Den ældre Frederik Paludan-Müller. Udateret daguerreotypi.

.

Frederik Paludan-Müller (1809-76) voksede op i en lærd, gejstlig familie på Fyn. Faderen, Jens Paludan-Müller, var præst i Kerteminde, blev senere provst i Odense og endelig i 1829 biskop i Århus. Moderen døde som følge af en sindssygdom, da sønnen endnu var dreng. En del af moderens skrøbelige sind gik i arv til den skiftevis kåde og tungsindige Frederik, men det var en fysisk skrøbelighed, der kom til at præge hans liv. I længere perioder var han alvorligt syg, hvad der gav tydelige huller i den ellers stabile digteriske produktion.

Skønt 10-15 år yngre end både Winther, Hertz, Bødtcher og Aarestrup, debuterede Frederik Paludan-Müller så meget før sine ældre samtidige, at hans forfatterskab udfolder sig i næsten samme tidsrum som deres. Allerede studentertiden var præget af en klar stræben efter at blive digter. Godt nok tog han efter faderens ønske en juridisk embedseksamen i 1835, men studieårene vidner også om anden aktivitet. Debuten kom i 1831 med digtet „Raab til Polen“ og blev året efter fulgt op af den Shakespeare-inspirerede komedie Kjærlighed ved Hoffet. Samme år udkom Fire Romanzer. Det er naturligvis Oehlenschläger, der er forbilledet, og det lagde Paludan-Müller da heller ikke skjul på. Til forbilledet skrev han i 1834:

Medfølgende lille Bog beder jeg Deres Velbaarenhed godhedsfuldt at modtage, som et Beviis paa dens Forfatters hengivne Sindelag mod Dem, der først af Alle har ført Poesien i dens fulde Kraft, Omfang og Skjønhed til vort Fædreland. Den Taknemlighed, som enhver Dansk og in specie enhver dansk Forfatter maa føle i Hensyn til Dem og Deres Genie, kan Ingen varmere erkjende og deeltage i, end Deres ærbødigst hengivne Fr. Paludan Müller.

Den bog, brevet henviser til, er sandsynligvis enten versfortællingen Dandserinden (1833) eller det mytologiske drama Amor og Psyche (1834). Disse to markerer tilsammen digterens egentlige gennembrud. Oehlenschläger var langtfra den eneste, der påvirkede den unge digterspire, der snart fik smag for Heiberg-skolens dyder. I et kondolencebrev fra 1860 til Heibergs enke, Johanne Luise Heiberg, indsætter Paludan-Müller Heiberg som sin egentlige læremester, selvom han aldrig kom til at tilhøre inderkredsen:

Men derfor er dog min Taknemlighed for Alt det jeg skylder ham baade som Vækker og Lærer ikke mindre, end om jeg lige indtil hans Død havde hørt til hans nærmere Kreds. Af ingen dansk Forfatter har jeg lært Mere, end af Heiberg, og Bevidstheden herom vil aldrig forlade mig.

Paludan-Müller søgte også inspiration uden for landets grænser. Siden studentertiden var Shakespeare, Scott og Byron hans foretrukne læsning, og resultatet heraf blev udgivet i de to bind Poesier (1836, 1838). Denne periode markerer imidlertid en omvæltning i både karriere og privatliv: Poesiers første del mødte en hidtil uset kritik, og omtrent samtidig blev Paludan-Müller ramt af et alvorligt sygdomsforløb med den dobbelte diagnose tyfus og nervefeber. Han kom sig dog og giftede sig efterfølgende med sin plejerske og gamle veninde, Charite Borch, hvilket ikke faldt i god jord hos hans familie. Eftertidens vurdering af ægteskabet veksler da også mellem på den ene side at dømme Charite Borch som en skinsyg fangevogter, der lagde en dæmper på digterens udfoldelser, og på den anden side at tildele hende æren for at løfte mandens arbejder til nye, mere modne stadier. Formentlig som følge af den trykkede stemning både på familie- og arbejdsfronten valgte de nygifte at tage på en tre årig udenlandsrejse, og da de vendte hjem, påbegyndte Paludan-Müller med fornyet energi arbejdet på hovedværket Adam Homo (1842-1849). Selvom udgivelsen i første omgang ikke rigtig var nogen succes, så var kurven igen på vej opad, og Paludan-Müller blev slået til ridder af Dannebrog i 1851 og udnævnt til titulær professor i 1854.

Den ansete digter havde endnu et par store værker i sig. I perioden 1866-73 udkom det omfattende tre-binds prosaværk Ivar Lykkes Historie, og året efter fulgte digtet Adonis, der betragtes som et af de smukkeste af hans fortællende digte. Paludan-Müller døde i 1876, hvorefter Charite Borch bidrog til redigeringen af hans poetiske skrifter. Undervejs sikrede hun sig, at en stor del af den afdødes personlige korrespondance blev tilintetgjort. Dermed fortsatte hun den selvredigerende tendens, Paludan-Müller havde udfoldet hele sit liv, idet han løbende havde skrevet sine værker om, efterhånden som hans standpunkter forskød sig. Disse rettelser har senere udgivere i alt for høj grad respekteret, og derfor er det – med nogle få værkers undtagelse (mest markant netop Dandserinden og Adam Homo) – kun muligt at læse, hvad Paludan-Müller oprindeligt skrev, hvis man søger til førsteudgaverne.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Patos og satire - Frederik Paludan-Müller.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig