Arabeskens slyngninger

Et flor betyder ikke bare et slør, men også en mængde af blomster. De duftomflorte druer i „En Middag“ er altså ikke bare omgivet af et slør, men også af en flora, og denne blomsterbetydning understreges af duften i første del af ordet. Her er vi ved endnu et genkommende træk ved Aarestrups flygtige sfære: Den er påfaldende ofte fuld af slyngede organiske former som fx blomsterranker og blomsterstilke, løvværk eller kvinders lokker. „Skjønne Omflettelser“ kalder Aarestrup det et sted. En skøn omflettelse er med periodens æstetikteoretiske begreber en arabesk: et motivløst og meningsløst plantemønster, sådan som man kender det fra arabiske ornamenter.

Et enkelt sted i sine notater lader Aarestrup arabeskens æteriske former rime ironisk på en mere jordbunden sanselighed: „Arabesk Flesk pittoresk lædske mæske“, ellers bruger han næsten ikke begrebet. Hans lyrik er dog tydeligt inspireret af arabeskens teori. I nogle digte lægger han sig tæt op ad oplysningstidens begreb om arabesken. 1700-tallets æstetik godtog kun arabesken som et randfænomen. Den slags organiske slyngninger gik an, hvis de nøjedes med at fungere som pynt uden om det meningsfulde billede; hvis de ikke holdt sig derude, udgjorde de en trussel om vanvid og meningsløshed. Det er netop ornamentets meningsløse og kulinariske skønhed, man finder i „En Middag“: Forellen pynter, appelsinen er forgyldt, pigens mund er en malet billedramme. I de digte, hvor Aarestrup tegner et billede af sin egen lyrik, vælger han gerne at sammenligne sine digte med alle mulige former for pynteting: brystnåle, silkestrømper, muslingeskaller, broderede punge, konditorbagværk, guldsmedearbejde, osv.

I andre digte er Aarestrup dog mere påvirket af romantikkens begreb om arabesken. I romantikken holdt arabesken op med at være et perifert ornament og blev i stedet selve oprindelsespunktet for den kunstneriske skabelse. Meningsløsheden var ikke længere foruroligende, men snarere forjættende, for den blev forstået som et modtræk mod oplysningstidens indskrænkede forstandighed. Med Friedrich Schlegels ord er arabesken „uden tvivl den menneskelige fantasis ældste og oprindelige form. (…) For det er al poesis begyndelse at ophæve den fornuftigt tænkende fornufts gang og love og atter hensætte os i fantasiens skønne forvirring, i den menneskelige naturs oprindelige kaos.“ Aarestrup trækker på den romantiske forestilling om arabesken, når han i en række digte og digtskitser beskriver kvindehår som sød forvirring og smukt virvar. Mest gennemført er det i et renskrevet manuskript, der formentlig stammer fra 1837:

Lokkerne I Skovenes luneDæmrende TætningOmgav mig den bruneKnudrede Fletning.Mig svalte det MylderAf Løvet, som krusetOg ringlende fylderSolsiden af Huset;Blandt slingrende, blødeSlyngplanter og RankerDer sank mig imøde –Jeg famled i Tanker.Paa Skyer jeg stirred,Hvis drivende Mængde,Sortkrøllet, forvirret,Om Maanen sig trængte.Paa Tangen, der løftesOg slynges tilside,Hvor Bølgerne kløftesSkummende hvide.Paa mørke AuriklerPaa duftende Klaser,Hvis Tykning sig viklerOm blændende Vaser

I denne første halvdel af digtet myldrer det næsten demonstrativt med arabeske former: knudrede fletninger, kruset og ringlende løv, slingrende bløde slyngplanter og ranker. Plantevirvarret har sfæreform: Løvet slynger sig uden om huset, skyerne uden om månen, auriklerne uden om vasen, osv. Denne gang er det imidlertid ikke duftomflortheden og guldhuden uden om kroppens flæsk, der tabes, men snarere besin-delsen. Mødet med den overvældende organiske fylde (Tætning, Mylder, Tykning) skaber forvirring og tvinger digterjeget til at famle sig frem uden hjælp fra forstandens lys. Det er ikke ham, der aktivt griber ud efter rankerne, men rankerne, der synker det passive digterjeg i møde.

Man kan vælge at læse digtet som et digt om sex, og så handler den skønne forvirring om den særlige form for kontroltab, der findes i samlejet. I en tidligere version af digtet var der endnu en strofe (før de mørke aurikler), hvor den erotiske metaforik bliver så håndfast, at man inde under alle de slørende krøller kan skimte et kvindekøn, denne gang ikke gemt bag nordvestpassagens geografiske, men bag en marinebiologisk metafor:

Paa hvirvlende VoverFra Fossen, som falderHenslørende overBlegrøde Koraller

Digtet handler imidlertid ikke kun om sex, men også om kunst, og set fra dette lidt mere tørre perspektiv er der tale om et kontroltab i den digteriske produktion. I den anden halvdel af digtet har de arabeske slyngninger smittet af på digtets form, og sætningerne begynder at „forvilde“ sig væk fra grammatikkens og metrikkens regler for i stedet at sno sig i indskud og udråb og enjambementer. Digtet taler om arabeske former, men det tager også selv form som en arabesk, for projektet er at genskabe kvindelokkernes slyngninger i versets fletning, bare endnu yndigere, som det fremgår af digtets sidste halvdel:

O pragtfuld tilvisseDen krøllede Trængsel –Meer yndigt, end disse,Dog søger min Længsel.En Fletning, som skillesI Strømninger mange –Der snoe sig, forvildes,Omslyngende, lange –Som løses og bindesSom bølger og rullerMen – blidt om en QvindesSnehvide SkulderJeg mindes – jeg mindes –Guldlokker, I fagre!O siig, hvor I findes,O siig, hvor I flagre!Paa Søen – i Haven –Jeg søger og leder –I Skoven – i Graven –Hvor finder jeg eder?

Kvindelokkernes slyngninger er en udgave af arabeskens „skønne forvirring“, som ifølge romantikerne var det skabende oprindelsespunkt for al digtning. Meget taler for at tolke de „blegrøde Koraller“ bag krøllerne som et kvindekøn, men et kvindekøn er ikke bare en legemsdel, det er også et billede på oprindelsen. Det er det sted, hvor digtet selv bliver født.

Romantikerne forestillede sig, at den litterære arabesk var en hieroglyf, der bar vidnesbyrd om en dyb sammenhæng i naturen. Det var det bagvedliggende princip, som man i den danske romantik omtalte som ånden i naturen. Oehlenschläger, Aarestrups danske læremester, digtede begejstret om den „Tryllende Harmonie! / i midnatsdunkle Jord“. Sådan noget forestillede Aarestrup sig ikke. Han finder ganske vist ofte hieroglyffer og østerlandske gåder i kvindelokkerne, men de peger ikke i retning af en dybtliggende ånd i naturen, snarere i retning af pigens mere kropslige natur, og nogle gange i retning af digterarbejdets natur.

„Død er Vorherre foroven,“ skrev Aarestrup med Heine. Selvom Gud er død, overtager Aarestrup en række af kristendommens tankemønstre, men nøjes med at oversætte dem fra kristendommens store fortælling til den meget mindre fortælling om de stumper af himlen, der findes i det erotiske møde. På samme måde overtager han romantikkens tankemønstre uden at tage organismetankens forestillinger om en tryllende harmoni i naturen med i købet. Man kunne tale om en romantik uden naturfilosofiske armbevægelser eller om en afdæmpet romantik til privatbrug. Det er ikke mindst denne form for selektivt genbrug af romantisk tankegods, der gør Aarestrup til en overgangsfigur mellem romantik og naturalisme.