tysktimer og følge forelæsninger på universitetet. Den filosofiske begivenhed i byen var den tyske idealistiske filosof F.W.J. Schelling, hvis forelæsninger Kierkegaard fulgte sammen med en sværm af andre danske studerende. Som tiden gik, tabte Kierkegaard dog interessen for Schelling, som han mente vrøvlede ganske utåleligt, til gengæld blev han mere og mere optaget af sin egen produktion af æstetiske essays og småafhandlinger, og ikke mindst af romanen Forførerens Dagbog. Alt sammen og mere til udkom i februar 1843 under titlen Enten-Eller. Et Livs-Fragment med navnet Victor Eremita på titelbladet. Pseudonymet – hvis navn kan oversættes til den sejrende eneboer – er snarere udgiver end forfatter. I forordet forklarer han, hvordan han købte et skrivemøbel, en såkaldt sekretær, hos en marskandiser, og hvordan han her i en hemmelig skuffe fandt manuskriptet til bogen. Eller rettere manuskripterne til bogen, for skuffens indhold stammer fra to forskellige forfattere, som Eremita vælger at kalde henholdsvis A og B. Første bind af Enten-Eller består af æstetiker A's aforismer og essays om æstetiske emner. Andet bind rummer to breve til A skrevet „med tydelig, noget langtrukken, eensformig og jævn“ håndskrift. Det fremgår af papirerne, at B hedder Wilhelm og er ægtemand og assessor, hvilket vil sige medlem af dommerkollegiet ved retten.

Sidst i første bind af Enten-Eller er det æstetiker A's tur til at finde et manuskript i en sekretær, og dette manuskript viser sig at være dagbogsromanen Forførerens Dagbog, der har Johannes Forføreren som forfatter. Og sidst i andet bind er der vedlagt en prædiken fra en præst fra Jylland, der taler over temaet „Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret“. Alt i alt kommer tre forskellige mennesketyper til orde i Enten-Eller: æstetikeren, etikeren og den religiøse. Kierkegaards lære om de tre stadier eller „Existents-Sphærer“ spiller en relativ beskeden rolle i forfatterskabet, men den er vigtig for at forstå, hvordan de mange pseudonymer forholder sig til hinanden.

På det æstetiske stadium drejer det sig om at nyde. Æstetiker A og Johannes Forføreren forsøger at skabe mening i deres liv ved hjælp af den form for nydelse, som man fx kan opleve ved behagelige ting, fascinerende mennesker og pirrende situationer. Når man i dag taler om en æstetiker, har det en lidt anden betydning end hos Kierkegaard. Den moderne betydning er formet af æsteticismen i anden halvdel af 1800-tallet og dækker en personlighedstype, der kigger blasert og tilbagelænet på virkelighedens verden, som om det hele bare var et skønt kunstværk. Kierkegaards æstetiker nøjes ikke med den kunstneriske nydelse, men går efter alle former for sanselig og intellektuel pirring. Inde bag Kierkegaards begreb om det æstetiske kan man høre det græske ord aisthesis, der ikke betyder kunst, men sansning i bred forstand. Problemet med æstetikerens konsumerende forhold til livet er, at det peger udad mod verden og ikke indad mod selvet. Lige meget hvor virtuost æstetikeren manipulerer med sine omgivelser, vil han i sidste ende være håbløst afhængig af kulinariske ting. Konsekvensen bliver, at hans liv opløser sig i et flimmer af lystfulde øjeblikke. „Dit Liv vil gaae op i lutter Tilløb til at leve,“ skriver etikeren formanende i sit brev til æstetiker A. Æstetikerens fortvivlelse er et negativitetsfænomen; den skyldes, at hans liv ikke lader sig samle i en meningsgivende totaloverskuelse, men „adsplitter sig i en grændseløs Mangfoldighed“.

På det etiske stadium drejer det sig ikke om at nyde, men om at handle. Etikerens handling består i at skabe sammenhæng i sit liv, så meningen ikke bare rammer ham lystfuldt udefra, men bliver hans eget værk. Ifølge etikeren gælder det om at give sin egen „Historie Continuitet; thi det faaer den først, naar den ikke er Indbegrebet af hvad der er skeet eller hændt mig, men min egen Gjerning.“ Opgaven er med andre ord at blive sit eget livs redaktør. Det er forestillingen om at være ansvarshavende redaktør for sit eget liv, der ligger bag etikerens berømte formuleringer om at vælge sig selv. Denne måde at skabe mening på indebærer, at man lever i fuld overensstemmelse med samfundets gældende moralske og værdimæssige målestokke, der i etikerens hegelianske terminologi omtales som „det almene“. Kierkegaards berømte formulering om at realisere det almene vil sige at få sig en kone og i enhver henseende opføre sig i overensstemmelse med den sociale orden.

Endelig drejer det sig på det religiøse stadium om at lide. Det religiøse menneske har en smertefuld erfaring af, at han er ude af stand til selv at skabe mening i sit liv. Dermed er han ikke bare i uoverensstemmelse med samfundets etiske målestokke, men også med sig selv. „Mod Gud have vi altid Uret,“ skriver Enten-Ellers jyske præst, og følelsen af at have uret er netop en erfaring af, at ens liv ikke giver mening. Ifølge prædikenens titel er denne tanke om at have uret ikke bare en negativitetserfaring, men også en opbyggelig erfaring, fordi den rummer en længsel efter, at den rette mening måske kan komme til vores liv udefra og ovenfra, og det vil sige fra Gud.

I forordet til Enten-Eller antyder Victor Eremita, at der måske kunne være en dybere sammenhæng mellem bogens to forskellige manuskripter: „Under den idelige Beskæftigelse med disse Papirer gik der et Lys op for mig, at man kunde afvinde dem en ny Side ved at betragte dem som tilhørende eet Menneske.“ Har man sagt A, må man som bekendt også sige B, og ud fra denne devise forestiller Eremita sig, at æstetiker A med tiden har forvandlet sig til etikeren B. Ideen går med andre ord ud på at læse hele værket som en dannelsesroman. Det er ikke noget tilfælde, at etikeren hedder Wilhelm ligesom hovedpersonen i dannelsesromanen over dem alle, Goethes Wilhelm Meisters læreår (1795-96). Etikerens forestillinger om, at man godt kan finde sin plads i samfundsordenen, samtidig med at man udfolder sin personlighed, ligger i umiddelbar forlængelse af datidens dannelsesfilosofi.

Men Enten-Eller er ikke nogen dannelsesroman. I Wilhelm Meister beretter Goethe detaljeret om de mangfoldige begivenheder, der lidt efter lidt modner den unge Wilhelm, så han kan træde ind i samfund og ægtestand. I Enten-Eller har Kierkegaard udeladt den romanhandling, der kunne have forvandlet æstetikeren til etiker. Etikeren taler ganske vist om „Personlighedens Udarbeidelse“, men det er en pointe, at Kierkegaard undlader at vise os en personlighed under udarbejdelse. Og hvis Enten-Eller ikke er nogen dannelsesroman, er Forførerens Dagbog nærmest det modsatte af en dannelsesroman. Johannes Forførerens dagbogsoptegnelser fortæller historien om en udspekuleret erotisk intrige, der går ud over den uskyldige og forældreløse Cordelia. Ifølge Johannes selv er der tale om en „sjælelig Udviklings-Historie“, men Cordelias udvikling ender vel at mærke med, at hun tager skade på sin sjæl – det er snarere en sjælelig afviklingshistorie. Før selve dagbogen starter, har udgiveren Victor Eremita anbragt den forladte Cordelias ulykkelige breve, og de viser med al grusom tydelighed, at hendes udvikling ikke har ført til eksistentiel helhed og mening, men derimod har adsplittet hendes sjæl i en heksedans af usammenhængende stemninger. Jeg danner hende, skriver Johannes et sted, men romanen er snarere et negativbillede af en dannelsesroman. Heri ligner Forførerens Dagbog en række senere romanværker i europæisk litteratur, på dansk grund ikke mindst J.P. Jacobsens Niels Lyhne og Henrik Pontoppidans Lykke-Per.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Æstetikeren, etikeren og den religiøse - Enten-Eller.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig