Heibergs erobring af den litterære scene blev aldrig fuldkommen og skete ikke uden voldsom modstand: Oehlenschläger havde fortsat mange støtter. De mest markante var soranerne Peder Hjort, Christian Wilster og Carsten Hauch. Over de næste år blev en række slag udvekslet hver vej. Hauchs kritik fik litterært udtryk med „Den babyloniske Taarnbygning i Mignature“ (1830). Her lader den usympatiske vaudevillemester (Heiberg) et tårn opføre på toppen af digtekunstens stolte slot, hvis gedigne mure består af fortidens store mesterværker. Tårnet består derimod af uholdbare egenproduktioner – vaudeviller – og falder sammen af flere omgange. Hauch kritiserer endvidere Heiberg for i højere grad at værne om smag og form end om det åndfulde indhold.

Svar på tiltale fik Hauch fra uventet hold. I december 1830 udkom Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis, der angav sig selv som skrevet af „Knud Sjællandsfar“ (et af den nyligt afdøde Jens Baggesens pseudonymer). Brevene vakte så intens opmærksomhed i København, at den anonyme forfatter i den efterfølgende periode ofte blot underskrev sig som „Forfatteren af Gjenganger-Breve“.

Baggesen havde selv jævnligt ageret død og talt som genganger (det spillede blandt andet en rolle under Tylvtefejden og i hans efterfølgende udvekslinger med Grundtvig), så gengangerbrevene, der skæmtende giver sig ud for at være skrevet i himlen, ligger i direkte forlængelse af Baggesens egen praksis. De er skrevet i hans smidige, huggende, selvironiske og selvkommenterende stil og er så godt ramte i tonen, at pastichen er næsten umulig at gennemskue – bortset fra, at selve udgangspunktet umuliggør, at de kan være skrevet af Baggesen.

Gjenganger-Breve er skrevet til fordel for formen og den dannede æstetiske smag. De første tre breve er adresseret til Heiberg, og den anonyme forfatter lader „Baggesen“ fortolke Heibergs litterære indsats som en fortsættelse af sin egen kamp for smagen. I et indskudt, posthumt testamente indsættes Heiberg som afløser for den store forgænger i kritikken; dog formanes han samtidig om ikke at fare for hårdt frem i særdeleshed mod Oehlenschläger, hvis format han burde vise større respekt. Dernæst tager „Baggesen“ fat på Hauch, som får de næste to breve, men en noget mindre blid behandling end sin modstander. Skønt „Baggesen“ forsikrer om, at han føler sig så beslægtet med Hauch, som var de svogre, tiltaler ham med det intime „du“ og taler pænt om hans talent, er han knivskarpt kritisk i sin omgang med hans værker og synspunkter. Hauchs digterværker udstilles som „massive“, blottede for elegance i sprog og form, mens hans kritik afvises i skarpe vendinger. Forfatteren sendte bogen anonymt til Heiberg, og først mere end et år senere afslørede han sig: Henrik Hertz.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Angreb og svar på tiltale.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig