H.C. Andersen lod sig gerne fotografere, som her i 1863. Det ældst kendte fotografi af ham er fra 1847.

.

Gennem hele forfatterskabet skrev H.C. Andersen digte: i sin ungdom fortællende (ofte) komiske digte i traditionen fra Wessel, tankedigte, kærlighedsdigte, naturdigte og en række genrebilleder i digtform. I et af mesterstykkerne pacificerer digterjeget et truende fjeld ved at sætte det ind i sit digt. For digteren er, som skrevet står, „en farlig Hexemester!“ I det titelløse digts anden og sidste strofe demonstrerer han denne almagts sande dimensioner. Han ser en dejlig pige, som står med ryggen til, men til hans fortrydelse vender hun sig ikke om, så han kan se ansigtet. Og så må den i livet afmægtige hævne sig ved at gøre hende til kunst:

Hun trodser! Vel – hun skal dog ind i Digtet!Som der hun staaer, jeg hende tage vil,Nu skal hun staae og vende Ryggen til.Her er det Hele: Lyset smukt med Skyggen,Og Pigen, som nu altid ses paa Ryggen.

Denne underfundighed, som er nærtbeslægtet med eventyrets dobbeltblik, kendetegner mange af de bedste digte. Men det blev også til en omfattende produktion af mere traditionelle lejlighedsdigte, især mindedigte og fædrelandsdigte. En række af H.C. Andersens digte er blevet klassikere. Nogle få eksempler kan antyde spændvidden: kærlighedsdigtet „To brune Øine“, genrebilledet „Moderen med Barnet“ (Hist, hvor Veien slaaer en Bugt), fædrelandssangen „I Danmark er jeg født“, børnesangen „Pandebeen, godt det groer“ og salmen „Barn Jesus i en Krybbe laae“.

Også på skuespillets område var indsatsen omfattende, godt 40 arbejder, både originale og bearbejdelser, blev det til. Nogle af de vigtigste værker er Mulatten (1840), Kongen drømmer (1844), Ole Lukøie (1850) og Hyldemoer (1851) – de to sidste blev opført på underholdningsteatret Casino, hvor H.C. Andersen op gennem 1850'erne blev en slags husdigter og oplevede en række successer med især syngespil. Men til trods for, at en række digte er blevet stående, og til trods for, at H.C. Andersen var en ikke helt ueffen teaterdigter i de lette genrer, så er det forfatterskabets prosaværker, først og fremmest eventyrene, der kunstnerisk set har vist sig langtidsholdbare.

I 1852 valgte H.C. Andersen at indføre en anden betegnelse „Historier“ i stedet for „Eventyr“ – fra 1858 begge betegnelser („Nye Eventyr og Historier“) for sine samlinger. I omtalen af den store eventyrudgave med 125 illustrationer af Vilh. Pedersen, udgivet i slutningen af 1849, skriver H.C. Andersen i „Bemærkninger“ (1863):

Med dette Pragtbind var Eventyr-Samlingen afsluttet, men ikke min Virksomhed i denne Digtart; et nyt betegnende Navn maatte derfor tages til den nye Samling, og den kaldtes „Historier“ – det Navn, jeg i vort Sprog anseer at være det bedst valgte for mine Eventyr i al deres Udstrækning og Natur. Folkesproget stiller den simple Fortælling og den meest dristige Phantasie-Skildring ind under denne Benævnelse; Ammestuehistorien, Fabelen og Fortællingen, betegnes af Barnet, Bonden og Almuen, ved det korte Navn „Historier“.

H.C. Andersen udleder genrebetegnelsen af „Folkesproget“, altså af en ikke-litterær, folkelig praksis – underforstået: Ligesom eventyret er historien ikke belagt med den borgerlige dannelseskulturs normer. Historien er imidlertid rummeligere end eventyret og bliver derfor et bedre overbegreb for alle forfatterskabets små fortælleformer. Denne rummelighed var så meget mere påkrævet, fordi der omkring 1850 fandt en drejning sted i forfatterskabet mod den realistiske, novelleagtige fortælling.

Realismen er i og for sig et grundtræk ved H.C. Andersens eventyr fra første færd, hvor hverdagsvirkeligheden ligger som en antydet baggrund fx i „Den lille Idas Blomster“, der foregår i den borgerlige dagligstue. Men i den realistiske fortælling eller novelle er denne baggrund gjort til forgrund, og den omfatter de sociale og psykologiske realiteter – sådan som det allerede var tilfældet med romanerne. Samtidig flyttes vægten fra de overvejende harmoniske slutninger til det uforløste, det lidelsesfulde og det uafvendelige forfald. Omorienteringen giver sig også udslag i fortælleformen. Fortælleren bliver mere eksplicit alvidende, underfundigheden og den læsermanipulation, der ligger i den skæve synsvinkel, viger til gengæld for selve tilværelsens elementære dobbelthed: konflikten mellem længsel, drøm, håb – og benhård realitet.

En betragtelig del af de realistiske fortællinger handler om hæmmet og forsmået kærlighed, der fører til glemsel, resignation og henvisnen. Grundformlen for disse historier, hvor kærligheden og de sociale kræfter spiller sammen, findes i den første: „Under Piletræet“ (1853). Mønstret fra „Sneedronningen“ går igen i forskellige varianter, men i negativ, som i Kun en Spillemand: En lille pige og lille dreng leger sammen som børn i en have eller ved et træ. Som ung kvinde stræber hun opefter i kraft af sin skønhed og efterlader den unge mand ensom og resigneret, men ofte dør hun selv, svigtet og forarmet. I „Ib og lille Christine“ (1855) tager den forsmåede Ib således den afdøde elskedes barn til sig. I den historiske „Pebersvendens Nathue“ (1858) skildres den ensomme, tyske bodsvend Anthons begivenhedsløse eneliv og stadige kredsen om den mistede elskede. Først i dødsøjeblikket forløses han i et syn af barndommens æbletræ. I forfatterskabets sidst skrevne fortælling, „Hvad gamle Johanne fortalte“ (færdiggjort i september 1872), gentages trekanthistorien fra Kun en Spillemand, idet den mandlige part selvopgivende trækker sig tilbage fra livet, fordi han ikke får den, han elsker, uden sans for den kærlighed, der er inkarneret i den omsorgsfulde og trofaste Johanne. I denne historie bliver det tydeligt, at hjemløsheden ikke kan føres restløst tilbage på de uforstående omgivelser eller den elskedes svigten, men på foruroligende vis også har rod i den ramtes egen sind.

Det gælder også den historiske „Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre“ (1859), hvor den velhavende fantast Valdemar Daae lægger sit eget og familiens liv øde med sin besættelse af alkymien. Ved at gøre den slidende vind til fortæller skaber H.C. Andersen en kuldslået skildring af den forgængelighed og meningsløshed, som lurer over alt i historierne, og som får sit måske stærkeste udtryk i „En Historie fra Klitterne“ (1860), hvor hovedpersonens skæbne hverken er afledt af det sociale eller det psykologiske, men det blinde tilfælde.

En del af historierne som fx „Hun duede ikke“ (1853) udbygger den sociale kritik, der huserer i de første eventyrs undergrund og kommer åbent til udtryk i romanerne. Det udelukker dog ikke, at H.C. Andersen i adskillige af disse historier, der alle ligger tættere på eventyret, indbygger en forsonende slutning, hvor personen stiger op i en verden af lys. Det sker i de to fortællinger om synd og soning: „Pigen, som traadte paa Brødet“ (1859) og „Anne Lisbeth“ (1859). Begge kredser om selvoptagetheden og knytter lukningen om selvet tæt til den sociale opdrift, der belægges med voldsomme repressalier ligesom i „De røde Skoe“. I „Pigen, som traadte paa Brødet“ synker den grusomme Inger ned i helvedes forgård, og i „Anne Lisbeth“, hvor titelpersonen i sin sociale ambition svigter sit barn, forfølges og martres hun af dets genfærd og ender med at dø af samvittighedsnag. Men den forsonende lysverden må også opfattes som et modbillede til de uomgængelige jordiske realiteter.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Historiernes indtog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig