Dansk litteraturs historie

Arabeskens slyngninger

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Et flor betyder ikke bare et slør, men også en mængde af blomster. De duftomflorte druer i „En Middag“ er altså ikke bare omgivet af et slør, men også af en flora, og denne blomsterbetydning understreges af duften i første del af ordet. Her er vi ved endnu et genkommende træk ved Aarestrups flygtige sfære: Den er påfaldende ofte fuld af slyngede organiske former som fx blomsterranker og blomsterstilke, løvværk eller kvinders lokker. „Skjønne Omflettelser“ kalder Aarestrup det et sted. En skøn omflettelse er med periodens æstetikteoretiske begreber en arabesk: et motivløst og meningsløst plantemønster, sådan som man kender det fra arabiske ornamenter.

 

Fra „Træk“ over „Fremspring“ til „Trolddom“. I et bevaret manuskript fra 1835 kan man følge tilblivelsen af digtet „Til en Veninde“. „Der er et Træk om dine Læber, / Der er et Udtryk i Dit Blik“ er blevet rettet til „Der er et Fremspring paa din Læbe, / Der er en Dybde i Dit Blik“ og igen – heldigvis – til den endelige version: „Der er en Trolddom paa din Læbe, / Der er en Afgrund i dit Blik.“

Et enkelt sted i sine notater lader Aarestrup arabeskens æteriske former rime ironisk på en mere jordbunden sanselighed: „Arabesk Flesk pittoresk lædske mæske“, ellers bruger han næsten ikke begrebet. Hans lyrik er dog tydeligt inspireret af arabeskens teori. I nogle digte lægger han sig tæt op ad oplysningstidens begreb om arabesken. 1700-tallets æstetik godtog kun arabesken som et randfænomen. Den slags organiske slyngninger gik an, hvis de nøjedes med at fungere som pynt uden om det meningsfulde billede; hvis de ikke holdt sig derude, udgjorde de en trussel om vanvid og meningsløshed. Det er netop ornamentets meningsløse og kulinariske skønhed, man finder i „En Middag“: Forellen pynter, appelsinen er forgyldt, pigens mund er en malet billedramme. I de digte, hvor Aarestrup tegner et billede af sin egen lyrik, vælger han gerne at sammenligne sine digte med alle mulige former for pynteting: brystnåle, silkestrømper, muslingeskaller, broderede punge, konditorbagværk, guldsmedearbejde, osv.

I andre digte er Aarestrup dog mere påvirket af romantikkens begreb om arabesken. I romantikken holdt arabesken op med at være et perifert ornament og blev i stedet selve oprindelsespunktet for den kunstneriske skabelse. Meningsløsheden var ikke længere foruroligende, men snarere forjættende, for den blev forstået som et modtræk mod oplysningstidens indskrænkede forstandighed. Med Friedrich Schlegels ord er arabesken „uden tvivl den menneskelige fantasis ældste og oprindelige form. (…) For det er al poesis begyndelse at ophæve den fornuftigt tænkende fornufts gang og love og atter hensætte os i fantasiens skønne forvirring, i den menneskelige naturs oprindelige kaos.“ Aarestrup trækker på den romantiske forestilling om arabesken, når han i en række digte og digtskitser beskriver kvindehår som sød forvirring og smukt virvar. Mest gennemført er det i et renskrevet manuskript, der formentlig stammer fra 1837:

Lokkerne
I Skovenes lune
Dæmrende Tætning
Omgav mig den brune
Knudrede Fletning.

Mig svalte det Mylder
Af Løvet, som kruset
Og ringlende fylder
Solsiden af Huset;

Blandt slingrende, bløde
Slyngplanter og Ranker
Der sank mig imøde –
Jeg famled i Tanker.

Paa Skyer jeg stirred,
Hvis drivende Mængde,
Sortkrøllet, forvirret,
Om Maanen sig trængte.

Paa Tangen, der løftes
Og slynges tilside,
Hvor Bølgerne kløftes
Skummende hvide.

Paa mørke Aurikler
Paa duftende Klaser,
Hvis Tykning sig vikler
Om blændende Vaser

I denne første halvdel af digtet myldrer det næsten demonstrativt med arabeske former: knudrede fletninger, kruset og ringlende løv, slingrende bløde slyngplanter og ranker. Plantevirvarret har sfæreform: Løvet slynger sig uden om huset, skyerne uden om månen, auriklerne uden om vasen, osv. Denne gang er det imidlertid ikke duftomflortheden og guldhuden uden om kroppens flæsk, der tabes, men snarere besin-delsen. Mødet med den overvældende organiske fylde (Tætning, Mylder, Tykning) skaber forvirring og tvinger digterjeget til at famle sig frem uden hjælp fra forstandens lys. Det er ikke ham, der aktivt griber ud efter rankerne, men rankerne, der synker det passive digterjeg i møde.

Man kan vælge at læse digtet som et digt om sex, og så handler den skønne forvirring om den særlige form for kontroltab, der findes i samlejet. I en tidligere version af digtet var der endnu en strofe (før de mørke aurikler), hvor den erotiske metaforik bliver så håndfast, at man inde under alle de slørende krøller kan skimte et kvindekøn, denne gang ikke gemt bag nordvestpassagens geografiske, men bag en marinebiologisk metafor:

Paa hvirvlende Vover
Fra Fossen, som falder
Henslørende over
Blegrøde Koraller

Digtet handler imidlertid ikke kun om sex, men også om kunst, og set fra dette lidt mere tørre perspektiv er der tale om et kontroltab i den digteriske produktion. I den anden halvdel af digtet har de arabeske slyngninger smittet af på digtets form, og sætningerne begynder at „forvilde“ sig væk fra grammatikkens og metrikkens regler for i stedet at sno sig i indskud og udråb og enjambementer. Digtet taler om arabeske former, men det tager også selv form som en arabesk, for projektet er at genskabe kvindelokkernes slyngninger i versets fletning, bare endnu yndigere, som det fremgår af digtets sidste halvdel:

O pragtfuld tilvisse
Den krøllede Trængsel –
Meer yndigt, end disse,
Dog søger min Længsel.

En Fletning, som skilles
I Strømninger mange –
Der snoe sig, forvildes,
Omslyngende, lange –

Som løses og bindes
Som bølger og ruller
Men – blidt om en Qvindes
Snehvide Skulder

Jeg mindes – jeg mindes –
Guldlokker, I fagre!
O siig, hvor I findes,
O siig, hvor I flagre!

Paa Søen – i Haven –
Jeg søger og leder –
I Skoven – i Graven –
Hvor finder jeg eder?

Kvindelokkernes slyngninger er en udgave af arabeskens „skønne forvirring“, som ifølge romantikerne var det skabende oprindelsespunkt for al digtning. Meget taler for at tolke de „blegrøde Koraller“ bag krøllerne som et kvindekøn, men et kvindekøn er ikke bare en legemsdel, det er også et billede på oprindelsen. Det er det sted, hvor digtet selv bliver født.

Romantikerne forestillede sig, at den litterære arabesk var en hieroglyf, der bar vidnesbyrd om en dyb sammenhæng i naturen. Det var det bagvedliggende princip, som man i den danske romantik omtalte som ånden i naturen. Oehlenschläger, Aarestrups danske læremester, digtede begejstret om den „Tryllende Harmonie! / i midnatsdunkle Jord“. Sådan noget forestillede Aarestrup sig ikke. Han finder ganske vist ofte hieroglyffer og østerlandske gåder i kvindelokkerne, men de peger ikke i retning af en dybtliggende ånd i naturen, snarere i retning af pigens mere kropslige natur, og nogle gange i retning af digterarbejdets natur.

„Død er Vorherre foroven,“ skrev Aarestrup med Heine. Selvom Gud er død, overtager Aarestrup en række af kristendommens tankemønstre, men nøjes med at oversætte dem fra kristendommens store fortælling til den meget mindre fortælling om de stumper af himlen, der findes i det erotiske møde. På samme måde overtager han romantikkens tankemønstre uden at tage organismetankens forestillinger om en tryllende harmoni i naturen med i købet. Man kunne tale om en romantik uden naturfilosofiske armbevægelser eller om en afdæmpet romantik til privatbrug. Det er ikke mindst denne form for selektivt genbrug af romantisk tankegods, der gør Aarestrup til en overgangsfigur mellem romantik og naturalisme.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Fra „Træk“ over „Fremspring“ til „Trolddom“. I et bevaret manuskript fra 1835 kan man følge tilblivelsen af digtet „Til en Veninde“. „Der er et Træk om dine Læber, / Der er et Udtryk i Dit Blik“ er blevet rettet til „Der er et Fremspring paa din Læbe, / Der er en Dybde i Dit Blik“ og igen – heldigvis – til den endelige version: „Der er en Trolddom paa din Læbe, / Der er en Afgrund i dit Blik.“

Viser 1 af 1 billeder

Denne artikel stammer fra Dansk litteraturs historie

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Vorherre
se gud og Herren . ...Artikel i Den Store Danske
hieroglyffer
skrifttegn, der tager udgangspunkt i billedsy ...Artikel i Den Store Danske
Trolddom
Når man kom ud for sygdom, ulykker eller almindeli ...Artikel i Danmarkshistorien
romantikken
se nationalromantik . ...Artikel i Nordisk Mytologi

Om artiklen

Oprindelig forfatter
IWH
21/12/2012
  • Læst 645 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki