Parti fra Ladegårdsåen, foto fra 1869. Kierkegaard spadserede gerne langs Ladegårdsåen, der løb fra Damhussøen til Peblinge Sø. Åen blev rørlagt i slutningen af 1800-tallet, men har lagt navn til Åboulevarden og Ågade.

.

Cordelias sjælelige udviklingshistorie handler i bogstavelig forstand om at blive viklet ud af sine sociale og familiemæssige bindinger. Da Johannes møder den unge pige, hænger hun tæt sammen med sine beskedne, men pæne borgerlige omgivelser, men efterhånden som forførelsen skrider frem, bliver hun mere og mere selvbevidst og selvstændig. Med Johannes' egne begreber er projektet at „bespænde en Pige, at hun taber Alt af Syne.“ I romanens mange erotiske situationer, dels med Cordelia og dels med en række andre københavnske piger, bliver denne udvikling iscenesat som et syndefald: et risikabelt spring, hvor den unge pige gør sig fri og kommer til bevidsthed om sin egen seksualitet – men i samme bevægelse mister sin uskyld og sin kjoles kniplingsfryn-Allerede før Kierkegaard flygtede fra sin forlovelse til Berlin, havde han underkastet syndefaldet en omhyggelig filosofisk analyse i Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates (1841). Magisterafhandlingen har i det store og hele hentet sit filosofiske begrebsapparat hos Hegel, der skriver om ironien i sine forelæsninger om æstetik og i sine forelæsninger om historiefilosofi. Kierkegaard er enig med Hegel i, at ironien ikke skal forstås, sådan som man plejer at forstå ironi, det vil sige som en retorisk figur, der går ud på at sige én ting og mene noget andet. Ironi er snarere en bevidsthedsform, der optræder helt bestemte steder i verdenshistorien. Kierkegaard er også enig med Hegel i, at denne særlige bevidsthedsform første gang dukker op hos Sokrates, men at den også – langt mere kritisabelt – melder sig igen i den tidlige tyske romantik i form af den såkaldte romantiske ironi. Formuleret med Kierkegaards hegelske begreber hører ironiens bevidsthedsform hjemme på „det historiske Vendepunkt, hvor Subjectiviteten første Gang traadte frem.“ Før dette verdenshistoriske syndefald lå de samfundsmæssige værdier mere eller mindre på rygmarven som en slags umiddelbare og vanemæssige forestillinger om, hvordan man bør opføre sig. Ironikeren er det enkeltindivid, der river sig løs fra fællesskabets traditionelle værdigrundlag. At have fundet sig selv, skriver Kierkegaard, er at have „fundet sig selv ud af det Andet“. Ironikeren tilintetgør den bestående samfundsorden, derfor kan Kierkegaard begrebsbestemme ironien som „den uendelige absolute Negativitet“.

Når Kierkegaard lægger distance til sin læremester, er det ikke så meget ved at foreslå nye begreber, men snarere ved at forvandle Hegels dialektiske filosofi til dialektisk lyrik. En stor del af ironiafhandlingens litterære billeder kredser om det sekundkorte øjeblik, hvor individet finder sig selv og dermed finder sig selv ud af fællesskabet. I syndefaldets pludselige „Changement“ mister mennesket alle sine vanemæssige forestillinger og gør sig negativt fri af sine omgivelser. Kierkegaard kan ikke blive træt af at finde nye billeder på, hvad der sker, når Sokrates udsætter sine mindre snedige bysbørn for selvbevidsthedens „Sølvblink“. Ofte er syndefaldet helt konkret et fald, hvor det umiddelbare menneske fra det ene øjeblik til det andet mister den faste grund under fødderne: Sokrates anbringer athenerne under sin dialektiske luftpumpe og berøver dem den atmosfæriske luft; han er en færgemand, der sætter dem over fra umiddelbarhed til refleksion; han udsætter dem for en hvirvelvind; han river dem ud på det uendelige ocean; han optør den is, som de var indefrosset i, og lader dem drive for strømmen; han underminerer deres eksistens; han placerer dem på en hemmelig faldlem og lader dem falde ned i ironiens uendelige intet, osv.

Det er noget meget tilsvarende, Johannes gør ved Cordelia. Også hun bliver udsat for „Vendingen“ og „Changementet“, når hun bliver revet løs fra sin trygge borgerlige verden og bliver gennemsigtig for sig selv. Den omhyggelige diagnose af Cordelias syndefald handler med andre ord ikke bare om en uskyldig ung kvindes vågnende seksualitet, et tema, der måske i dag kan opleves som lidt tidsbundet. Baggrunden i ironiafhandlingen gør det tydeligt, at det på et mere grundlæggende niveau handler om den chokagtige intethedserfaring, der trænger sig på i vendepunktets øjeblik. Den form for frihed, som Johannes kan tilbyde Cordelia, er „en Frihed som Arabernes i Ørkenen“. Det sølvblinkende syndefald forvandler verden til en tom og meningsløs ødemark.

I ironiafhandlingen og Forførerens Dagbog kredser Kierkegaard om en intethedserfaring, der få år senere fik navnet nihilisme. Den jævnaldrende russiske romanforfatter Ivan Turgenev prægede nihilismen som et politisk-moralsk begreb, og Friedrich Nietzsche gjorde nihilismen berømt som en mere grundlæggende filosofisk sygdom. I begge tilfælde betegner nihilismen en erfaring af, at det gængse værdigrundlag har mistet sin uproblematiske gyldighed, eller med Nietzsches berømte formulering: at Gud er død. Kierkegaard kredser om et tilsvarende meningssammenbrud, hos ham er det imidlertid ikke bare en diagnose af en historisk tilstand, men først og fremmest en smertefuld individuel erfaring.

Det er påfaldende, at denne intethed hos Kierkegaard næsten konsekvent tager form som en afgrund. I Forførerens Dagbog handler det om den tomhed, som Cordelia oplever i syndefaldet: Hun gynger sig „ud over Dybet, saa det næsten sortner for vort Øie.“ I det tidlige forfatterskab bliver ikke bare ironien, men også kedsomheden og angsten og fortvivlelsen iscenesat som uendelige afgrunde, der tilintetgør al menneskelig mening. I anden halvdel af forfatterskabet er afgrundens figur først og fremmest knyttet til troen. Af en eller anden grund har Kierkegaard besluttet sig for, at verdenshavet er 70.000 favne dybt, og det tal kommer til at spille en vigtig rolle i hans karakteristik af den kristne tro: „Aands-Existents, især den religieuse, er ikke let; den Troende ligger bestandigt paa Dybet, har 70.000 Favne Vand under sig.“

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den chokagtige intethedserfaring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig