Kritik af den lidenskabsløse samtid

„At indspinde et andet Væsen i sit Edderkoppevæv, dissekere det i levende Live, eller pine Sjælen draabevis ud af det, i Kraft af Experimentet, det har man dog ikke endnu Lov til, uden ved Insecter.“ Denne bidende kritik – som kritikeren P.L. Møller lod trykke i tidsskriftet Gæa i december 1845 – retter sig på overfladen mod den pinefulde forlovelseshistorie i „Skyldig?“ – „Ikke-Skyldig?“, der var udkommet tidligere samme år. Mellem linjerne er det dog tydeligt, at P.L. Møller også fordømmer Kierkegaards behandling af den virkelige Regine. Ud over at anmelde i Gæa var P.L. Møller i al hemmelighed en af bidragyderne til det populære og revolutionære satireblad Corsaren, som blev udgivet af Meir Aron Goldschmidt, og som en måned tidligere havde udråbt Enten-Ellers pseudonyme udgiver Victor Eremita som udødelig. Kier-kegaards reaktion, både på kritikken og på hyldesten, kom en uge efter anmeldelsen i Gæa. Forklædt som Frater Taciturnus lod Kierkegaard en artikel trykke i avisen Fædrelandet, hvor han dels ødelagde P.L. Møllers karriere ved at afsløre, at han skrev til Corsaren, og dels beklagede sig over, at han var den eneste forfatter, der ikke var blevet udskældt i Corsaren.

Det skulle han ikke have gjort. I efteråret 1845 havde det været Kierkegaards plan, at Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift virkelig skulle være en afslutning på forfatterskabet, og at han i stedet skulle søge et præsteembede på landet. Det er svært at sige, hvor alvorligt denne plan var ment, og under alle omstændigheder blev der ikke noget af den. I stedet for at trække sig tilbage i landlig ubemærkethed blev Kierkegaard trukket igennem en af de mest vellykkede smædekampagner i dansk pressehistorie. Fra starten af januar og et halvt år frem blev Kierkegaard genstand for massiv latterliggørelse i Corsaren. Drillerierne var af den barnligt perfide slags og kunne for eksempel handle om, at Kierkegaards bukseben ikke var lige lange, men Corsarens satiretegner Peter Klæstrup var virtuos til at anskueliggøre, hvor komisk den slags kan se ud. Skal man tro Kierkegaards egne optegnelser, fik pressehetzen folk til at bryde sammen af grin, lige meget hvor han viste sig i København. Pludselig var det ikke længere muligt for Kierkegaard at føre sine elskede samtaler med høj og lav i hovedstadens gader.

Hvis Corsarens angreb var perfide, var Kierkegaards reaktion hysterisk. Kierkegaard havde det ikke nemt med at kontrollere sin sårede forfængelighed, og gennem de næste mange år udøste han sin galde over hundredvis af sider i dagbøgerne. Nogle gange udmaler Kierkegaard detaljerede fantasier om, hvordan Goldschmidt skal ydmyges offentligt, andre gange skejer han ud i antisemitiske angreb; det er et held, at langt det meste af dette materiale blev liggende i skrivebordsskuffen. Kierkegaards publicerede forfatterskab ændrede imidlertid også retning efter Corsar-striden. Hvor Kierkegaard før opfattede den kristne tro som inkommensurabel, gik han nu over til at se kristendommen som noget, der faktisk kan ses i den ydre verden: nemlig i form af det martyrium, der består i at blive forhånet og latterliggjort.

Midt under Corsar-striden, i marts 1846, udsendte Kierkegaard den lille bog En literair Anmeldelse. Bogen indledes af en omhyggelig gennemgang af persongalleriet i Thomasine Gyllembourgs store novelle To Tidsaldre (1845), men Kierkegaard er først og fremmest optaget af kontrasten mellem novellens to tidsaldre, som er henholdsvis tiden omkring Den Franske Revolution og novellens samtid. Med Kierkegaards begreber er revolutionstiden lidenskabelig og biedermeiertiden lidenskabsløs. Gyllembourgs historie glider efterhånden i baggrunden, og anmeldelsen forvandler sig til et frontalangreb på den lidenskabsløse samtid. En lidenskabsløs tid er en tid, der lider af „Reflexionens Formeget“. Nu om dage nøjes man med klogt at tælle takten i stedet for at kaste sig ud i dansens festlighed. Nu om dage er man fuld af bagtanker og „beregnende Forstandighed“ i stedet for at hengive sig resolut til andre mennesker. Og nu om dage opfører man sig som distanceret tredjemand og tilskuer til sit eget liv i stedet for at tage aktivt del i det. Det er, som om diagnosen af den reflekterede Johannes Forføreren er blevet udvidet, så den dækker hele Kierkegaards moderne samtid.

Resultatet af den overdrevne refleksion er dvaskhed, mathed og forgiftet luft. Ifølge oplysningstænkerne var det forstanden, der skulle gøre mennesket selvstændigt og myndigt, men den abnorme forstandighed har den stik modsatte effekt, mener Kierkegaard. Forstanden får det enkelte menneske til at tabe tilliden til sine egne, konkrete lidenskaber, og så bliver man forvandlet til et uhyggeligt karakterløst menneske, der lytter mere til almene og anonyme klogskabsregler end til sig selv:

(…) en lidenskabsløs Tid eier intet Valuta; Alt bliver en Omsætning i Repræsentativer. Det er saadan visse Talemaader og Betragtninger, tildeels sande og forstandige, men afsjelede, der cursere mellem Folk: men ingen Helt, ingen Elsker, ingen Tænker, ingen Troens Ridder, ingen Høimodig, ingen Fortvivlet indestaaer ved primitivt at have oplevet Det for Fuldgyldigheden. Og som man fra SeddelPengenes Hvisken i Omsætningen mellem Mand og Mand kan længes efter at høre Myntens Klangfuldhed: saaledes kan man i Nutiden længes efter lidt Primitivitet.

Den moderne verdens cirkulation af afsjælede talemåder og betragtninger bliver særlig skæbnesvanger i dagspressen. Som læser af aviser og blade er man ikke længere et konkret og lidenskabeligt enkeltmenneske, men en del af et anonymt og diffust publikum: „Dannet af saadanne Enere, af de Enkelte i de Øieblikke, hvor de Ingenting ere, er Publikum noget uhyre Noget, det abstrakte Øde og Tomme, som er Alle og Ingen.“ Hvis man er så uheldig at blive angrebet af dette abstrakte væsen, er der derfor ikke rigtig nogen, der har ansvaret. Det er tydeligt, at Kierkegaard her trækker på sine egne meget påtrængende erfaringer med at blive latterliggjort, ikke bare af Goldschmidt, Møller og Klæstrup, men også af Corsarens københavnske publikum. Lige så tydeligt er det dog, at det er Kierkegaards private tyndhudethed, der gør ham fintmærkende, for ikke at sige profetisk.

Det er ikke bare karakteristikken af massemedierne, der har gjort En literair Anmeldelse til en klassiker inden for den konservative kritik af den moderne verden. Et andet problem ved den lidenskabsløse tid er, at den nedbryder alle sociale hierarkier. Med Kierkegaards begreber medfører refleksionen en „Nivellering“, der nedtrykker det „udmærkede Individ“ og gør alle borgere til hinandens galante ligemænd. Og et tredje problem er, at refleksionen forvandler alle sociale magtforhold til noget, der står til diskussion. Forholdet mellem undersåtterne og kongen, mellem børn og faderen, mellem skoleeleverne og læreren er ikke længere præget af ærefrygt og hengivelse, men af „en vis Ligelighed i gjensidig Udvexling“. Demokrati er en styreform, hvor alle borgeres stemmer tæller lige meget, og hvor sociale magtforhold kan gøres til genstand for offentlig debat, og det er ikke noget, Kierkegaard bryder sig om. En literair Anmeldelse er skrevet i årene op til de første grundlovsgivende forsamlinger, men for Kierkegaard var demokratiet „den mest tyranniske Regjeringsform“.

Alligevel er Kierkegaard ikke konservativ eller reaktionær i traditionel forstand. Det positive modbillede til den lidenskabsløse samtid er ikke en harmonisk før-moderne verden, hvor alle kendte deres plads i det sociale hierarki. Modbilledet er revolutionstiden, hvor det enkelte menneske gjorde lidenskabeligt oprør mod det bestående samfund. Der er ikke nogen vej tilbage til de gode gamle dage. Der er kun ét håb, og det er, at den moderne verdens lidenskabsløshed, refleksion og nivellering kan komme til at fungere som „Udgangspunktet for det høieste Liv“. I ironiafhandlingen seks år tidligere blev ironien beskrevet som en afgrund, en tugtemester og et tveægget sværd, der løsrev det enkelte menneske fra dets traditionelle værdigrundlag. I En literair Anmeldelse er det nivelleringen, der bliver kaldt en tugtemester, en afgrund og en skarp le. Ligesom ironien nedbryder også nivelleringen samfundets faste målestokke, men på samme tid giver den det enkelte menneske mulighed for at vinde religiøsitetens væsentlighed i sig selv.

I citatet ovenfor om den lidenskabsløse tids mangel på valuta endte Kierkegaard med at konstatere, at nutiden længes efter „lidt Primitivitet“. Primitivitet er et vigtigt, men også misforståeligt begreb i Kierkegaards samtidskritik. Umiddelbart kunne det lyde, som om det primitive eller oprindelige må forstås som samfundets traditionelle værdier. Men Kierkegaard nærer som sagt ingen fundamentalistisk drøm om at vende tilbage til de gode gamle kristne værdier. „Nu er det for sildig,“ hedder det lakonisk i En literair Anmeldelse. Primitiviteten er ikke et hvad, men et hvorledes: den ligger ikke i det værdimæssige indhold, som man forholder sig til, men snarere i den mere eller mindre lidenskabelige måde, som man forholder sig til det på.

En enkelt sidebemærkning i En literair Anmeldelse breder kritikken ud, så den også rammer den kristne kirke. Ligesom man i en lidenskabsløs og reflekteret tid med fornøjelse vil råbe hurra for kongen, hvis bare kongedømmet ingenting betyder, vil man også „lade hele den christelige Terminologie bestaae, men underhaanden være vidende om, at der ikke skal tænkes noget Afgjørende derved.“ Lidenskabsløse, moderne mennesker har ingen problemer med kristendommens ideer, bare de ikke betyder noget. I Kierkegaards sidste leveår blev denne sidebemærkning selve hovedsagen. Sjællands biskop, J.P. Mynster, en af de vægtigste faderfigurer i Kierkegaards liv, døde i februar 1854. Efterfølgeren i bispeembedet, H.L. Martensen, holdt begravelsestalen i Københavns domkirke og indføjede Mynster i den „hellige Kjæde af Sandhedsvidner“. At kalde en magtfuld og vellønnet kirkelig embedsmand for et sandhedsvidne er at bruge den kristne terminologi uden at tænke noget afgørende derved, mente Kierkegaard. Af forskellige taktiske grunde ventede han et lille års tid med at sætte angrebet ind, men så gik han også i gang. I december 1854 offentliggjorde han en artikel i Fædrelandet, hvor han afviste, at den afdøde Mynster kunne være et sandhedsvidne, for et sandhedsvidne er en martyr, der bliver – som Kierkegaard skriver i den første artikel og gentager i de følgende – „miskjendt, forhadt, afskyet, saa bespottet, forhaanet, udgriint“.

Skandalen var en realitet, og Kierkegaard fremturede med stadig mere hvidglødende angreb på den officielle kristendom, først i en snes artikler i Fædrelandet, og siden i ni numre af flyvebladet Øieblikket, som Kierkegaard selv udgav for egen regning. Problemet er, at præsterne tjener gode penge på deres stillinger. Hvis man havde indført en religion, der gik ud på, at månen var lavet af grøn ost, og i den forbindelse oprettede „1000 Levebrød for en Mand med Familie jævnt avancerende“, så ville der have været lige så mange præster som i den danske statskirke. Problemet er også, at det, som alle disse næringsdrivende præster prædiker om, ikke har det mindste med Det Nye Testamente at gøre; de bruger kristendommens ord uden at tænke noget afgørende derved. Ifølge Kierkegaard er kristenheden en „Criminal-Sag“, et „Falsknerie“, et „Plattenslagerie“ og et „Bedrag“, fordi den har omdigtet kristendommens smertefulde lære om Kristi efterfølgelse til gemytlig bedsteborgerlighed. Den officielle kristendom har

af nogle Sætninger i det nye Testamente (denne Lære om Kors og Qval og Rædsel og Skælven for Evigheden o.s.v.) taget Anledning til frit digterisk at componere en nydelig Idyl med Børne-Avlen og Hopsasa, hvor Alt er saa gladeligt, saa gladeligt, saa gladeligt, hvor Præsten (en Slags gudelig Stats-Musicant) lader, for Penge, Christendommen – denne Lære om at afdøe – gjøre Musik ved Bryllupper og Barsler, kort hvor Alt er Fryd og Gammen (…).

En lære om smerte og forsagelse er forvandlet til en frydefuld hopsasa: I sine sidste leveår gik Kierkegaard ikke til angreb på æstetisk eller filosofisk kitsch, men på teologisk kitsch.

Men midt i det hele, under arbejdet med Øieblikket nr. 10, faldt Kierkegaard om på gaden, og han døde på hospitalet den 11. november 1855. I årene efter sin død var han mest kendt som særlingen og provokatøren med de ulige bukseben, men billedet ændrede sig, da Georg Brandes i 1877 udgav det første værk om Kierkegaard, Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Grundrids. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte Kierkegaards værker at blive oversat til andre sprog, og fra da af vokser hans indflydelse på teologi, filosofi og litteratur til uoverskuelige dimensioner. I dag udgives en endeløs og evigt voksende strøm af teologiske, filosofiske, litteraturvidenskabelige, filologiske og ikke mindst introducerende værker om Kierkegaard.

Den biografiske interesse for særlingen Kierkegaard spiller stadig en stor rolle i Kierkegaard-receptionen, og det er der gode grunde til. Kierkegaards liv var usædvanlig begivenhedsløst, men de få begivenheder, der trods alt var – faderens død, den brudte forlovelse, Corsar-striden og et par ting til – vendes og drejes over tusinder af sider i hans værker. Kierkegaards biografi er således svær at komme udenom, og den er også fristende, for det er bekvemt at forklare hans vanskeligt forståelige værker ved hjælp af en letforståelig forlovelseshistorie. Det er imidlertid at forvandle det hele til en anekdote. Kierkegaards måde at tænke på bevæger sig i den modsatte retning; han er i stand til at almengøre sin egen meget private og tilfældige historie, så den kaster lys over noget, der på ingen måde er privat. Med Kierkegaards egne begreber er hans liv en „Undtagelse“, men en undtagelse er vel at mærke ikke bare et kuriøst særtilfælde, den er tværtimod uomgængelig vigtig for at forstå de problemer, der fælles for alle. Derfor er Kierkegaards forfatterskab på samme tid idiosynkratisk og almengyldigt, eller som han selv formulerer det et sted: „Naar man ret vil studere det Almene, behøver man blot at see sig om en berettiget Undtagelse; den udviser Alt langt tydeligere end det Almene selv.“