Denne stræben imod det klart tegnede billede såvel som den mere diskrete eller tilbagetrukne forfatterholdning går igen i resten af forfatterskabet. Møller er den første, som introducerer begrebet mimesis (dvs. virkelighedsgengivelse) i den æstetiske debat i Danmark, og som arbejder teoretisk med en realistisk æstetik. Han fastholder, at der er en særlig genre i litteraturen, hvis hovedinteresse er sandheden, og som er fuldt selvstændig og ligeværdig, så dens værker kan være lige så fremragende som alle andre genrers.

Møller mestrede romancen, en af romantikkens hovedformer. Det viser bl.a. „Holger Danske og Skrædderne“ (ca. 1812-1816), „St. Laurentius (1819) og „Romanze“ (omkring 1820). Men han skrev oftest med udgangspunkt i sin samtid. Han vægter anskueligheden i digtekunsten meget højt, idet han fortolker den som en erkendelsesform fuldt på linje med videnskaben, blot med en anden arbejdsform og andre virkemidler. I sin kritik knytter han kravet om sanselighed og konkretisering til kravet om psykologisk sandsynlighed, og i hans digterværker resulterer denne interesse i et bredt galleri af individualiserede mennesketyper hver med sin egenartede tankegang og sit karakteristiske reaktionsmønster.

Hans interesse for såvel psykologien som den poetisk opfattede detalje møder man bl.a. i digtkredsen „Scener i Rosenborg Slotshave“, skrevet 1820 eller -21, som viser den spændvidde, der kan udfoldes i det nære. Digtene rækker fra „En Rekonvalescent“s stille patos til den overgivne komik og stilparodi i „Hans og Trine“. Her mødes de unge elskende i skikkelse af to skolebørn for sammen at svælge i dårlige kærlighedsromaner, men idyllen krakelerer, da fortiden skiller dem ad. Hans beklager sig over, at Trine er gået forbi ham i går uden at hilse, og det udløser følgende ordveksling:

TRINEMen jeg maatte mig jo skamme,Som et Ærkesviin du gik:I din Trøie var en Flænge,Ingen Puld var i din Hat;Thi du slaaes med slemme DrengeSom en vilter Abekat.

HANSTrine! vilde du mig favne,Hvis jeg som en Nidding stod,Hørte taus paa Øgenavne,Og det hevned ei med Blod?Jeg blev kaldt Hans Pandekage.Hvilken ærerørig Snak!Aldrig jeg i mine DageSaadant i min Lomme stak.

Med et sådant oplæg, må tragedien fuldbyrdes. Hans, der har kæmpet tappert for sin ære mod skamskænderne, må finde sig i en grov irettesættelse. Han bebrejdes sine laster og sin mangel på pli, og må finde sig i, at hans Trine kalder ham „en snavset Buksemand“ og gentager det ærekrænkende „Hans Pandekage“, lige inden hun sejler af scenen med næsen i sky, mens Hans står tilbage med sin afgrundsdybe sorg, som han udtrykker i en sonet, hvis indhold har lidt svært ved at leve op til den ophøjede form, og hvis triste konklusion er, at liv og kunst ikke svarer til hinanden: „Jeg læste aldrig saadant i Romanen.“ Det kommer imidlertid kun som en overraskelse for Hans selv, ikke for læseren, som har haft lejlighed til at følge de unge elskendes forsøg på at leve op til de litterære normer, og som hele tiden har kunnet genkende skolebørnenes verden bag den høje stil. Genkendelighed og kedsommelighed følges altså ikke ad hos Møller, snarere tværtimod. Ved at fastholde interessen på det nære kan Møller vise hele det spektrum af liv og følelser, som udfolder sig lige uden for hans egen og læserens gadedør.

Møllers realisme er imidlertid en anden end Blichers, den er ikke socialt nærgående i skildringer af nød og undergang og ikke psykologisk nærgående i afsløringer af menneskets indfældethed i sin egen overmægtige og ofte kun halvt synlige lidenskabsverden. Selv over Møllers mest krasse tekster hviler der et poetisk skær. De er kunstnerisk opfattede og lyrisk skildrede.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Realistisk poesi - poetisk realisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig