Johan Ludvig Heiberg fotograferet i 1850'erne. Portrættet blev efter hans død reproduceret og opklæbet på karton med et trykt digt fra 1827 og Heibergs navnetræk. Det indgår i en serie portrætter af kendte kunstnere og politikere, som fotografen Georg Rosenkilde udgav i slutningen af 1860'erne, og som var til salg i landets bog- og papirhandeler.

.

Den centrale skikkelse i den æstetiske nyudvikling på den litterære scene i 1820'ernes midte var netop Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), søn af P.A. Heiberg og Thomasine Heiberg. Efter faderens landsforvisning, forældrenes dramatiske skilsmisse og moderens nye ægteskab med Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd tilfaldt forældremyndigheden faderen. Han tillod ikke, at sønnen blev opdraget hos Gyllembourgs, men lod ham først bo hos Thomasines fader Johan Buntzen og siden hos sin ven Knud Lyne Rahbek i Bakkehuset. Dette sidste blev dog ikke nogen succes. Heiberg løb bort i 1804 og fik, efter faderens tilladelse, lov til at bo hos moderens slægtninge. Fra 1809 boede han igen sammen med sin mor, og de blev kun få gange siden adskilt i længere tid, nemlig under Heibergs rejse til Sverige 1812 og under hans ophold hos faderen i Paris 1819-22. De boede dog adskilt i perioden 1825-31. Efter studentereksamen og universitetets præliminære eksamen vaklede Heiberg gennem sin studietid mellem naturvidenskaben og æstetikken, men endte dog med i 1817 først at tage magistergraden i æstetik og dernæst indlevere en doktorafhandling om den spanske dramatiker Calderon. Han havde da allerede selv markeret sig som en lovende digter og fik bevilget et rejsestipendium, som han brugte til at besøge faderen i Paris. Her stiftede han et dybtgående bekendtskab med det lettere franske teater og satte sin far i alvorlig gæld.

Hjemvendt fra Paris modtog Heiberg stillingen som lektor i dansk ved universitetet i Kiel. Men stillingen i helstatens udkant så langt fra hovedstaden passede ham kun dårligt, han kedede sig, stiftede yderligere gæld og vendte tilbage til København, så snart udvej gaves til det. Det eneste positive udbytte for ham var bekendtskabet med Hegels filosofi, som han dyrkede til sine dages ende. Ved tilbagekomsten til København gennemførte han det erobringstogt, som gjorde ham til den danske æstetiske scenes centrale æstetiker: Han blev knyttet til Det Kongelige Teater som censor og oversætter, og hans hjem blev samlingssted for hovedstadens dannede elite. Denne magtbase understøttedes af Heibergs ægteskab med teatrets fejrede førstedame, den unge Johanne Luise Pätges (1812-90). Hun spillede hans kvindelige hovedroller og tiltrak alle miljøets yngre talenter til det heibergske hjem, hvor de efter tur forelskede sig i hende. Også hjemmets økonomi forbedrede hun, da hun satte såvel mor som søn under administration med en økonomisk omhu, de ikke havde kendt til tidligere.

Heibergs centrale stilling rokkedes først for alvor igennem 1840'erne, da han på samme tid kom i opposition til såvel konservative som liberale og i stigende grad mødte modstand internt på teatret. Da han i 1849 udnævntes til dets direktør, var hans tid i realiteten for længst forbi: Heibergs direktørtid prægedes af strid og bitterhed, og i 1856 trådte han tilbage. Skønt han fortsatte med at udøve afgørende indflydelse på teatrets styrelse, tilbragte han hovedparten af sin tid i mere ensomme spekulationer. Han døde i 1860 efter længere tids svigtende helbred.

Som en hjemmevant, ungdommelig gæst i det københavnske kulturborgerskabs saloner, der nød både Oehlenschlägers, Baggesens og så godt som alle andres bevågenhed, var Heiberg næsten forudbestemt til deltagelse i den litterære offentlighed. 15 år gammel byggede han sig et dukketeater, hvortil hans første kendte stykke, Kjærlighed og Dyd, er skrevet. Stykket foreligger kun i håndskrevet manuskript. Dukketeatret fulgte ham videre, og da han var omtrent 20 år gammel, skal Oehlen-schläger efter at have overværet en privat opførelse af hans Don Juan have kysset ham og begejstret rost hans arbejde. Samme Don Juan blev i slutningen af 1813 offentliggjort sammen med et andet dukketeaterstykke, Pottemager Walter, under fællestitlen Marionettheater og med året 1814 trykt på titelbladet. Dette efterfulgtes i november 1816 af det af den Calderón-inspirerede Dristig vovet halv er vundet, og allerede måneden efter kom det arbejde, som skulle blive hans første adkomst til berømmelse om end også volde ham en del bryderier.

Læsedramaet Julespøg og Nytaarsløier (1817), hvis fortale er dateret den 16. december 1816, er den unge Heibergs forsøg på efter sin egen maner at følge i Oehlenschlägers fodspor. Komedien falder, som titlen angiver, i to dele med et intermezzo og beskriver sig på titelbladet som „En Fortsættelse af Oehlenschlägers Sanct-Hans-Aften-Spil“. Som sankt-hansaftenspillet har Julespøg og Nytaarsløier da også fået en dobbelt fortale, idet både en gammel vandringsmand og Harlekin får ordet for at præsentere stykket, og vandringsmanden angives tilmed at være identisk med Oehlenschlägers vandringsmand. Men allerede her afviger stykket radikalt fra Oehlenschläger. Sanct Hansaften-Spil har en tydelig metalitterær bevidsthed, bl.a. henviser begge værkets prologfigurer til, hvad digteren har bedt dem gøre for sig, men denne bevidsthed er voldsomt udvidet i Julespøg og Nytaarsløier, der fra start til slut fastholder teaterscenen som sit perspektiv. Alt, hvad der foregår i stykket, præsenteres som iscenesat, og digteren selv og hans overvejelser over sit skuespil generelt og skuespillets væsen specifikt flyttes op på scenen.

Julespøg og Nytaarsløier er en art programskrift for teatret udformet som episodiske optrin. Digterens autoritet udfordres af hans tilskuere, af en monstrøs skikkelse kaldet „Publikum“ og af hans egen figur Harlekin. Han sættes som Herkules ved skillevejen i valget mellem „Klingklang“, som taler i improviserede rim og repræsenterer poesien, og „Hensigt“, der taler i prosa og tilbyder ham slid, borgerlig velstand og et solidt embede. Da han ikke magter at vælge imellem dem, vender de sig begge fra ham, og han indser, at Klingklang var den, han hele tiden havde elsket. Alligevel forbliver digteren sit stykkes mester og kan afslutte det med redegørelser for forholdet mellem digt og virkelighed og med en forelsket dialog med musen. Som led i det litterære spil er der undervejs blevet plads til et skarpt travesterende (parodisk) angreb på Ingemanns tragedie Blanca(1815), idet dennes højstemte figurer og scenerier er blevet nedsænket i en fad, jordisk borgerlighed, som de i al deres luftige tyndbenethed passer ubegribelig dårligt til. Baggrunden for angrebet er Blancas succes hos publikum, som Heiberg dog stærkt overdriver – formentlig for at få sit angreb til at syne af mere.

Stykket viklede Heiberg ind i en polemik med Grundtvig, som ikke tålte angrebet på Ingemann. De umage kombattanter trak sig dog begge tilbage fra valpladsen efter et par hug hver, hvoraf Heibergs i modsætning til Grundtvigs i det mindste faldt elegant ud. Potentielt alvorligere var, at stykket indbragte Heiberg en reprimande for sin uærbødige omgang med såvel patriarken Abraham som politiet fra selveste justitsministeren, der vist endda i denne sag talte på vegne af kongen. Den fik dog ingen videre følger.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kritikkens nye magthaver - Johan Ludvig Heiberg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig