Caroline Aarestrup (1808-97) malet i 1832 af ukendt kunstner. I et af Aarestrups mange rimbreve giver han et signalement af hustruen, Caroline Aarestrup: „Hans Kone veed du, formerer, – sig aarlig som en Svibel [et løg], skjøndt hun dog endnu saa taalelig florerer, – med Skuldre hvide og runde – med Tænder, som ere friske og sunde – med en naturlig Krøllesætning – med Nakkehaarets lange Fletning – med Kjolens Nedringelse – Barmens Optvingelse – og, hvis du det for noget regner, – med de bekjendte Sommerfregner.“

.

Adelgade i Nysted, postkort fra ca. 1900. Ærkekøbenhavneren Aarestrup flyttede i 1827 til Lolland med kone og embedseksamen; han boede først i Adelgade i Nysted og siden i Sakskøbing, indtil familien Aarestrup i 1849 flyttede til Odense.

.

„Død er Vorherre foroven,“ skriver Heinrich Heine i et digt fra 1827, et halvt århundrede før Nietzsche. Og i en gudløs verden, tilføjer han pragmatisk, er det kun kærligheden, „das bißchen Liebe“, der kan give lidt mening. I Aarestrups danske oversættelse af Heines digt lyder det sådan:

Saa dorskt og dødt det hele Spil,At, var ei den smule Amour tilbage,Saa var der sletintet at holde sig til.

At dømme efter Aarestrups egne digte har han mere eller mindre overtaget Heines idéhistoriske diagnose af samtiden. Et andet sted skriver han i samme ånd: „Kun i Drømmens Skyggerige/ Finder man endnu lidt Himmel.“ Hvordan de tilbageværende stumper af himlen ser ud, kan man få et billede af i et af de breve, som Aarestrup midt i 1820'erne sendte til sin Caroline:

Et skjønt Billede som har fulgt mig fra mit sidste Besøg i Præstø, og som jeg tidt i Ensomhed lader min Phantasie glæde sig ved, er den klare Erindring, jeg har om et par Øieblik, da Du i det fulde Maa-neskin sad i Vinduet; kun et par Minutter saae jeg Dig saaledes, men Billedet deraf lever saa tydeligt i min Forestilling, at jeg i dette Øieblik seer Stolen paa Forhøjningen; den lyse Maaneglands gjennem Ruderne; og i de grønlige Straaler, halvtomgivet af det Rullegardin, min blege, blonde Engel! – O, at jeg var en dygtig Maler! Saa skulde Tusinde glæde sig derover. Saaledes nyder jeg Skønhed, Caroline (…) der hører et Slags malerisk Begeistring til at gribe et saadant Syn med alle sine fine Skygger og Farver; de fleeste see kun det Grove deraf: derfor have de ingen synderlig Nydelse og glemme det snart.

Scenen er et himmelsk øjeblik, hvor den ellers ret jordbundne Caroline er blevet forvandlet til engel. Forvandlingen kan finde sted, fordi fantasien og erindringen har lavet et stykke af virkeligheden om til et „skjønt Billede“. Hvis man mangler Aarestrups sans for de fine nuancer i belysning og omgivelser, ser man kun „det Grove deraf“, og det vil sige pigen som plump fysik og ikke som engel. Til gengæld er englen kun til stede et kort sekund. Den stump af himlen, som det æstetiske blik fremmaner, findes kun i det „par Øieblik“, hvor Caroline rammes på en særlig måde af det grønlige månelys; billedet er forsvundet igen, så snart månen eller pigen bevæger sig. Englen er ikke bare blond og bleg, men også ubestandig. Derfor er det kunstnerens opgave at gribe det flygtige øjeblik med alle dets fine skygger og farver („O, at jeg var en dygtig Maler!“) Og det er netop den opgave, som digteren Aarestrup påtager sig. Når den unge Aarestrup skriver „Saaledes nyder jeg Skønhed“, kan man læse det som en slags manifest for et lyrisk forfatterskab, som på dette tidspunkt ikke rigtig var kommet i gang.

Det er netop således, Aarestrup nyder skønheden i sine mange ritorneller. En ritornel er en digtform, der består af blot tre verselinjer, hvor den sidste rimer på den første i en pointeagtig afslutning. I næsten alle Aarestrups ritorneller bliver blomster brugt som billeder på kvinder, nogle af ritornellerne er nærmest bare sjofle vittigheder på vers, men de bedste af dem er erotiske skønhedsglimt i ren form:

Den lysblaa Badevogn var trukket ud paa Sandet –Man hørte Fnisen af de unge Skjønne –Det var som Lilier blomstred under Vandet.

Det er også den slags skønhedsglimt, som Aarestrup nyder i „Erotiske Situationer“, en versnovelle, der er placeret som en slags afslutning på Digte, og som formentlig er den mest læste del af hans forfatterskab. De 51 digte følger udviklingen i en kærlighedshistorie fra tilnærmelse over hengivelse til pigens død. Sammenligner man Aarestrups versnovelle med hans inspirationskilder – ikke mindst Winthers „Annette“ fra Nogle Digte (1835) og Heines „Lyrisches Intermezzo“ fra Buch der Lieder (1827), nok bedst kendt fra Robert Schumanns Dichterliebe – så er det episke forløb hos Aarestrup langt mere skitseagtigt og antydet. Det er uklart, hvem de to elskende er, hvorfor de ikke kan få hinanden, hvad hun dør af, eller om der i virkeligheden er tale om flere forskellige piger (i nogle digte har hun blå øjne, i andre brune). Hos Aarestrup er alle virkelighedens sammenhænge opløst i den enkelte situation; i stedet for en historie får vi en række intenst meningsfulde, løsrevne øjeblikke af samme slags som billedet af Caroline i månelyset.

Det løsrevne øjeblik er ofte også et løssluppent øjeblik. Det er eksempelvis tydeligt i sonetten „Jeg havde faaet Brev fra dig, Nanette“, der er udformet som et brev til konen eller kæresten, men ikke noget særlig betryggende brev:

Jeg havde faaet Brev fra dig, Nanette.Jeg var, begriber du, i Himmerige.I næste Uge – du Guddommelige! –O min Henrykkelse, den kan du gjætte!Den samme Dag – en smidig, svai Brunette,En Edens Slange, fristede med sligeForføreriske, altfor tydelige –Hvordan skal jeg forklare dig det Rette?Var det den sagte Vuggen af Karethen?Laae det i Maanen? eller i Cometen? –Var det Contourerne af Silkekjolen?En Sympathi – thi hun var polsk – med Polen?Alt gik i eet – du – hun – min Troskab – Himmel!Hvor kan man være svag og hjertesvimmel.

Kometen er Halleys komet, der viste sig i 1835. Sympatien med Polen skyldes, at polakkernes Novemberopstand mod det russiske overherredømme var blevet slået endegyldigt ned i 1831. Den erotiske situation er altså her en konstellation af komet, måne, polsk politik, kjolekonturer og karetvuggen, men den slags løse tilfældigheder er åbenbart nok til at nulstille alt, hvad digteren måtte have af forpligtelser over for sin kone eller kæreste. Hjertesvimmelhed er den form for retningsløshed, som opstår, når det enkelte øjeblik bliver sprængt ud af den sociale orden.

Formuleret med datidens begreber er Aarestrups erotiske situationer „interessante“. I antikken fandtes der skønne og helstøbte kunstværker, skriver Friedrich Schlegel, men den moderne verdens kunst er interessant, og det vil sige, at den består af „den opløste skønheds små dele, brudstykkerne af den splintrede kunst.“ Modstillingen mellem det interessante og det skønne er gennemgående i Aarestrups forfatterskab, ikke mindst når han sammenligner moderne kvinder med antikke marmorstatuer. Nutidens kvinder er ganske vist lige så dejlige som statuerne, men de er det kun glimtvis, og kun i kraft af pirrende og fascinerende detaljer. De kvindelige ynder hos Aarestrup minder mest af alt om brudstykker fra splintrede græske statuer: et øre, en nakkeknude, et smilehul, en mørk plet mellem to fingre, en purpurmund. I et programdigt fra 1842 forklarer Aarestrup, at han ikke har ambitioner om at afbilde, hvordan „store Kræfter sig til Maalet skynde“, sådan som Thorvaldsen gjorde det i sine klassiske marmorstatuer; hans opgave er snarere at fange et flygtigt „Træk af Sjælens Ynde“.

Når den slags interessante detaljer er pirrende og pikante, er det gerne, fordi der er noget forbudt over dem. Aarestrups digte er med andre ord også interessante i den betydning, som ordet efterhånden fik i den danske biedermeiertid. Situationerne er ikke hverdagsglimt gennemlyst af ideal mening ligesom i den poetiske realisme; de peger snarere i retning af en hemmelig mening inde bag fænomenerne. „Man bliver vant til her i Norden, at al Strømning skeer i Dybet, under Isen,“ skriver han i et brev, og i digtene kredser han fascineret og interesseret rundt om den strøm af begær, som man kan ane under borgerskabets kølige overflade. I ritornellen om den lysblå badevogn ovenfor bliver de unge pigers fnisen sammenlignet med liljer, der ikke blomstrer i fuldt dagslys, men netop „under Vandet“. Andre steder besynger Aarestrup den sødme, der skjuler sig bag sløret, og de hemmeligheder, der lige skimtes under skørtet. I digtet „Nordexpeditionen“ gør digterjeget kur til en ung pige, som takket være sine gennemført anstændige familieforhold er en „sand Polaregn“. Ikke desto mindre er der en erotisk gnist neden under „Dydens strenge Frostvejr“:

Hvilke Ild- og Purpurkugler!Hvilke dybe Stjerneblik!Hvilken Rødme over Sneen,Hvilken nordisk Romantik!

Den nordiske romantik er det interessante sammenstød mellem koldfront og varmfront, mellem is og ild. I digtets sidste strofe forsikrer digteren sin læser om, at han trods alle forhindringerne nåede „Nordvestpassagen“. Her nærmer Aarestrup sig en form for erotisk antydning, som man allerede dengang kaldte lummer, måske fordi det er lidt for nemt at gætte, hvilken kvindelig legemsdel der bliver metaforiseret som en nordvestpassage. Men oftere er Aarestrups erotiske antydninger langt mindre håndfaste, og så kaster de et flimrende erotisk lys over de ting, der optræder i digtet. I de tilfælde er det afgørende ikke så meget, hvad det lige er, der skjuler sig under isen, men snarere hvordan den skjulte strømning kan forvandle en flad og kedelig verden til et Ginistan af skønhed.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Saaledes nyder jeg Skønhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig