Den første, forsinkede romantiker - Schack Staffeldt

Den første, forsinkede romantiker - Schack Staffeldt, 1803. 1804. Disse to årstal var skæbnesvangre for den ældste af de danske romantikere, Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt (1769-1826). Det første årstal står på titelbladet til Adam Oehlenschlägers Digte. Det andet på titelbladet til Schack Staffeldts digtsamling af samme navn. Begge bøger fremdaterer udgivelserne, som det var almindelig praksis i samtiden. Oehlenschlägers Digte udkom i november 1802, Staffeldts et år efter. Resultatet er i begge tilfælde det samme: Staffeldt kom et år for sent. Gennembruddet var sket, han blev stemplet som efterligner og fik aldrig den indflydelse på sin samtids litteratur og den plads i samtidens danske åndsliv, han stræbte efter.

Karakteristikken af Staffeldt som plagiator var urimelig, for han var den tidligst debuterende af de romantiske digtere. Han havde skrevet og udgivet digte inden for den romantiske skole i en årrække, og hans ambition om at blive en dominerende digter spejler sig i, at han, selv om hans modersmål var tysk, i overvejende grad digtede på dansk. Men ambitionen forblev uindfriet. Staffeldt var nok først, men han var ikke på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og da han i forordet til Digte 1804 forsøgte at hævde sin forrang for Oehlenschläger, var ulykken sket, og han var blevet den danske romantiks andenmand og efterligner snarere end dens gennembrudsskikkelse. Kun drypvis og sent anerkendte eftertiden Staffeldts originalitet i forhold til Oehlenschläger, og selvom han i dag som digter er trådt ud af Oehlenschlägers skygge og står som en selvstændig begavelse i sin egen ret, er hans skæbne og forløbet i hans forfatterskab stadig tæt og ulykkeligt knyttet til Oehlenschläger.

Fordi Schack Staffeldt har været den fortrængte og undertrykte af de romantiske digtere, omgives han nogle gange med en stemning af at være mere ophøjet og eksklusiv end Oehlenschläger. Det er synd for dem begge to. For Staffeldt, fordi han dermed umiddelbart er på vej ind i det anæmiske, blodfattige, for Oehlenschläger, fordi han reduceres til et naturbarn med et opsvulmet billedsprog og en stil domineret af svulstig patos. Det er for så vidt rigtigt, at Staffeldt er mere filosofisk orienteret og mere aristokratisk end Oehlenschläger, og at Oehlenschläger oftere benytter sig af effektsøgende (skønt ikke nødvendigvis effektjagende) udtryk, men det er ikke hele sandheden om nogen af dem.

Staffeldts biografi er relativt dårligt belyst, men er tæt knyttet til hans digterskæbne. Han var barn af forældre, der dels formentlig ikke behandlede ham med stor hjertevarme, dels begge døde i hans barndom, og måske derfra fik han et formørket træk i sit sind. Sammen med legemlig svaghed kom det til at plage ham igennem det meste af hans liv. Staffeldts debut som digter fandt sted allerede i 1788 i Samleren. Et Ugeskrivt, med hyrdedigtet „Til Phylis“ og elegien „Elise“. Over de næste år offentliggjorde han digte både på dansk og på tysk. De er endnu i det sene 1700-tals smag, og først efter en længere rundrejse i især det tyske område 1795-1800 stiftede han et mere dybtgående kendskab til romantikken. Han udgav kun ganske lidt i denne periode, men skrev til gengæld en mængde sonetter. Ved sin hjemkomst til København kunne han påbegynde offentliggørelsen af en lang række digte i samlinger og nytårsgaver igennem de første år af 1800-tallet. En egentlig digtsamling blev det dog ikke til før efter Oehlenschlägers Digte 1803.

Skønt Staffeldt altså havde et omfattende forfatterskab før Oehlenschlägers gennembrudssamling, overspillede han sine kort, da han selv udsendte sin første digtsamling. I sit forsøg på at overgå Oehlenschläger udgav han samlingen med samme titel, på samme forlag, med parallel disponering af stoffet og med samme layout som forgængeren. Til det hele havde han føjet en erklæring om, at kun seks af digtene i samlingen var skrevet efter år 1800. Det lyder meget lidt tillidsvækkende, særligt da han så åbenlyst prøver at ligne konkurrenten. Resultatet var, at han fremtrådte som en dårlig efterligner, og dette indtryk blev understreget, da Oehlenschläger i 1805 udsendte sit rige og overmåde selvstændige hovedværk, Poetiske Skrifter I-II. Det er let at se, hvorfor samtiden dømte, som den gjorde.

Staffeldts fremtid som digter fik et alvorligt grundstød ved modtagelsen af hans Digte, et planlagt – og proklameret – andet bind kom aldrig, og han havde vanskeligt ved at indsamle det nødvendige antal subskribenter (300) til at få sin næste digtsamling, Nye Digte (1808), trykt. Heller ikke den gav ham den eftertragtede anerkendelse, og hans dansksprogede forfatterskab gik så godt som i stå. Efter Nye Digte udgav han kun to små digte på dansk, og selvom der kom lidt flere på tysk, er præget af resignation tydeligt. Derudover rummer forfatterskabet en del efterladte digte, men de fleste er ganske korte, og de upublicerede digte fra perioden efter 1806 optager ikke mere end godt 35 sider i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af hans samlede digte.

Ved skæbnens ironi løb Staffeldts borgerlige karriere modsat hans karriere som digter. Den er en ubetinget succes og tegner en konstant opadgående bue. Han endte som kammerherre, amtmand i Gottorp og overdirektør for byen Slesvig. I 1824 blev han efter at været trådt tilbage som overdirektør tilmed dekoreret som ridder af Dannebrog. Denne verdslige succes bragte ham tilsyneladende ingen glæde, og i breve klager han over de store byrder, hans embeder lægger på ham, og over udtørringen af sit åndelige liv. Han døde efter længere tids sygdom under en udlandsrejse i 1826 – samme år og næsten på samme måde som en anden af tidens store litterære outsidere, Jens Baggesen.