I årene omkring 1825 og herefter skete der en så voldsom opblussen af den fortællende litteratur i Danmark, at man med rimelighed kan betragte det som et gennembrud. Fiktionsprosaen var selvfølgelig ikke noget nyt fænomen. Der var prosaister i det foregående århundrede, bl.a. P.F. Suhm, O.J. Samsøe og Christen Pram, og de fyldte mere i samtiden, end de gør i dag. Men 1700-tallet rummer kun tre litterære prosaarbejder, som stadig er uafviselige hovedværker: Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske Reise (1741), Johannes Ewalds Levnet og Meeninger (skrevet 1774-78), og Jens Baggesens Labyrinten (1792-93). De to sidste er ikke direkte fiktionsværker, men har en selvbiografisk baggrund trods tydelige fiktiviseringer. En stor, sammenhængende tradition for fiktionsprosa i 1700-tallet, som den England kan fremvise med bl.a. Daniel Defoe, Jonathan Swift, Samuel Richardson, Henry Fielding og Laurence Sterne, er vi uhyre langt fra. Det gælder også, når vi går længere tilbage. 1600-tallet rummer ikke et eneste betydeligt fiktionsprosaværk og vel kun ét prosaværk af afgørende litterær betydning, Leonora Christinas Jammers Minde (skrevet 1673-1685).

At både Levnet og Meeninger og Jammers Minde først blev udgivet i løbet af 1800-tallet er vel en tilfældighed, men en karakteristisk sådan. For efter en lidt langsom start trådte prosaen fra århundredets tredje årti med stor styrke ind på den litterære scene. Allerede fra århundredets begyndelse havde prosaen domineret markedet. Den mest læste og solgte litteratur var oversatte prosafortællinger af populære forfattere som Christian Spiesz, August Lafontaine og Christian August Vulpius, væsentligst af sentimental og moraliserende karakter. Dertil kom en række tidsskrifter, der oversatte udenlandske noveller og også trykte en del originale, men ikke specielt betydelige danske bidrag. De var forholdsvis bredt kendte og havde en meget større læserkreds, end deres efter moderne målestokke begrænsede oplag tilsiger. Men de folkelige tidsskrifter, der vitterlig var en blandet landhandel, regnedes ikke i de litterære og dannede cirkler. Således latterliggør Poul Martin Møller i

En dansk Students Eventyr den læsende møllerdatter Marie for hendes lekture. Da den vandrende student Fritz i sit brev roser hendes dannelse, håner hans forstandige kammerat Bertel situationen, hvor „en Kres af Jomfruer og Fruer have dannet sig et landligt Læseselskab, og utaalmodigt vente den agende Post, for med Graadighed at styrte sig over Brevduen, Harpen, Læsefrugterne o. s. v.“ Det viser sig da også, at såvel herregårdsfruen, der har forestået læsningen, som Marie selv er blevet spoleret af den. De tre tidsskrifter, Bertel spotter, er i øvrigt C.N. Rosenkildes Brevduen, et Ugeblad af blandet Indhold (1818-1824), A.F. Elmquists Læsefrugter samlede paa Litteraturens Mark (1818-1833) og A.P. Liunges Harpen, et æstetisk Tidsskrift (1820-1824).

Men fra midten af 1820'erne begyndte prosaen at vinde indpas også hos den litterære elite, og betydelige danske prosaværker dukkede op på den litterære scene med Ingemanns historiske romaner og med Steen Steensen Blicher, Thomasine Gyllembourg, Poul Martin Møller, Carl Bernhard og H.C. Andersen. Fra da af fyldte prosaisterne århundredet: Alene før det moderne gennembrud finder vi ud over de nævnte bl.a. Carsten Hauch, Carl Bagger, Søren Kierkegaard, Poul Chievitz, M. A. Goldschmidt, Hans Egede Schack og Mathilde Fibiger.

Denne udvikling var alt andet end tilfældig. Den løb parallelt med og var på en måde en virkning af den stigende samfundsmæssige indflydelse, borgerskabet vandt igennem 1700- og 1800-tallet. Prosaen generelt og romanen specifikt er borgerskabets genre. Opkomsten af et egentligt litterært marked med et bredere læsende publikum var en nødvendig forudsætning for, at der overhovedet kunne skrives og udgives værker, der ikke havde en specifik situation, person eller samfundsmæssig funktion for øje. Men epikkens opblomstring er ikke bare et spørgsmål om markedets muligheder. Hovedlinjen i den moderne prosalitteratur fra 1700-tallet og frem bevægede sig inden for en forestillingsverden, hvor de beskrevne personers magt og handlingsmuligheder ikke er væsentligt anderledes, end hvad almindelig realisme tillader. Det betød ikke, at alle fortællingerne var realistiske. Forskellige former for fantastisk fortællekunst blomstrede i hele perioden, men deres personer var ikke overmennesker, om end de selvfølgelig kunne være kloge eller tåbelige, dygtige eller uduelige, stærke eller svage, sympatiske eller modbydelige. Romanen blev derfor som form i høj grad en afsøgning af den jordiske verden og af menneskets placering i den, i vidt omfang set fra det nu dominerende borgerskabs perspektiv, men ikke nødvendigvis velvilligt indstillet over for det. På den baggrund ser man i den samtidige litteratur en mangfoldig og varieret realisme udfolde sig med den nye prosa som sit mest naturlige område. Det sker på meget forskellige måder hos periodens centrale prosaister, Steen Steensen Blicher, Thomasine Gyllembourg, Poul Martin Møller og H.C. Andersen.

Af de forfattere, som står for prosagennembruddet i Danmark, er det i begyndelsen kun Thomasine Gyllembourg og Ingemann, som opdages og agtes i de litterære cirkler. Imidlertid bliver det hurtigt klart, at der både er kunstneriske muligheder, som endnu ikke er blevet udnyttet, og et læsende marked til også den danske prosa. Allerede i 1830'erne, mens både Ingemann, Gyllembourg og Blicher skriver videre, finder der en yderligere opblomstring af prosaen sted. Det væsentligste nye er H.C. Andersens forfatterskab, men dertil kommer yderligere tre prosadebutanter, som alle skriver vigtige værker i perioden, nemlig Carsten Hauch, Carl Bagger og Carl Bernhard. Af disse repræsenterer både Bagger og Bernhard en egenartet videreførelse af den bevægelse, som var begyndt med de prosaister, der debuterede i anden halvdel af 1820'erne. Carl Bernhard debuterer således hos Heiberg i Flyveposten, mens Carsten Hauch på sin side repræsenterer en romantisk prosa, som først på dette sene tidspunkt for alvor kommer til udfoldelse i Danmark, og som derfor også på nogle punkter får en anderledes karakter end Grundtvigs og Oehlenschlägers mere begrænsede udfoldelser som prosaister i romantikkens første generation.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Epikkens gennembrud.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig