Magtens skikkelser og historiens drama

Hauch udviklede den historiske emnekreds gennem hele forfatterskabet. Det første forsøg var dramaet Tiber (1828), skrevet i Rom i 1826. De sidste er skuespillet Tycho Brahes Ungdom (1852) og romanen Charles de la Bussière (1860). I de fleste tilfælde tager han stoffet direkte fra historien, i andre klæder han en romantisk intrige i et historisk kostume, eller han tager sit forlæg i den nordiske saga- og heltehistorie. Hans læremestre var Oehlenschläger, Ingemann og Walter Scott, men intentionen var en anden. Det, der lå ham på sinde, var ikke at glorificere fædrelandshistorien, men en meget mere almen interesse for mekanismerne i den historiske proces. Halvdelen af emnerne er taget fra den store europæiske historie, lige fra det romerske kejserrige i Tiber over Den Franske Revolution i Charles de la Bussière til samtidsbegivenhederne under den polske opstand i 1830'erne i En polsk Familie. De nordiske emner er tættere på læremestrene. Fx fortæller han dansk kongehistorie i romanen Vilhelm Zabern i lighed med Ingemanns historiske romaner. Skuespil som Svend Grathe (1841) og Marsk Stig (1850) er forfattet efter oeh-lenschlägersk model, og linjen fra både Oehlenschläger og Grundtvig dukker også op i hans brug af sagastoffet i Saga om Thorvald Vidførle og Fortælling om Haldor.

Hauchs historiske fantasi var tiltrukket af disse højst forskellige tidsmiljøer, men det er stort set det samme konfliktstof, der er til behandling i alle værkerne. Det er magtens system og forgreninger ind i den enkeltes liv, der skildres i forskelligt historisk klædebon. Alle hovedpersoner er trukket ind i magtens sfære, og alle kommer i en kritisk situation, hvor deres personlige ret og frihed bliver sat på spil over for en politisk overmagt. Vilhelm Zabern sætter ære og kærlighed på spil i Christian 2.s tjeneste, vikingen Haldor begår selvtægt og dømmes fredløs fra kong Haralds hird, og aristokraten Charles de la Bussière spiller højt spil som spion under Robespierres rædselsregime. Bagved det hele drøfter Hauch bestandig sin tids – det vil sige restaurationstidens og enevældens – ømfindtlige spørgsmål om frihedens utopi og de demokratiske rettigheder. Der er derfor også en indlysende logik i, at Hauch i sin sidste roman måtte stille sig den opgave at skrive om Den Franske Revolution. Den Franske Revolution var historiens absolutte symbol og indeholdt hele hans generations politiske problematik. Desuden var den drivkraften bag den historiske genre, som han selv havde valgt at skrive det meste af sit forfatterskab i. Det sidste giver han et hint om i Charles de la Bussière, der indledes med en beskrivelse af tilstandene i Paris 1790, hvor byen strømmede til „de Teaterstykker, hvori Cæsar faldt for Brutus' Dolk, hvori Geszler gjennemboredes af Vilhelm Tells Piil, eller hvori Carl den Niendes Grusomhed mod Huguenotterne med skærende Farver fremstilledes.“ På samme måde spejler Hauch sin samtid i de historiske romaner, og i citatet ligger der også en kommentar til hans egen fascination af tyrannerne gennem tiderne (Kejser Tiberius, Christian 2., Marsk Stig kan rubriceres i denne kategori). Hauch og hans generation havde Napoleon-dyrkelsen i frisk erindring, og de politiske magtfigurer havde en magnetisk appel til deres nyvakte historiske fantasi. Men hvad der i lige så høj grad optog Hauch, var de kræfter, der stråler ud fra magtens centrum. I romaner og dramaer viser han de talrige måder, hvorpå personers skæbne og psyke formes i magtens labyrint, og hvorledes de retsindige stilles på prøve over for politisk korruption og menneskelig egoisme.

Vilhelm Zabern (1834) er Hauchs første historiske roman og den mest gennemkomponerede. Intrigen udspiller sig i Norge og Danmark i begyndelsen af 1500-tallet omkring Christian 2.s hof. Der er i ordets dobbelte betydning tale om intrige, for i centrum står kongens forhold til den hollandske maitresse Dyveke og hendes mor, den intrigante Sigbrit, der ved hjælp af datteren har indyndet sig i kongens gunst. Vilhelm Zabern er sekretær hos kongen, han er dygtig og loyal, men hans kærlighed til Dyveke spinder ham ind i Sigbrits rænker med det resultat, at han anklages for statsforræderi. Bogens skurk er skriveren Faaborg, den amoralske opportunist, der findes i ethvert magtmiljø. Han spionerer snart for kongen, snart for Sigbrit, og det er ham, der angiver Zabern og Dyveke på deres flugt, som ender med hendes selvmord.

Bogens centrum er Dyveke. Hun er skøn og fristende, men bliver et offer både for moderens manipulationer og for sine egne indre impulser. Hauch tegner her er et karakterportræt af en ny type 'uskyldig' femme fatale, som danner epoke i litteraturen. Hun er det impulsive og lunefulde naturbarn, der er god på bunden, men så styret af sine ubevidste drifter, at hun på den ene side forfører mændene, på den anden side selv bliver en kastebold mellem de stærkeres viljer.

Forførersken, der selv bliver forført og fortabt, har aner tilbage til Eva i Bibelens skabelsesberetning, og i de romantiske tekster dukker hun op i elver- og havfrueskikkelser eller som nymfomaner, der truer den mandlige kontrol. Fra Oehlenschläger kender vi elverpigen i „Ellehöien“, havfruen Tangkjer i Helge og den dæmoniske Skulde i Hroars Saga. I europæisk digtning ses hun i skikkelser som Die Loreley af Heinrich Heine og La Belle Dame sans Merci af John Keats. Det nye ved Hauchs Dyveke-figur er, at hun ikke blot er farlig for mændene, men også for sig selv. Hun er ikke kun et symbol på mandlig seksualangst, for Hauch har i hende skildret en splittet natur, der ikke mindst er en gåde for sig selv.

Dyveke er psykologisk interessant i den mening, betegnelsen fik i litteratur og æstetik fra dette tidspunkt. Romanen er fra 1834, og i løbet af de næste år blev litteraturen både i Danmark og Europa fyldt med kvindeportrætter af samme type. Hertz' Ragnhild i Svend Dyrings Huus (1837) og Rhitra i Christian Winthers Hjortens Flugt (1856) hører til denne race, og selv Oehlenschläger eksperimenterede i sit sene forfatterskab med den rastløse kvindetype, fx Gudrun i Kiartan og Gudrun (1848) og særlig Dina i stykket af samme navn (1842). Det interessante i disse portrætter er selve modsætningsfylden. Ikke mindst deres erotiske kompleksitet. Dyveke-figuren har det hele.

Hendes psyke består i uskelnelige overgange mellem naturinstinkt og en skuespilkunst, der nærmer sig blændværk. Hun skildres som en skovnymfe og altid med sit kæledyr, en snehvid gedebuk, i sit følge. Det sidste er Hauchs reference til Victor Hugos sigøjnerpige Esméralda i Klokkeren fra Notre-Dame (1831, da. 1883), som understreger figurens fiktionskarakter. I handlingen leger Dyveke med illusion og virkelighed i en maskeradescene, hvor hun kårer Zabern til sin brudgom og spiller grusomt på hans forhåbninger. Hun vil erobre alle og vil ingenting. Deraf også hendes udsving mellem overstadighed og tristesse. Da hun er død og tabt for Zabern, forvandles hun imidlertid til en skytsånd, der redder ham fra henrettelse i kraft af kongens løfte til hende. Hendes virkning rækker med andre ord ud over graven, men da hun er væk, er der ikke mere at fortælle. Resten af bogen er kun en bleg afslutning på det hele, hvor Zabern vederfares ret og forenes med en skøn og ædel kvinde, en Dyveke uden dæmoni.

Romanen har en endnu en „interessant“ person, nemlig opportunisten Faaborg, der er en vendekåbe, og som ved flere lejligheder skilter med en selvopgivende nihilisme. Både Dyveke og Faaborg er uden jegkerne eller sammenhæng i karakteren, og de stiller i den henseende den helstøbte Zabern i positivt relief. Men de er netop mere interessante, fordi de samtidig åbner for en refleksion over psykens gåder og jegets problematik. Faaborg er kun en biperson, men i sin indledning til bogen peger Hauch specielt på ham, når han bemærker: „At Dyveke og Faaborg derimod vare saaledes, som de her fremstilles, havde denne Bogs Udgiver ikke troet. Faaborg især synes noget moderne, imidlertid er dette intet Beviis paa, at saadanne Mennesker paa den Tid ei kunde findes.“

Med prædikatet moderne giver Hauch en nøgle til sin intention med den historiske fortælling. For det første siger han, at det er et anliggende i samtiden, der udløser interessen for et bestemt historisk stof. Faaborg og Dyveke er ikke kun typer fra en fjern historisk fortid, men har også noget at sige et moderne publikum i 1834. For det andet giver han via disse figurer en diagnose af et følelsesregister, der er typisk for hans egen tid, nemlig en splittelse og rastløshed, der har flere kilder, men som ligesom i romanen har at gøre med epokens politiske spændinger. Zaberns præst og sjælesørger taler således også på Hauchs vegne, når han siger: „Gjæring er der overalt, det Gamle forstyrres og det Ny reiser sig!“ og igen, når han beskriver brydningen mellem tradition og forandring som en nødvendig og smertefuld proces: „I Forstyrrelsens Tider fæster ofte en ny Herlighed Rod, min Søn.“

Hauch er patetisk i sin diktion, men han skriver med historisk sans og politisk nerve. Romanerne udspiller sig alle i brydningsperioder, hvor den historiske forandring spiller ind i de konflikter, vi møder hos personerne, og former deres lykke og ulykke. De store begivenheder ses på tættere eller fjernere afstand, i nogle af værkerne som en bagvedliggende årsagskæde, der kun momentvis eksponeres i den konkrete handling (Vilhelm Zabern, En polsk Familie, Fortælling om Haldor), i andre trukket mere i forgrunden som det magtspil, der lægger muligheder åbne og driver personerne til handling (Tiber, Charles de la Bussière, Svend Grathe).

Handlingen i En polsk Familie (1839) er tæt på samtiden, den foregår under den polske opstand i 1830 mod russisk overherredømme, og den lægger sit snit i dynamikken mellem de nære relationer i adelsfamilien Litowski og den brede folkelige oprørsbevægelse. Vi overværer episoder med politiske fængslinger og ideologisk debat, vi er med i de revolutionære klubber og på krigsskuepladsen i slag mellem polske patrioter og russiske kejsertropper. Hauch lader, som en anden Walter Scott, sin fortæller kommentere forholdet mellem fiktion og historie undervejs: „Det er Historieskriverens Pligt at overskue Tidens Hovedstrøm, Digteren derimod dvæler helst ved de mindre Sidestrømme og Hvirvler nær ved Kysterne; dette maa være vor Undskyldning, naar vi her kun i Korthed omtale den egentlige Kamp, som vi ene skulle berøre, saavidt den staaer i Forbindelse med de Personers Levnetsløb, vi her beskrive.“ Der er noget omstændeligt over Hauch som fortæller, han har ikke Scotts hurtige vid eller hans evne til at trække historisk realisme og røverromantik sammen i et spændende plot. Hos Hauch ses det historiske stof gennem idéen, og læserappellen ligger i de følelsesladede personoptrin.

Vi følger den politisk spændte situation gennem den unge Adalbert Litowski, der er hjemvendt til sit fædrene gods. Han er romanens observatør og den, der medierer mellem de skarpe holdninger, der brydes omkring ham. Mest markant er tegningen af Leontine, som er Adalberts elskede og romanens revolutionære heltinde. Hun er skildret som et naturbarn i stil med Dyveke i Vilhelm Zabern, men modsat Dyveke er hun en helstøbt karakter, der ofrer sig i idéens tjeneste. Hun er en polsk Jeanne d'Arc, fejende skildret i slaget om Polens frihed. – I den anden ende af skalaen står starosten, Adalberts far, den nye pragmatiske godsejertype, der ud fra sine interesser samarbejder med den russiske regeringsmagt. Spørgsmålene om national selvstændighed bliver på den måde vævet ind i en diskussion om modernisering og fremskridt, som skiller vandene og sætter hårdt imod hårdt. De nationale frihedskæmpere hævder traditionsværdierne, og dette tema slås an fra starten, hvor en omrejsende folkesanger, der besøger Litowskis gods, kastes i fængsel af ordensmagten for at opvigle bondebefolkningen.

Folkepoesien er ikke blot et debattema i bogen, men selv til stede i de scener, hvor personerne tager fat og fortæller deres eventyr og sagn og synger deres viser. Hauch er især blevet husket for versene i en af disse sange, „Hvorfor svulmer Weichselfloden som et Heltebryst“, der senere blev sat i musik af Niels W. Gade. Romanen er således en blanding af uens stemmer og teksttyper, og i den henseende er den en videreudvikling af den romantiske hybridform, som Hauch havde brugt tidligere. Det er endda en særlig pointe for ham at bringe eventyrenes fantastiske verden i kontakt med den politiske samtidsrealisme, fordi han på den måde får stillet sit spørgsmål til, hvor grænserne går mellem poesi og samfundsanliggende.

Man kan selvfølgelig diskutere, om det viser, at Hauch var i stand til at give den romantiske roman politisk kant, eller om han med sin sammenblanding af folkemytologi og frihedspatos blot afslører sin begrænsede forståelse af den magtpolitiske situation i Polen. Set i bakspejlet er romanen et udtryk for en romantisk idealisme, som heller ikke var på omgangshøjde med det politiske opbrud andre steder i europæisk litteratur, fx hos Heinrich Heine og Ludwig Börne eller hos Byron. Men i forhold til det lokale litterære miljø i Danmark i 1839, er bogens politiske engagement enestående.

Selve interessen for folkepoesien og for kulturens folkelige rødder havde været et af hovedsporene i det romantiske gennembrud overalt i Europa, og i Danmark lige siden Oehlenschlägers første fremtræden. Sporet gik, som tidligere beskrevet, bagud til J.G. Herder og hans indsamling af europæiske folkeviser i Stimmen der Völker in Liedern (1778-79, Folkenes stemmer i sange). I Hauchs roman sættes der lighedstegn mellem folkekultur og national frihedskamp, folkekulturen forbindes med de undertrykte demokratiske rettigheder. Men Hauch har også sans for de reaktionære sider i traditionsdyrkelsen. Hovedpersonens far, den praktiske økonom, for hvem landets fremtid beror på en moderne landbrugsdrift, vækst og levestandard, ser den omsiggribende dyrkelse af traditioner som reaktionær eskapisme: „Et Folk, der vil staae paa samme Trin, hvorpaa det stod i Middelalderen, maa gaae til Grunde; det gamle Haab, de gamle Drømme, de gamle Sange, de gamle Eventyr, de ere Polens Pest og dets Ulykke. Deraf opstod den sørgelige Foragt for ethvert Fremskridt, deraf kom vor Mangel paa Sammenhold, vor Trods mod Fornuft og Orden, deraf kom den stærke Kløft mellem Folk og Fyrste …“ I bogens brede persongalleri findes en skala af meninger, der brydes, og starostens argument kommer til orde side om side med den fædrelandsromantiske idealisme eller den tørre skepticisme, som repræsenteres af andre af bogens personer. Hvor Hauch selv stiller sig, kan være svært at afgøre. Han fælder ingen dom, men insisterer dog på poesiens ret, ikke kun som nostalgi, men også som en fremadrettet frihedsvision. Dette tema og dette spørgsmål har Hauch med sig hele vejen: Hvad er poesiens berettigelse? Hvordan realiseres idealet i virkeligheden? I sin tidlige digtning hyldede han den ultra-romantiske parole, at poesien er den højeste virkelighed. Men han blev ved med at afprøve og revidere denne sandhed. Det er det, der gør ham til en anfægtet romantiker, men også det, der var en spore for hans produktive evne, når han i bog efter bog forsøgte at bygge bro mellem utopien og historiens hårde kendsgerninger.

Handlingen i Charles de la Bussière (1860) udspiller sig under Den Franske Revolution i årene fra 1790 og fremefter, det vil sige de år, hvor jacobinerne overtog revolutionen først under Danton, og siden under Marats og Robespierres såkaldte rædselsherredømme. Her er scenen og handlingen selve den politiske proces. Hovedpersonen Charles er sekretær hos Mirabeau, hvis rolle som præsident for Nationalforsamlingen allerede er udspillet ved romanens start. Han overværer Mirabeaus politiske taler til den ophidsede pøbel, deltager i forhandlinger med Danton og andre af republikkens mænd, og da han senere arbejder 'under cover' for den moderate fløj, færdes han i Robespierres kontorer og får adgang til diverse sammensværgelser i afsides værelser i Palais Royals kaffehuse.

Hauch maler sine revolutionstyper med en karaktertegning, der ligger tæt på tidens franske litteratur, fx hos Honoré de Balzac eller Eugene Sue. Det er mænd, „hvis Ansigter syntes gjennemfurede af stærke Lidenskaber“, eller som det hedder om Danton: „I hans trodsige, forvovne Aasyn stod den paafølgende Revolution med al sin Blodtørst og Nydelseslyst, men ogsaa med al sin frygtelige Kraft og Forvovenhed ligesom skrevet med forkortede Træk.“ Romanens spændingsmoment er hovedpersonens hemmelige spionage og bortskaffelse af dødslisterne fra Robespierres komité. Charles er en af Hauchs uselviske helte, der vover livet ikke for magt og ære, men for retfærdigheden. Som karakterskildring er Charles helt fersk og gennemsigtig, han er blot en synsvinkel og et talerør, der fører os gennem diverse revolutionstableauer og giver forfatterens etiske tolkning af oprørets utopi og praksis. Konklusionen er anti-revolutionær. Revolutionens agenter er „en Yngel af Dybet“ eller „det skidne Bundfald af Folket, der boer i de forpestede Huler under vore Fødder.“ Men igen holder Hauch mere end én pointe i reserve og fastholder frihedens idé midt i det udartende forløb. Folkets krav om frihed er et retfærdigt krav, der er udløst af despotismen på kongetronen og i ministrenes sale, som Mirabeau siger. Det er også romanens grundsætning. Men det er Hauch om at gøre at vise, hvor forskellige følgesætninger der kan drages af dette. Hos Danton lyder den revolutionære patos: „Nu er Viseren paa det store Verdensuhr kommet saavidt, at denne Revolution maatte finde Sted, og denne Viser kan intet Menneskes Kraft tvinge tilbage.“ Mens den moderate Mirabeau (og Hauch) taler mere sagte: „At der gives en saadan Mængde af disse Ulykkelige, hvilket Beviis er det ikke paa, hvor lidt vor Regjering gjennem Aarhundreder har været sin Opgave voxen.“

Hauchs gennemspilning af Den Franske Revolution i romanform giver ikke det endelige svar på, hvordan idealet lader sig indløse i virkelighedens verden. Frihedsideen er intakt, men revolutionsmodellen duer ikke, for massernes oprør fører ikke frem til målet. I En polsk Familie led de gode kræfter nederlag, og i Charles de la Bussière bliver de gode viljer korrumperet i revolutionens forløb. Håbet kan ikke indfries på det politiske plan. Det positive svar, Hauch var i stand til at give, havde han allerede leveret i Robert Fulton, og svaret hedder videnskab, modernisering og teknologisk innovation. Fulton er den talentfulde ener, det visionære individ, der yder sin præstation i den fredelige udviklings navn og dermed bringer menneskeheden et trin nærmere til frihedens og humanitetens ideal. Hvis det ikke var for bogens naturfilosofiske helhedssyn, som holder romanen på romantisk grund, kunne man sige, at Hauch her krydser grænsen til samtidens realisme. Det er under alle omstændigheder Hauchs mindst sværmeriske bog, eller det, han sværmer for her og i de sene romaner, er det virkelige.