I sommeren og efteråret 1832 rejste Aarestrup til Karlsbad i Böhmen som huslæge for den syge komtesse fra det nærliggende Aalholm Slot, Amalie Raben, som i øvrigt døde i Dresden på vejen hjem. Det var Aarestrups eneste udlandsrejse og en afgørende begivenhed i hans liv. „Jeg havde faaet Brev fra dig, Nanette“ kan læses som en refleksion over adskillelsen fra konen. Det berømte digt „En Middag“ fra „Erotiske Situationer“ har formentlig også sin baggrund i denne rejse:

See, vort lille Taffel speilerSig i Floden – See ForellenPynter Fadet med sin sidste,Stive, gratieuse Sprællen!See, Tokaiervinen gløderI de tindrende KrystallerSkjønnere, end selv i sineDruers duftomflorte Skaller!Og Orangens søde SkiveI din Purpurmunds IndfatningFik, for Tabet af sin Guldhud,En guddommelig Erstatning.Ak, for Tabet af saamegetVinker os nu Sydens Fjelde,Vinker os det gamle Kloster,Vinker os den dunkle Celle.

Selv hvis Karlsbad-rejsen har leveret materiale til digtet, så har digtet revet øjeblikket løs fra den biografiske baggrund og forvandlet det til en fritsvævende situation. Vel at mærke en situation, der kun er til stede i det par øjeblikke, mens måltidet spejler sig i floden, vinen gløder i glasset, og pigen endnu ikke har spist appelsinen. I fjerde strofe er glansen gået af øjeblikket, og tilbage er kun de demonstrativt glansløse og gentagende sætninger om den dunkle klostercelle. Indledt af den demonstrativt upræcise henvisning til, hvad der gik tabt: „saameget“.

Det tabte „saameget“ henviser i hvert fald til druernes skaller, som er „duftomflorte“. Ordet er helt centralt for forståelsen af Aarestrups lyriske projekt. Inde bag ordets blomstrende mylder af betydninger gemmer der sig en anskuelig figur. Et flor er et slør, så druerne har altså været omgivet af et duftende slør, en slags ekstra duftskal uden om drueskallen. Appelsinens guldhud har nogenlunde samme form. Denne sfæreformede figur kan man finde i en hel række af Aarestrups digte, ikke bare i form af frugtskaller, men også som slør, duft, kvindehår, hud, skyggespil, silkestrømpe, blødtomkransende viraksky, m.m. De konkrete motiver er udskiftelige, men i betragtning af, at det drejer sig om flygtighed og uindfangelighed, er der tale om en forbløffende uforanderlig figur. Aarestrups Ginistan af skønhed har form som en skrøbelig og flygtig sæbeboble.

Aarestrups erotiske digte handler mindre om pigerne i sig selv end om den duftomflorte sfære, der findes uden om dem. I det berømte digt „Til en Veninde“ skriver han meget karakteristisk om atmosfæren uden om veninden: „Der er en Strøm af Blomsteraande / Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.“ Den samme atmosfæriske skønhed er tydelig i ritornel nr. 31 fra Digte:

Det faldt mig aldrig ind, at gjøre Regning,Blandt dine Yndigheders Tal, paa denne:Snørlivets Silketryk og Rosentegning.

Ritornellen er et eksempel på Aarestrups erotiske finesse. Det er ikke korsettet („Snørlivet“) selv, som digtet og begæret retter sig imod, men derimod det lyserøde mønster i huden, efter at korsettet er kommet af. Silketryk eller serigrafi er en trykteknik, hvor man bruger silken som en si til at trykke et mønster for eksempel på porcelæn. Digtet handler altså hverken om undertøjet eller den nøgne krop, men om det flygtige ornament, der udefra er blevet trykt på kroppen, og som er væk om et par øjeblikke. Ligesom appelsinens guldhud og druernes duftomflorthed er det lyserøde mønster en flygtig sfære af yndighed. Så flygtig, at man glemmer at gøre regning på den.

I brevet til Caroline skrev Aarestrup, at „der hører et Slags malerisk Begeistring til at gribe et saadant Syn med alle sine fine Skygger og Farver.“ Hvis man vil gribe det enkelte øjeblik, må man forvandle det til et skønt billede. Ikke sådan forstået, at øjeblikket først skal opleves i ren form og så bagefter genskabes i kunsten. Den æstetiske forvandling finder sted i selve øjeblikket, der på den måde spaltes i umiddelbar oplevelse og skønt billede. Nogle gange virker det, som om Kierkegaard har skabt sin æstetiker ved at give et signalement af Aarestrup. I hvert fald er et af Johannes Forførerens mest iøjnefaldende træk netop, at han tilsætter et poetisk „Mere“ til de erotiske situationer: „Dette Mere var det Poetiske han nød i Virkelighedens poetiske Situation; dette tog han atter tilbage i Form af digterisk Reflexion. Det var den anden Nydelse.“ Aarestrup formulerer den samme spaltning mest komprimeret i en ritornel:

Blomst af Balsaminen!Skjænk i mit Glas! hun sagde – dette GjenskinPaa Dugen, er min Nydelse af Vinen.

Genskinnet af vinglasset på dugen er det, som Kierkegaards forfører kaldte „den anden Nydelse“. Hos Aarestrup er spaltningen mellem første og anden nydelse, mellem umiddelbarhed og refleksion, også en spaltning mellem intimitet og offentlighed. Det lå allerede i kimform i brevet til Caroline: „O, at jeg var en dygtig Maler! Saa skulde Tusinde glæde sig derover.“ Det var måske ikke lige den form for glæde, som Caroline ønskede sig. I sine erotiske digte nøjes Aarestrup ikke med at gribe de kvindelige ynder umiddelbart, men må typisk lige omvejen omkring et talstærkt publikum for at forestille sig, hvordan den intime skønhed er af „over hundred / Kjenderblik omspeidet og beundret!“ Ligesom det åbenbart var vigtigt at prale med, at man nåede „Nordvestpassagen“, er det vigtigt at forestille sig, at andre mandspersoner er med til at nyde synet.

„En Middag“ starter ikke med et „Spis“, men med et „See“. I stedet for at sætte tænderne i bordets delikatesser eller i pigen, henleder digterjeget pigens – og publikums – opmærksomhed på genskinnet nede i floden. Øjeblikket er med andre ord spaltet i en virkelig middag og et skønt billede af en middag. Digtets første tre strofer leverer en omhyggelig analyse af, hvad der sker, når øjeblikket forvandles til kunst ved at blive tilsat et poetisk „Mere“. Der er tale om en slags dekanteringsproces, hvor delikatesserne på bordet bliver omhældt fra natur til kunst: Forellen er blevet transporteret fra flodens naturlige beholder til fadets kunstige, druesaften fra drueskallerne til vinglassene, appelsinskiven fra skallens guldhud til pigens mund. Hendes purpurmund er oven i købet en „Indfatning“, altså en ramme om et maleri. Digtets metriske skema får os til at læse „Indfatning“ og understreger på den måde, hvordan kunsten har grebet fat om de levende ting.

Tingene bliver slået ihjel ved at komme i glas og ramme: Forellen er stiv og ubevægelig som i en nature morte. Pigen spiser af appelsinen, ligesom Eva spiste af æblet, og samtidig mister frugterne omkring hende deres hud, så metaforikken antyder diskret, at hun nærmer sig et syndefald. Men tabet er kun den ene side af sagen. På den anden side giver kunsten også en „guddommelig Erstatning“ for det tabte. Selvom den er død, bliver forellen ved med at slå med halen i første strofes energiske enjambementer og i de s-lyde, der slynger sig ned gennem teksten: „See … speiler sig … see … sin sidste, stive, gratieuse Sprællen.“

Den samme dobbelthed af død og erstatning finder man i et parallelt digt – i virkeligheden to ritorneller – der handler om at gribe fat i det flygtige:

Det Skjønhedsglimt, den Yndighed, jeg mægtedAt liste fra dig, er paa disse Blade,Som Sommerfuglens Vingestøv, fasthægtet.

Men ak, hvor ofte hang sig, hvad jeg røvedAf Deilighed, ved mine plumpe FingreGlandsløst og dødt, som Sommerfuglestøvet.

Ligesom guldhuden og duftomflortheden er sommerfuglestøvet en tynd skal af skønhed uden om verdens ting. I andre versioner af dette sommerfugledigt tales der om vingernes „Farveskjæl“ eller „deilige Iris“. Men Aarestrup ender med at skrive „Vingestøv“, formentlig fordi han kan bruge den klang af død og kristent begravelsesritual, der findes i ordet „støv“. På den ene side forsikrer digtet os om, at det er muligt at redde den flygtige, farvespillende sfære fra at forsvinde, eksempelvis ved at genskabe vingernes form grafisk i digtets to ritorneller, som om sommerfuglen var blevet fæstnet på bogsiden med en nål. På den anden side advarer digtet imod, at man kan komme til at ødelægge glansen, hvis man ikke er varsom nok, når man hægter vingestøvet fast på papiret. For Aarestrup er det at digte på samme tid at redde og at ødelægge skønhedsglimtet. Det er dette paradoks, der forklarer den selvmodsigende beskrivelse af forellen som på én gang graciøst sprællende og stiv.

Aarestrup nærmer sig det samme problem i digtet „Med en Brystnaal“, som han sendte til en lokal muse som følgebrev til et smykke, nemlig

en Naal, som gjennemborer,Men kun det lette Tul; en Naal, som holder,Hvis Hensigt er at samle og forene,Men kun de ydre, løse Folder.

Brystnålens – og digtets – opgave er at fastholde sfæren af let tylstof uden om pigen. Længere nede i digtet bliver det forklaret, hvordan man skal forstå disse ydre, løse folder.

De er det Flygtigste, jeg kjender,Det hurtigst Svindende, det snarest Tabte:Det Trylleskjær, som Sympathien kasterMomentviis over alt det Skabte.

Digtet handler ikke om de skabte ting i verden, eksempelvis pigens krop med dens mere eller mindre solide knoglebygning. Det handler derimod om en flygtig belysning, et „Trylleskjær“, der – momentvis – falder over verdens ting. Hos Aarestrup er den skrøbelige, duftomflorte zone af mening ikke noget, der udstråles af jorden eller kroppene eller blodets sunde saft, sådan som naturalismen forestillede sig det; meningen rammer snarere kroppene udefra som et lidt tilfældigt trylleskær eller som et silketryk.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Nydelsens genskin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig