Den nye prosa, den nye realisme

Med den nye romangenres gennembrud hos Blicher, Gyllembourg og Møller følger en ny vidtspændende og varieret realisme. Fælles for alle tre er, at de flytter litteraturens primære interesse tæt på en livsverden, som er mere umiddelbart genkendelig for deres læsere. De problemer, deres figurer kæmper med, de miljøer, figurerne bevæger sig i, og de situationer og samlivsformer, der beskrives, er kendte fra datidens soci-ale liv. Samtidig har alle tre forfattere et realistisk ideal underforstået i deres digtning. Netop gengivelsen af en genkendelig og dermed også for læserens øjne sand virkelighed er helt central hos dem alle tre, ligesom de alle viser, hvordan interessante og nogle gange dramatiske historier kan foldes ud af de oftest mindre prangende miljøer, fortællingerne bevæger sig i. På samme måde demonstreres det, at man ikke behøver tilsætninger af oldhistorisk, eksotisk eller fantastisk art for at gøre sin historie levende. Dramaet ligger lige foran en, man skal bare lære at se det.

Samtidig viser de tre forfattere også mangfoldigheden i den nye realisme. Thomasine Gyllembourg er måske samtidskulturens mest rendyrkede kronikør. I fortælling efter fortælling kaster hun et undersøgende lys ind over det borgerlige samfunds privatsfære og afdækker skævheder og misvisninger i de normer og de personligheds- og familiedannelser, man finder dér. Samtidig tegner hun et billede af en ideel familiedannelse, der kan tjene som mønster og spejlbillede for den borgerlige familie. Hun er den af de tre, hvis realisme er mest direkte moralsk: Hun har sin læsers åndelige og sociale dannelse direkte for øje.

Poul Martin Møllers realisme ligger snarere i hans evne til at se og tegne figurer, miljøer og situationer, så de bliver næsten håndgribeligt nærværende. Hans sans er for den konkrete, levende detalje og det maleriske billede. Derimod demonstrerer han ingen særlig interesse i for alvor at gennemspille store eksistentielle kriser og langstrakte dramaer for læserens øjne. Hans figurer er knivskarpt affotograferede, men de er – med Eyvind Skaldaspiller som eneste undtagelse – ikke i bevægelse.

En mere kras og mere dybtgående realisme repræsenterer Steen Steensen Blicher, som ofte lader konflikter og lidenskaber træde frem uden den poetiske realismes forsonende skær. Han søger heller ikke nødvendigvis imod en harmonisk balance, men lader gentagne gange sine figurer gå under i deres egne lidenskaber. Han er den nye realismes store, nøgterne tragiker. Samtidig træder Blichers miljøer også frem med en mere barsk nøgternhed og med en skarp bevidsthed om den nødvendige materielle basis for menneskets liv.