Digte 1804 og Nye Digte

Digte 1804 er, som Oehlenschlägers samling, delt i to. Efter det berømte indledningsdigt „Indvielsen“, der således sættes som det første digt i Staffeldts officielle forfatterskab, rummer den første „Afdeeling“ en række romancer, den anden en række blandede digte. Romancen er et fortællende digt, gerne med emne hentet fra eksotiske egne, fra oldtiden eller fra middelalderen. Forlægget for romancerne er derfor gerne myter, sagn eller gamle ballader. Staffeldts romancer udmærker sig i forhold til Oehlenschlägers ved næsten alle at være frie digtninger, der nok er inspireret af tidligere kilder, men ikke er gendigtninger af dem.

Staffeldts romancer har ikke den oplagte episke fremdrift og mangfoldige karaktertegning, man finder hos Oehlenschläger. De er ofte bloddryppende og sorte, nogle gange på grænsen til parodien, som i samlingens tredje digt „Emmalina“, hvor den grufulde Ulf Ridder belejrer og brænder den gode ridder Edvards borg, og hans hustru står på tårnet med deres to børn:

Da sukkede med heeden KindDen ældste: Tag af SengenEt Linnedmon og svøb mig indOg kast mig ud paa Engen.De Ord den grumme Ulf fornam,Og hu! til heele Jordens SkamSin Lantse han ophæver,Imedens hun nedsvæver.Hun sank til Niddingshaanden nedPaa Børnebødlens Stage,Og trygled om BarmhiertighedMed Øiets matte Klage,Dog uden Graad og uden LydHun døde paa vanæret Spyd,Saa hænger Liljen kløvetVed Stilken ned i Støvet.

I modsætning til Oehlenschläger er der ikke her en klar kunstnerisk vilje og tanke midt i alle effekterne. Det er emotionel farvelade. Denne vaklende balancesans er genkommende i „Første Afdeeling“s romancer og er et overraskende fænomen hos en i øvrigt så stilsikker digter som Staffeldt. Heldigvis hæver en del af romancerne sig også over middelmådigheden i effektjageriet. Det gælder særligt visse af dem, der har digtningen som emne; den enkle, men virkningsfulde „Troubadouren“, som efterfølger „Indvielsen“, den ossianske, men også oehlen-schlägerske „Barden“ og den Saxo-inspirerede „Harpespilleren i Kong Erik Eiegods Leir“. Stærke er også vanvidsskildringerne „Ved Emmas Dødsseng. Af en ufuldendt Selvmordercharackteristik“ og „Snedkeren og hans Drenge, i Pestens Tid“, hvor snedkeren i bogstaveligste forstand bygger sine kister til det øjeblik, hvor døden tager ham:

Færdig staaer min Kiste hist,Snart jeg den behøver,Drenge, Drenge! ingen vistHos sin Mester tøver,Dog forlader mig min HundIkke i min sidste Stund.Sauger, høvler, hamrer brav!Staaer mig bi i Nøden!Ved hver Spaan I høvler af,Ral – ler – jeg – i – Dø – den.

Strofen hugges af ufuldendt, og digtet dør med snedkeren.

I de bedste stykker i Digtes første afdeling har Staffeldt helt sluppet konkurrencen med Oehlenschläger og udfolder sig på egne præmisser. Det gælder fx „Rigsdagen i Helvede“, hvor han for én gangs skyld og ikke uden held udfolder sig som humorist og som satiriker. Humor eller bare lune er ellers ikke et hyppigt forekommende træk i forfatterskabet. Stilen er snarere Wessels eller Baggesens, og indholdet forholder sig parodisk til den store djævleforhandling i begyndelsen af John Miltons Det tabte Paradis (1667, da. 1790). Kun Satan selv taler, og emnet er, hvordan fremskridt i religionen og oplysningen har bragt helvede i krise. Der er for få sjæle, som kommer i helvede, og det punkt nærmer sig, hvor man ikke engang tror på det mere. Heldigvis er der opstået en ny mulighed, idet udbredelsen af demokratiske ideer får mennesket til at opføre sig selvrådigt på helt nye og løfterige måder. Ved digtets slutning forlader Satan og alle hans vasaller derfor helvede for at stige op til jorden og fremme det nye djævelskab. Måske ikke et populært budskab i dag, men hos Staffeldt fremført med stort vid og bid.

Tilsvarende vellykket, men helt anderledes afdæmpet er „Naturdatteren“, hvori en ung piges naturlige og kun halvt erkendte erotiske længsler besvares af mødet med en smuk yngling:

Han drog mig hen til den Kiæmpegrav,Jeg sagde ei nei,Han bad om saa meget, saa meget jeg gav,Hvi skulde jeg ei?Han bad om saa meget, saa meget jeg gav,Thi jeg var saa blød,Jeg havde jo ingen Fortred deraf,Du Yngling sød!Da stod jeg siden ved Pigernes BrøndEn Aften seen,Og fik at vide, at det var en Synd,Hvorfor er det een?

Hendes hengivelse er naturlig, som hun selv er det, og den beskrives uden fordømmelse, selv ikke mødet med en samfundsmæssig fordømmelse rører hende. Det fører blot til det forundrede spørgsmål til moralen, der afslutter digtet. Fordi elskoven har været beskrevet i så uskyldige og naturlige vendinger, fordi den har været beskrevet som et spørgsmål om hengivelse, modtagelse og generøsitet, tager moralen sig irrelevant ud: Den berører slet ikke, hvad der er vigtigt i situationen.

Trods de gode digte blandt romancerne er Staffeldt fortsat langt mere sig selv i digtsamlingens „Anden Afdeeling“, hvor han tillader sig at vende tilbage til de litterære former, han normalt har dyrket. Digtene her er ikke alle uden episke elementer, der er fx en beskrivelig handling i både „Prometheus eller Menneskets Skabelse“ og „Lillas Minde“, men hovedbestræbelsen selv i disse digte sigter imod en forening af filosofisk tanke og kunstnerisk form snarere end imod en dramatisk pointeret handling. Gennem en fri fortolkning af en klassisk myte aftegner „Prometheus eller Menneskets Skabelse“ således en fuldstændig antropologi, altså et udfoldet billede af, hvem mennesket er, der dækker såvel dets lyse som dets mørke sider og tilmed pessimistisk viser en vægtning imellem dem, der lader den mørke side få det sidste ord.

Digtene i anden afdeling har intet af det villede eller forcerede, der præger mange af romancerne. De har større sproglig og formmæssig skarphed, og de fremtræder tættere og mere gennemarbejdede. Selv en bagatel som „Dativen“ rummer en egensindig originalitet, der i den odelignende form løfter det banale sproglige udgangspunkt, at dativbøjningen stort set er død i det danske sprog, til et billede af den tabte heroisk-poetiske tidsalder, som svandt med dativen. Betegnende for Staffeldt forhindrer poesiens spekulative anlæg ikke digtene i også at rumme en intens inderlighed – også i deres besyngelse af abstrakte ideer, som man ser det af digttitler som „Til Naturkraften“, „Til Phantasien“ og „Det Uopnaaelige“. Men også de helt små detaljer kan fæstne digterens opmærksomhed – således digtet om dativen eller „Ved en døende Sommerfugl“, der med omsorgsfuld opmærksomhed skildrer en skadet sommerfugls dødskamp. Karakteristisk nok finder man det små i det store og det store i det små hos Staffeldt, og digtene med abstrakte motiver kan fyldes af nære detaljer, mens digtet om sommer-fuglen kan udvikle sit motiv til det punkt, hvor sommerfuglen til sidst opfattes som budbringer mellem himmel og jord.

Staffeldts Nye Digte (1808) er anderledes komponeret end hans første digtsamling. Romancernes placering og rolle er nedtonet, hvad der synes et æstetisk fornuftigt valg, og i stedet består samlingen af en afdeling med „Blandede Digte“ og en afdeling med 50 nummererede „Sonnetter“. I sin frie og dog sammenhængende mangfoldighed fremtræder Nye Digte mere velkomponeret og sikker end forgængeren. I første afdeling er friheden især i formvalget, mens enheden viser sig i den fælles stilbestræbelse og poetik, der går igennem digtene. I anden del er formvalget det bærende og samlende princip, mens mangfoldigheden viser sig i den store spændvidde af emner og situationer, sonetten viser sig at kunne rumme. Tilsammen danner de to afdelinger dermed på romantisk manér en enhed i mangfoldigheden.

De blandede digte er virkelig blandede og omfatter såvel tidens yndede genrer, lyriske digte og ballader, som tekster, hvis angivne genretilhørsforhold er mere individuelt: „Musens Fødsel. En Mythus“, „Roserne. En Legende“ og „Kong Hadding. Et Eventyr“. I modsætning til den første digtsamling skæmmer disse fortællende digte ikke helhedsindtrykket af samlingen, fordi de snarere end at fremtræde som et forceret forsøg på at konkurrere med en overlegen rival her er med til at fremvise den formelle og tematiske spændvidde, der udmærker digtsamlingen som et romantisk værk. Samtidig blander Staffeldt en række klassiske former ind i sit værk. Det gælder dels sonetten, der allerede i de blandede digte er stærkt repræsenteret, dels en af antikkens store former, distichondigtet, der nok anvendes med romantisk emne- og stilvalg, men stadig optræder med alvorstung vægt i sin fremadskridende vekslen af heksametre og (hyppigt meget frit behandlede) pentametre. En særlig vægt i de blandede digte bærer igen en række filosofisk farvede tekster, hvor poetik, sansning og verdensforståelse går i ét med hinanden. Et eksempel kunne være netop et af samlingens distichondigte, „Ved et Æbletræ, som i Sept. 1804 paa eengang bar Frugter og Blomster“. Med udgangspunkt i synet af det mærkværdige naturfænomen overvejer digtet med en enhed af køligt overblik og brændende ildhu, hvad det er for en betydning, der manifesterer sig her:

Siig, o modne Natur! Er Blomsten en Drøm om din Ungdom, Som fra din skabende Kraft raner en sildig Gestalt?Eller er den dit Digt, som frit over Lovene svæver Og i sin Lovløshed nu vorder den ypperste Lov?Faldt af din Kjede den Ring, til hvilken du Vinteren fæsted', Over hvis Skulder af Iis Høsten sin frugtfulde Kurv Rækker den smilende Vaar? og skal da Sangerens Rige,Længselets yppige Drøm standse i synlig Gestalt?

Men svaret er et andet. Det blomstrende og æblebærende træ manifesterer den omskiftelighed, som udgør åndens enhed i verden. Såvel naturen som historien og poesien manifesterer denne enhed: „Kun Omskiftelsen varer“ konkluderer digtet, fx vokser kunsten frem blandt barbarerne, mens barbariet andetsteds knuser musens arbejde. Dermed har digtet bevæget sig fra den konkrete betragtning af et enkeltfænomen helt op i det bærende princip i tilværelsen, der ikke blot betinger dette fænomen, men styrer forholdet mellem alle fænomener. Fortolkningen forvandler naturfænomenet til et sindbillede på hele verdensordenen og dermed også på de kræfter, der styrer digteren selv og digtningens skæbne i verden.

Sonetterne i Nye Digtes anden del adskiller sig ikke væsentligt fra sonetterne i resten af forfatterskabet. Formen spiller en ubetinget hovedrolle, skønt Staffeldts sonetter langtfra har fået samme opmærksomhed som resten af forfatterskabet. Ud over de 50 sonetter rummer forfatterskabet fra sin begyndelse en række serier af sonetter, således at Staffeldt tilsammen har skrevet i omegnen af 175 digte i formen.

Sonetten har sit udspring i Italien og er en af den europæiske litteraturs vigtigste lyriske genrer. Den er groft fortalt et fjortenlinjet digt, der som regel optræder med en afsnitsdeling, hvor to kvartetter (firlinjede afsnit) efterfølges af to terzetter (trelinjede afsnit). Der er identiske rim i de to kvartetter (altså rimskemaet: abba – abba), mens rimene i terzetterne kan slynges ind i hinanden på forskellige måder.

Genren kom til Danmark i barokken, hvor bl.a. Kingo og Peder Syv benyttede den, men den fik sin første og største opblomstring i den danske litteratur hos Schack Staffeldt. Hans sonetter er blevet kaldt en „klassik“, og det er ikke bare sandt, fordi Staffeldts sonetter er et af genrens toppunkter i Danmark, men også fordi de fremtræder langt mere orienterede imod en klassicistisk digtekunst end hans øvrige poesi. Der er ikke tale om noget brud i forfatterskabet, og en række skriveformer og temaer går igen i og uden for sonetforfatterskabet, men den stramme form udløser en skarphed og en økonomi i Staffeldts digte, der afviger fra den bredde og den stræben efter store retoriske opsving, der kendetegner resten af digtene. Samtidig bliver sonetterne i overensstemmelse med genren langt skarpere i deres pointering end hovedparten af forfatterskabets andre tekster. Endelig er forfatterskabets udstrakte brug af klassiske motiver intensiveret i sonetterne, så man får en række af digte, hvor mængden af referencer til græsk mytologi i sig selv kan gøre dem til et vildnis af subtile henvisninger.