Studenterdigteren, der blev præst - J.C. Hostrup

Den yngste af de Heiberg-inspirerede dramatikere var Jens Christian Hostrup (1818-92). P.L. Møller karakteriserede ham i sin bog om det franske og det danske lystspil som „Det betydeligste dramatiske Talent, Danmark senere end Heiberg og Hertz har frembragt, og saa at sige den Eneste, der i denne Henseende med Ære repræsenterer den yngre Slægt.“ Heiberg selv brød sig ikke meget om hans arbejder og skubbede dem aktivt ud af Det Kongelige Teaters repertoire, da han blev direktør for teateret, men indflydelsen fra den heibergske vaudevilletradition er alligevel umiskendelig i Hostrups berømteste dramatiske arbejder, studenterkomedierne Gjenboerne (1844), En Spurv i Tranedans (1846) og Eventyr paa Fodrejsen (1849, opført året før).

Hostrups voksenliv faldt stort set i to forskellige faser: som studenterdigter og som præst. Han kom til at studere teologi uden selv at være af præsteslægt, men de første mange år af hans liv betød hans fag meget lidt for ham. I stedet engagerede han sig i de liberale frihedsstrømninger i 1840'erne. Her debuterede han først som forfatter til forskellige amatørforestillinger særligt i studenterregi, men vandt gradvis indpas på Det Kongelige Teater og især på de københavnske underholdningsteatre Casino og Folketeateret. Han færdiggjorde sine studier som alumne på Regensen 1843, men bevægede sig de næste mange år i omkredsen af det københavnske studenterliv, bl.a. som sympatisør med nationalliberale studentergrupper. Først i løbet af 1850'erne udviklede han så megen sikkerhed i sin tro, at det gav mening for ham at søge embede som præst, men da han endelig søgte og i 1856 overtog et embede, gik han så beslutsomt op i det, at der gik mange år, før han atter (i vinteren 1879-1880) genoptog sit dramatiske forfatterskab.

Sin mest varige popularitet opnåede Hostrup med sine tre studenterkomedier. Komedien var i det hele taget den genre, Hostrup bedst udfoldede sig i. I Hostrups første arbejder var genreangivelsen „Vaudeville“, men fra Eventyr paa Fodrejsen ændres dette til „Sangspil“; Hostrup understreger dog selv i en fortale til skuespillet, at de to genreangivelser skal opfattes som synonymer. Sikkert er det, at Hostrups forskellige sangspil har vaudevillepræg. Deres lette, mildt satiriske, men dog uforpligtende og elegant turnerede handlingsforløb afbrydes af sang på alle emotionelle højdepunkter (der ikke er så høje igen) samt alle steder, hvor der kan gøres en munter og kvik pointe ud af sangformen – gerne til en Bellman-melodi. Således fx i begyndelsen af Eventyr paa Fodrejsen, hvor tyveknægten Skriverhans i tre fermt skrevne strofer syngende bekendtgør sin professions samfundsmæssige nytteværdi. Her den første:

Naar aldrig en frysende Haand sig et Læ søger i Naboens Lomme, gjemmer vel ingen sit Liggendefæ bag Jern og Træ; og Snedkeren faar i Profitten et Skaar, Klejnsmeden ret maa forkomme, ak, thi hans Laase, hans Nøgler og Slaar af Mode gaar. Saadan man fremmer sit Lands Industri ved Langfingreri.

At Skriverhans i grunden mest er en skælm og ender med at omvende sig og hjælpe med at bringe orden i intrigerne, ser man allerede af humøret i hans sang. Som Heiberg giver også Hostrup meget frit spil til skuespillerne, der har god plads at boltre sig på i de med let hånd tegnede figurer. Intrigerne er lidt strammere ført end i den heibergske vaudeville, og konflikterne er ikke helt så bagatelagtige, samtidig har satiren en lidt mere direkte brod, og den nærmer sig fra tid til anden det samfundskritiske – fint i tråd med, at stykkerne er skrevet i årene op til systemskiftet i 1848. I det hele taget spiller den anspændte politiske situation med i flere af skuespillene, men kun sjældent aggressivt anvendt, og i Intrigerne (1846) skildres modsætningen mellem den ældre, „Præsten“, der er konservativ, og hans datters bejler, den liberale, nyuddannede teolog Hellebæk, snarest som oplivende. Skønt de konstant disputerer over politikken, har pastoren ikke det ringeste imod at overlade sin datter til Hellebæk og sammenfatter muntert deres stilling over for hinanden som, at „han maa nok faa min Datter, naar de holder af hinanden, men han faar ikke Lov til at prædike for mine Bønder.“ Lidt skarpere er tonen i En Spurv i Tranedans, hvor konsul Var-bjergs vaklen imellem liberale frihedstanker og konservativ adelsdyrkelse udstiller hans karakterløshed og opportunisme. Samtidens politiske modsætninger begynder at kigge ind i borgerstuens lukkede rum, men nogen alvorlig trussel får de ikke lov at udgøre.

De egentlige studenterkomedier er ikke blot karakteristiske ved, at de har studenter på rollelisten, men ved at have deres livsanskuelse og livsførelse i centrum. Studenterne lever i åndens rige, adskilt fra samfundets banale stræben og ambitioner. Både klasserne over dem og klasserne under dem er „Filistre“, dvs. åndsfjender, kun studenterlivet har med sin adgang til ideen sandhed i sig. Modsætningerne ophæves i Gjenboerne, hvor intrigen netop sigter imod at få studenten Basalt gift med kobbersmededatteren Rikke, og den opblødes også noget i Eventyr paa Fodrejsen, der også ender med et ægteskab, hvor studenten denne gang giftes opad. Til gengæld er satiren i begge stykker utvetydigt skarpere i kritikken af borgerstanden end i karakteristikken af studenterne. Studenterne er nok lattervækkende, men også sympatiske i deres entusiastiske studentikositet, de har nok tossede ideer, men de er frie sjæle, og de er i grunden alle gode og retskafne.

Modsætningerne bliver tydeligst trukket op i En Spurv i Tranedans, som i stedet for forlovelsen sigter imod at forhindre, at den unge rus (førsteårsstuderende) Halling gifter sig med den overfladiske Luise, datter af Konsul Varbjerg. Spurven i tranedansen er den uvidende og udannede skræddersvend Peter Ravn fra Helsingør, som ved en trolddom bringes til i et døgn at være uimodståelig for enhver, bortset fra Halling, uden i øvrigt selv at forandres på mindste måde. Han føres da straks af sin nyvundne, uovervindelige charme ind i det gode selskab hos konsul Varbjerg, hvad der udløser en serie af komiske optrin, hvor Ravns lavpandede udtalelser formildes af det forheksede selskabs ufravigelige vilje til at opfatte en charmerende og åndfuld betydning i banaliteterne. Den provinsielle og ubetydelige skræddersvend bliver opfattet både som adelig og som verdensborger, inden aftenen er omme, og selskabet – og Luise med det – når at afsløre sig for Halling som både åndløse, snobbede og egoistiske. Dermed kan Halling med sindsroen i behold konstatere, at studenten tilhører en særlig, privilegeret gruppe af åndens tjenere, at under- og overklasse i grunden er ét fedt, og at studenten, når han forsøger at blande sig med dem, i grunden selv bliver den fremmede fugl i tranedansen.

En virkelig outsider – såvel socialt som litterært – er Christian Hviid Bredahl (1784-1860), en materialist midt i en idealistisk tidsalder. Han blev 1801 student fra Slagelse. Efter nogle studieår i København vendte han tilbage til sin fars fæstegård, som var underlagt Sorø Akademi, og som han overtog, da faderen døde i 1810. I kriseårene efter statsbankerotten 1813 sled han som hovbonde, og hans bevidsthed om standsforskelle og social ulighed voksede. I disse år skrev han bl.a. fire skuespil, eller snarere læsedramaer, der udkom 1819-22 som Dramatiske Scener, uddragne af et ældgammelt Haandskrift i fire dele. I resten af 1820'erne fik han næppe tid og kræfter til at skrive ret meget, da han arbejdede hårdt for at redde gården fra økonomisk fallit.

Hans sociale harme fik i stigende grad følgeskab af personlig bitterhed over isolation og mangel på anerkendelse. En pengeindsamling i København til fordel for ham satte ham dog i 1832-33 i stand til at udgive 5. og 6. del med yderligere to skuespil (en ny forkortet udgave udkom i 1855). En lille håndfuld andre bøger (prosa og dramatik) fik han også udgivet, bl.a. i 1842 En Hverdagshistorie i Atten Kapitler eller (om Nogen hellere vil saa) Atten Kapitler i en Hverdagshistorie. Af Mads Klister, Bogbindersvend. Udgiven af C. Bredahl, som titelbladet lyder. Den lægger sig op ad Thomasine Gyllembourgs prosastil, men hvad bogens bærende samtaleemner angår, hører de fuldstændig hjemme i Bredahls egensindige univers. I hele tidsalderen er han vel ene om at kombinere hårdt fysisk arbejde med professionelt skrivebordsarbejde.

Bredahl er en særpræget stemme i samtidens litteratur. Hans seks dramaer kan med lidt god vilje læses som én sammenhængende, samfundskritisk tekst. Handlingen er henlagt til landet Kyhlam, et kejserdømme på Månen, et enevældigt rige med et klassedelt samfund. Bredahl har meget på hjerte, men han er uden interesse i æstetik, hvad der i høj grad præger hans litterære form – og formentlig bidrog til den meget lille forståelse for hans „dagsorden“ i samtiden. Udtrykformen er kompakt, sproget er tungt – men med sans for humor og med glimt af selvironi; hans erklærede forbillede var ingen ringere end Shakespeare, og hans hjemlige idol var Oehlenschläger, men i sin optagethed af indholdet forsømmer han at udvikle og nuancere formen, som giver et ret kaotisk indtryk. Sceneskift er ikke altid dramatisk velmotiverede, mange af optrinene er uden indre nødvendig sammenhæng, – og hans (uspillelige) skuespil med et broget persongalleri har snarest præg af spex. Enkelte optrin er veloplagt bizarre, men som helhed er de langtrukne. Trods knortet sprog har han sans for replikken, og han går ikke af vejen for bandeord. Alene af den grund falder han helt uden for „det gode selskab“ i datidens danske litteratur.

Hans digtning er rent tematisk, i sit grundanlæg en moralsk kulturkritik. Hvordan vinder mennesket lykken? er et tema, der gennemspilles flere gange. I de to første skuespil („Forspil“ og „Sotto og Lorma“) lider hovedpersonerne nederlag; i det tredje („Røver Thurno“) opstilles det sande ideal for en lykkeridder. Persongalleriet er udstyret med parodiske navne som Stormskjoldbulder, Hjelmfordærver og Blodøxe. Enevælden som styreform sætter han ikke spørgsmålstegn ved, men almuens elendige kår kritiseres, – især ud fra almuens manglende bevidsthed om egen situation. I det næstsidste skuespil, „Kejser Glomer“, samler Blodøxe den pjaltede pøbel til en opstand mod magthaverne – hvem det så retteligen er:

Men Blodøxe misbruger sin status som folkefører, idet hans motiver viser sig at være præget af ønsket om at fremme egne mål. Bredahls virkelighedssyn er materialistisk, nøgtern-kynisk. En grundimpuls er den retfærdige harme, men gennem de enkelte skuespil viser desillusionen sit ansigt. Tematisk står han alene i samtiden, som næppe forstod hans egensindige sprog. Siden blev han stort set glemt, men er dog som samfundskritiker og spøjs digter af og til blevet trukket frem.