Constantin Hansen Den grundlovgivende Forsamling 1848 (malet 1860-64). Grundtvig var ved et tillægsvalg i Præstø blevet medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling i november 1848, hvis medlemmer – heriblandt Grundtvigs søn Svend – er afbildet på Constantin Hansens store maleri, der forestiller det første møde på Christiansborg Slot den 23. oktober 1848. For en nøjeregnende betragtning er det altså uhistorisk, når fader Grundtvig er med på billedet. Han udeblev i øvrigt fra den afgørende afstemning, fordi han hverken kunne stemme for eller imod Grundloven. Grundtvig var medlem af Folketinget 1849-58. Maleren har placeret ham i den perspektiviske kompositions forsvindingspunkt (neden for den højre pille mellem de to stående herrer i forgrunden).

.

Med Grundtvigs gennembrud til den brede offentlighed var han endelig blevet den skikkelse, vi især kender i dag: kirkefaderen, landsfaderen på godt og ondt og salmedigteren. Han havde en stor og entusiastisk tilhængerskare, der var tilstrækkelig kampberedt til, at han stort set ikke længere behøvede at rykke ud til forsvar for sig selv. De mest dramatiske begivenheder i hans liv er væsentligst af mere privat karakter. Den første var et sindssygeanfald, hans andet, som ramte ham i løbet af 1844. Han var dog kun egentligt formørket i korte tidsrum og var i stand til selv at tage fri fra sin præstetjeneste. 28. april prædikede han selv over afsked og gensyn, derpå opholdt han sig de efterfølgende uger hos forskellige venner på Sjælland, indtil han atter kunne genoptage sit arbejde ved pinsegudstjenesten samme år. Der gik dog stadig nogle måneder, før han igen helt var sig selv mægtig. I løbet af disse måneder skrev han salmen „Sov sødt, Barnlille“, som han selv kaldte „Vugge-Visen“ og opfattede som begyndelsen på sin svanesang.

Som overbevist tilhænger af enevælden var Grundtvig skeptisk over for forfatningskampen, men han lod sig dog indvælge først i den grundlovgivende forsamling (han fik en vis, ret begrænset indflydelse på Grundloven 1849, men endte med at undlade at stemme, da den kom til afstemning) og siden hen i Folketinget, hvor han blev et uafhængigt, stærkt talende og meget lidt magtfuldt medlem.

Grundtvigs to sønner deltog i Treårskrigen, og han selv bidrog med endnu et enmandstidsskrift, ugeskriftet Danskeren, der løb over fire årgange (1848-51), hvori han offentliggjorde en række digte, sine politiske taler samt artikler skrevet direkte til ugeskriftet. Han søger i tidsskriftet at adskille den danske og nordiske ånd fra den germanske og at fremme en dansk forsvarsvilje. Operationelt anbefaler han en konsekvent angrebspolitik, og i det centrale territoriale spørgsmål taler han for en opløsning af helstaten og en deling af hertugdømmerne, så Slesvig gøres til en del af kongeriget Danmark, mens Holsten opgives som for tysk til at være en del af kongeriget. Med krigens afslutning lukkede Danskeren.

I løbet af 1830'erne og 1840'erne afkøledes forholdet mellem Grundtvig og hans kone mere og mere, og da Grundtvig i 1845 stiftede bekendtskab med den velhavende, 30 år yngre godsejerenke Marie Toft (1813-54) udviklede det sig til en voldsom forelskelse. Grundtvig var formentlig ikke utro, men hans betagelse var åbenlys, og samtidige kilder beskriver den pine, forholdet voldte Lise, og det var muligvis en medvirkende årsag til hendes død. Grundtvigs egen reaktion på dødsfaldet var påfaldende afdæmpet, og inden året var ude, giftede hans sig med Marie, hvad der resulterede i en midlertidig konflikt med hans sønner. Ægteskabet med Marie var meget lykkeligt, men hun kunne ikke komme til kræfter efter at have født parrets eneste barn, Frederik Lange Grundtvig, og døde nogle få måneder efter fødslen. I 1858 giftede Grundtvig sig for tredje gang, nu med en af sine mest trofaste tilhængere: den 43 år yngre Asta Reedtz, f. komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs (1826-90). Hun passede ham trofast gennem hans alderdom, skønt hun aldrig blev den ligemand for ham, Marie havde været.

På denne tid var Grundtvig for længst blevet en institution i dansk kirke- og samfundsliv. Hans menighed i Vartov var centrum for en bevægelse, som både kirkeligt og folkeligt rakte ud over hele landet, og fra 1863 samledes hans tilhængere hvert år på hans fødselsdag til såkaldte vennemøder. Særligt to begivenheder i hans senere år skiller sig ud. I anledning af sit halvtreds års jubilæum som præst i 1861 modtog han besked fra regeringen om, at han som æreshenvisning var blevet tildelt rang med Sjællands biskop. Kultusminister D.G. Monrad, som overbragte meddelelsen i en stærkt opsvungen tale, pyntede på den, så Grundtvig også fik titel af biskop. Grundtvig skal have modtaget meddelelsen uden synderlig ydre sindsbevægelse. I 1867 blev Grundtvig ramt af sit tredje større sindssygeanfald, som slog ud i lys lue under hans palmesøndagsgudstjeneste. Det blev dog først i de følgende dage helt klart for hans familie og tilhængere, at der var tale om et sindssygeanfald og ikke en guddommelig inspiration. Hans familie og venner isolerede ham på landet, og i løbet af året blev han gradvis bedre, og han vendte tilbage til kirken og passede skønt fysisk svækket sit embede til afslutningen af sit liv. Hans sidste embedshandling var en gudstjeneste dagen før hans død. Grundtvig sov stille ind i sin lænestol den 2. september 1872, en uge før sin 89 års fødselsdag. Han blev begravet ved siden af sin anden kone på Claras kirkegård nær hendes herregård Gammel Køgegaard.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kirkefaderen, landsfaderen, salmedigteren.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig