Kristelig vækkelse

Den uafklarede konflikt i Grundtvigs forfatterskab mellem hedenskab og kristendom fik kort efter sin parallel i hans eget liv. Hans far var blevet for mærket af alderen til fortsat at varetage sit embede, og forældrene bad i 1810 Grundtvig om at vende tilbage til Udby som faderens kapellan for at hjælpe ham med at varetage hans forpligtelser. Han vægrede sig, og tonen i de nu tabte breve fra forældrene har tilsyneladende været ganske skarp. Grundtvig holdt dog den dimisprædiken, der formelt skulle til, for at han kunne tiltræde som kapellan, og endte i det første af sit livs mange sammenstød med det omgivende samfund, da han lod prædikenen, som rummer en skarp kritik af præstestanden, trykke under den udfordrende titel Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus? Men selvom han med sin dimisprædiken var klar til at vende tilbage, holdt hans ambitioner og interesser ham i København. I løbet af året blev hans sindsstemning gradvis mere og mere overspændt, formentlig plagedes han også af dårlig samvittighed over for forældrene, og det endte i december med en religiøs krise, som ytrede sig i hans første sindssygeanfald. Under krisen skrev han barnesalmen „De hellige tre Konger“, hvorfra julesalmen „Dejlig er den Himmel blaa“ senere blev uddraget. Grundtvigs venner fulgte ham hjem til Udby, men først adskillige måneder inde i det efterfølgende år blev han for alvor sig selv mægtig, om end han var forandret af oplevelsen. Han opfattede den som en opvågnen til den kristendom, han hidtil ikke havde taget alvorligt nok, accepterede kapellaniet hos sin far og satte sig for at vie sit arbejde til at tjene Gud.

Med den kristelige opvækkelse fulgte et omslag i Grundtvigs forfatterskab. Han lagde afstand til de forrige års mytetolkning og verdensanskuelse og fortsatte i stedet forfattervirksomheden med en kompliceret samtænkning af kristendom og historie, hvis formål var at forsvare og forkynde kristendommen over for samtiden. Optrinnenes andet bind, Optrin af Norners og Asers Kamp (1811), der havde sagnene omkring Sigurd Fafnersbane som emne, var stort set færdigt før opvækkelsen, men det var ikke blevet udgivet. I stedet blev det nu forsynet med tildigtninger, som med hele den nyomvendtes brændende overbevisning dementerede indholdet i de oprindelige optrin, omvendte nogle af figurerne og fordømte andre til den evige ild. Også i digtsamlingen Saga (1811), der udkom i slutningen af året som „Nytaarsgave“ for året 1812, tog Grundtvig på forskellig måde afsked med mytologien, og frem til 1815 var mytologien så godt som ude af forfatterskabet.

Disse års centrale værker er Grundtvigs to første verdenshistorier med de næsten enslydende titler Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng (1812) og Kort Begreb af Verdens Krønike, betragtet i Sammenhæng (1814) samt det store danmarkshistoriske digt Roskilde-Riim. Den tidligste verdenskrønike var Grundtvigs første skandalesucces. Det er en gennemført polemisk bog, som i en fejende gennemgang redegør for Guds styring af historien og undervejs fælder barske domme over personer i fortid og nutid, herunder adskillige af det danske kulturlivs spidser i samtiden. Interessen og skandalen var enorm. Bogen isolerede ham i kulturlivet, og den førte ham ud i en længerevarende fejde med H.C. Ørsted, som rummede boglange indlæg, og som først blev afsluttet eller rettere afbrudt i 1815, da Ørsted ikke svarede på Grundtvigs sidste indlæg, bogen Imod den lille Anklager. Med sin anden verdenskrønike forsøgte Grundtvig en mere omfattende, gennemdoku-menteret og gennemreflekteret udlægning af verdenshistorien. Det store arbejde med det første bind var imidlertid ved at kvæle ham, og allerede i fortalen erklærede han, at der nok aldrig kom en fortsættelse. Dermed gik verdenskrøniken i stå, endnu inden den var kommet ud af Det Gamle Testamente.

Roskilde-Riim (1814) er med sine 7103 verselinjer et af Grundtvigs længste digte. I en anmeldelse bemærkede Christian Molbech spidst, at Grundtvig havde „druknet endeel Poesie i utallige Riim“, hvortil han i et utrykt svar replicerede, at det måtte være omtrent så vanskeligt som at drukne ål i vand. Roskilde-Riim former sig som en rundgang i Roskilde Domkirke, hvor Grundtvig, der i dette som i mange andre af sine digte selv er det lyriske jeg, vandrer fra kongegrav til kongegrav og ved hver af dem stopper op for at give en karakteristik af kongen. Med udgangspunkt i disse gennemgange forkynder digtet en fornyelse af den danske kirke under indflydelse af Norge. Digtet er noget lysere og mildere i tonen end hovedparten af teksterne fra disse år. Som et forsøg på at udlægge Roskilde-Riim skrev Grundtvig en kommentar, der svulmede til et selvstændigt værk Roskilde-Saga (1814), som er det nærmeste, Grundtvig nogensinde kom på at skrive en organiseret danmarkshistorie.

Endnu et af Grundtvigs betydeligste arbejder påbegyndtes i denne periode, men afsluttedes først langt senere. I de første år af 1810'erne voksede der en betydelig interesse for Norge frem i tvillingemonarkiet, og et nyt dansk-norsk selskab planlagde at nyoversætte den islandske middelalderhistoriker Snorre Sturlasons sagaer om de norske konger, Heimskringla. Grundtvig påtog sig i 1812 at oversætte skjaldekvadene i værket, og da den oprindelige forslagsstiller og oversætter Paul Arnesen sprang fra året efter, blev værket i sin helhed overladt Grundtvig, og det optog en stor del af hans tid i de følgende år.

I løbet af disse år kom forholdet mellem Grundtvig og offentligheden til at antage en form, det skulle have i mange år efter. Fejderne efter udgivelsen af den første verdenskrønike i 1812 isolerede ham i rollen som en halvt afsindig fanatiker, man gjorde klogt i ikke at tage alvorligt, og uanset hvor meget han bevægede sig i årene derefter, blev den dom fældet over ham igen og igen. Han beholdt en del af sine gamle venner, bl.a. den altid trofaste Knud Lyne Rahbek, fik efterhånden flere og flere tilhængere, og allerede hans oversættelser af Snorre og Saxo nåede et bredt publikum. Men den gensidige fornemmelse af afstand mellem ham og offentligheden såvel som hans egen følelse af isolation blev først brudt sidst i 1830'erne.

Samtidig forandredes hans skriveform væsentligt. Hans forfatterskab vendte sig bort fra romantikkens stemningsmalerier og stræbte imod en mere mager og direkte taleform som medium for forkyndelsen. Samtidig afviser Grundtvig romantikernes interesse for menneskets selvstændige skaberkraft, dets udveksling med livets urgrund, og indsætter i stedet en luthersk inspireret forståelse af mennesket som så fundamentalt indlejret i sin egen syndighed, at der ingen redning gives for det ved egen kraft; kun gennem Guds suveræne indgriben ved Kristus kan mennesket frelses. Disse omslag spejler sig i hans billedverden, hvor man bl.a. ser en tilbagevenden til tidligere tiders brug af døgnsymbolikken. Nattemørket er dødens og djævelens verden, ikke romantikkens anelsesfulde slør for den for skarpe sol, mens morgenens frembrud er en konstant gentaget opstandelse til Guds verden. Der eksisterer derfor en skarp modsætning mellem nat og dag og mellem lys og mørke, og bønnen til Gud om at beskytte mennesket gennem nattens mørke bliver påtrængende. Denne forståelse fastholdt Grundtvig til sin død.