Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), malet af F.C. Camradt 1794. Kierkegaards far kom som dreng fra Sædding i Vestjylland til København, hvor han tjente en stor formue som hosekræmmer, dvs. tekstilgrosserer.

.

Regine Schlegel, født Olsen (1822-1904), fotograferet i 1855. Forlovelsen med Kierkegaard blev indgået i september 1840 og brudt i oktober 1841. I 1847 blev hun gift med juristen Frederik Schlegel, og i 1855 rejste ægteparret til Skt. Thomas i Dansk Vestindien, hvor Frederik Schlegel beklædte stillingen som guvernør.

.

Et muntert selvportræt i et brev til Regine Olsen i forlovelsestiden, efteråret 1840. „Min Regine! / Det er Knippelsbro. Den person med Kikkerten det er mig.“ Betegnelsen Tre Kroner til højre henviser til det militære batteri i havneudløbet ud for København.

.

I en dagbogsoptegnelse to år efter Andersen-anmeldelsen beskriver Kierkegaard sin egen personlige modsætning mellem totaloverskuelse og adsplittelse:

Dersom jeg ikke vidste med mig selv, at jeg er en ægte Dansk, saa kunde jeg næsten for at forklare de Modsætninger, der i mig ere i Bevægelse, fristes til at antage, at jeg var en Irlænder. Dette Folk nænner nemlig ikke at døbe deres Børn ganske, de vil dog beholde lidt af Hedenskabet tilbage, og medens man ellers dypper Barnet heelt under Vandet, lade de den høire Arm være fri, for at han med den kan føre Sværdet, kan omfavne Pigerne.

Kierkegaard er på samme tid kristen og hedensk. På den ene side blev han født ind i en stærkt troende familie. Hans meget gamle far, Michael Pedersen Kierkegaard, forestillede sig, at han i sin fjerne ungdom havde begået en synd, som hans familie skulle bøde for, og Kierkegaardforskningen har ikke holdt sig tilbage med at gætte på, hvad han kan have gjort. Det eneste sikre er, at den dystre forestilling spillede en vigtig rolle i familien, øjensynlig bekræftet af mange tragiske dødsfald blandt familiemedlemmerne. På den anden side må Kierkegaard have holdt sin højre arm oppe over døbevandet, for som teologisk student udfoldede han sig ikke særlig fromt på hovedstadens konditorier – datidens caféer – og udviklede en smag for godt tøj, gode cigarer og gode vittigheder og en lige så dyb afsmag for det pligtbetonede teologistudium.

Modsætningen mellem døbt og udøbt går også tværs igennem Kierkegaards forfatterskab. Helt overordnet falder forfatterskabet i to væsensforskellige halvdele, som man plejer at omtale som henholdsvis det æstetiske og det religiøse forfatterskab. Det æstetiske forfatterskab bliver nogle gange også kaldt det pseudonyme forfatterskab, fordi Kierkegaard ikke selv figurerer som forfatter på værkernes titelblad, men derimod giver ordet til et mylder af pseudonymer med spektakulære navne som fx Victor Eremita, Constantin Constantius; Johannes de silentio, Johannes Climacus, Vigilius Haufniensis, Nicolaus Notabene, Hilarius Bogbinder, William Afham, Frater Taciturnus, osv.

Startskuddet til det pseudonyme forfatterskab var Enten-Eller, der udkom i februar 1843. Herefter fulgte en sværm af æstetiske og filosofiske værker, som blev til i løbet af tre års arbejdsraseri: Gjentagelsen og Frygt og Bæven udkom på samme dag i oktober 1843, Philosophiske Smuler udkom i juni 1844, og allerede fire dage efter kom Begrebet Angest. Stadier paa Livets Vei kom i april 1845, og i februar 1846 udkom Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, hvis underlige titel skyldes, at værket var tænkt som et efterskrift til Philosophiske Smuler, men også som en afslutning på hele forfatterskabet. Efterskriften blev dog snarere et vendepunkt, der indledte Kierkegaards religiøse forfatterskab. De vigtigste værker i anden halvdel af forfatterskabet er Kjerlighedens Gjerninger (1847), Sygdommen til Døden (1849) og Indøvelse i Christendom (1850).

Forfatterskabet fordeler sig imidlertid ikke pænt i en æstetisk og en religiøs halvdel. Allerede et par måneder efter Enten-Eller udgiver Kierkegaard To opbyggelige Taler, og denne type skrifter om kristne emner udkommer der i alt atten af i 1843-44. Omvendt udgiver Kierkegaard også enkelte bøger og artikler om æstetiske emner i årene efter Efterskriften. Desuden falder nogle af Kierkegaards værker i en vis forstand uden for forfatterskabet. Før Enten-Eller udkom H.C. Andersen-anmeldelsen i september 1838 og magisterafhandlingen Om Begrebet Ironi i september 1841. I den anden ende af forfatterskabet, fra og med december 1854, udgiver Kierkegaard en række avisartikler og tidsskriftsnumre med voldsomme angreb på den kristne kirke. Endelig foreligger der et omfattende materiale så at sige ved siden af det egentlige forfatterskab. Det drejer sig om de flere tusind sider med dagbøger, notesbøger, forelæsningsnotater og ufærdige værker, som alt sammen først blev offentliggjort efter Kierkegaards død.

Efterskriften er skrevet af forfatterpseudonymet Johannes Climacus, men på de allersidste sider lægger Kierkegaard sin pseudonyme maske og kommer med „En første og sidste Forklaring“ i sit eget navn. Her vedkender han sig, at han „er, som man siger, Forfatter“ til hele det pseudonyme forfatterskab. Men selvom det altså er ham, der har ført marionetterne, er han ikke nødvendigvis enig med dem: „Mit Ønske, min Bøn er det derfor, at man, hvis det skulde falde Nogen ind at ville citere en enkelt Yttring af Bøgerne, vil gjøre mig den Tjeneste, at citere den respektive pseudonyme Forfatters Navn, ikke mit.“ Denne bøn bliver man nødt til at tage alvorligt som Kierkegaardlæser. „Gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele.“ Sådan lyder et af de allermest velkendte Kierkegaard-citater, men i virkeligheden er det æstetiker A og ikke Kierkegaard, som man kan citere for dette udsagn – som siger mere om æstetikerens egen eksistentielle situation end om ægteskabet.

På Kierkegaards tid var det et almindeligt litterært virkemiddel at spille med fiktive forfatteridentiteter. Thomasine Gyllembourg udgav eksempelvis sine bøger som „Forfatteren til „En Hverdags-Historie““, og Andreas Nicolai de Saint-Aubain som Carl Bernhard. Det særlige ved Kierkegaards pseudonyme forfatterskab er dets gigantiske omfang. Han ifører sig ikke bare en enkelt fiktiv maske, men lader et mylder af fiktive personer diskutere og polemisere på kryds og tværs. Læseren skal holde godt fast for ikke at miste overblikket, og nogle gange får man også indtryk af, at Kierkegaard selv er ved at miste orienteringen. I hvert fald bruger han en betragtelig del af sit forfatterskab på at sige, hvad det er han har sagt. Efterskriftens „første og sidste Forklaring“ er på ingen måde den sidste forklaring, men blot det første af Kierkegaards mange forsøg på at redegøre for, hvordan man skal forstå de pseudonyme værker, og hvordan man absolut ikke skal forstå dem.

I 1848 skriver Kierkegaard en hel bog om emnet. I Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, som først udkom efter hans død, deler han sit forfatterskab op i den „æsthetiske“ og den „religieuse Produktivitet“. For at anskueliggøre denne spaltning genbruger han billedet med irlænderens døbte og udøbte hånd, men bytter om på hænderne: „Med venstre Haand rakte jeg „Enten-Eller“ ud i Verden, med Høire „to opbyggelige Taler“; men Alle grebe de eller saa godt som Alle med deres Høire efter den venstre Haand.“ Kierkegaard opfordrer os med andre ord til at forstå det æstetiske forfatterskab som et venstrehåndsarbejde; i virkeligheden har han hele tiden været en religiøs forfatter. Planen har bare været at lokke læseren indenfor i forfatterskabet med æstetiske midler, for at denne derefter „med Hengivelsens Fart i det Æsthetiske [skal] løbe lige Panden mod det Religieuse“. Man har altså ikke fattet noget, hvis man kun har kigget på teksternes forførende overflade; det eneste rigtige er at forstå hele forfatterskabet som ét stort sammenhængende værk, hvis „totale Tanke er den Opgave at blive Christen“. Totaloverskuelsen er religiøs, det forvirrende mylder af æstetiske stemmer skal bare forstås som en forklædning.

Spørgsmålet er, om det æstetiske virkelig kun er en forklædning. Selv Kierkegaards mest filosofisk stringente værker vrimler med litterære virkemidler som metaforer, fiktive personer, små fortællinger med skiftende fortællere, selvbiografiske indslag og psykologiske analyser. Kierkegaard nøjes ikke med at pakke sine abstrakte filosofiske begreber ind i konkrete litterære billeder, tværtimod opstår hans særlige måde at tænke på i de bestandige sammenstød mellem begreber og billeder, mellem abstrakt og konkret. Forfatterskabet er med andre ord skrevet med begge hænder på én gang, både den døbte og den udøbte. Når Kierkegaard er relevant i litteraturhistorisk sammenhæng, skyldes det ikke bare hans tre romaner og hans øvrige „æstetiske“ forfatterskab, grunden er snarere, at hele forfatterskabet kun består af det, som Kierkegaard selv et sted kalder dialektisk lyrik. Dette kapitel vil dog tage udgangspunkt i Forførerens Dagbog, som givetvis er Kierkegaards bedst kendte sammenstød mellem dialektik og lyrik.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Pseudonymer og produktion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig