Adam Homo

Trods den yndest, der blev Dandserinden til del, og trods den mere kritiske indstilling, forfatterskabet efterfølgende blev mødt med, skal dets centrale værk stadig findes, efter at stemningen i offentligheden var vendt. Det uformidlede forhold imellem patos og ironi, som prægede Dandserinden, er blevet afklaret i det til hver en tid berømteste af Paludan-Müllers værker, versromanen Adam Homo (udkom i tre dele: 1842, 1849 og 1849). Her er der nok en mængde ironiske udsagn, men de er nu alle organiserede i en højere betydnings tjeneste og stikker ikke som i Dandserinden ud i flere forskellige, hinanden dementerende retninger.

Med Adam Homo løftede Paludan-Müller versfortællingen til en egentlig versroman, hvis mange lag og fortolkningsbevægelser danner en af de første store sammenbrudsromaner på dansk grund.

Romanen følger Adam Homos liv fra vugge til grav – og hinsides til en domsscene, der på en gang ligner og ikke ligner eksaminationsscenerne fra Heibergs „En Sjæl efter Døden“. Adam Homo, hvis navn dobbelt signalerer hans almenmenneskelighed – de to navne betyder menneske på hhv. hebraisk og latin – har alle muligheder for at blive et sandt, sammenhængende menneske. Han er begavet, charmerende, flot, tænksom og på en måde åndfuld, og skønt han i sin ungdom begår adskillige store og selviske fejlgreb, der koster andre mennesker deres lykke, møder han en enestående kvinde, Alma, der elsker ham, og som han selv elsker. Men hans karakter er svag, og da han skal rejse fra København til Jylland for at begrave sin elskede mor, forlokkes han af en gammel flamme, Clara, til at svigte både moderens begravelse og den elskede Alma i København. Clara er imidlertid gift, og netop i det øjeblik – efter flere måneder – hvor det er ved at komme til en erklæring imellem dem, overraskes de af hendes mand, og Adam må rejse derfra med uforrettet sag. Det får ham imidlertid ikke på bedre tanker, og da han i sin hjemegn møder den handlekraftige, let mandige og ret tilgængelige baronesse Mille, forelsker han sig beslutsomt i hende. Skønt han som Charles i Dandserinden bliver bragt fra koncepterne ved at erindres om den sande elskede (Alma) på sin bryllupsdag (her ved et gammelt brev, som pludselig dukker op igen), gennemfører han brylluppet. Paludan-Müller beskriver derefter sin hovedpersons opadstigen mod samfundets top og sideløbende hermed hans menneskelige tomhed og forfængelighed. Det hele samles i digtets tiende sang, hvori Adams opstigning i samfundet og menneskelige fald mødes i, at han uden nævneværdige kvalifikationer udnævnes til direktør for Det Kongelige Teater og på grund af sine sociale forpligtelser pådrager sig den sygdom, som – med god hjælp af en læges ubegribelige inkompetence – tager livet af ham kort efter. På dødslejet forenes han endelig igen med Alma, der er vågekone på hospitalet, og i hans sidste stund fører de en samtale, hvori de for et kort øjeblik genvinder hinanden.

Du – spurgte Homo – du mig føre vil? Du til din Himmel ei tilbage vender? Du, hvem den Salighed, som aldrig ender, Blandt de udvalgte Sjæle hører til – O, svared hun, paa eengang streng og mild: Hvorlidt dog Kjærligheds Natur du kjender! Hvorlidt Udvælgelsen! Hvorlidt dog mig! Ja, jeg er udvalgt – men til Hjælp for dig.

Digtet slutter med billedet af, hvordan hun leder ham ind i skærsilden, så han kan renses til det evige liv.

Adam Homos præstefar indpoder sin søn karrieremæssige ambitioner, mens moderen lærer ham kristendommens og kærlighedens enkle budskab: at leve i overensstemmelse med sig selv. I en scene har Adam fået til opgave at bøje verbet 'at være'. Moderen lærer ham under en spadseretur i haven en anden lektie end grammatikkens:

See Fuglen! Talte Moderen til Drengen, Der stirred efter den mod Himlens Skyer: See, hvor den lille Fugl nu hjemad fly'er, Og daler ned til Reden hist paa Engen. Hør hvor den synger, mens den reder Sengen For sine Unger, for de bitte Dyr! At synge, flyve, deres Unger nære, Det, Adam, kalde Fuglene at være.

Siden kigger de på sneglen: „Naar den sig glæder, mens den Føde nyder / Og Solen skinner paa dens krumme Ryg, / Da siger den, men du kan ei det høre: / At være, er i Solskin sig at røre!“

Om træerne fortæller moderen: „At være, er at staae i grønne Lunde, / Og skyde Blomsterknopper Par ved Par, / Og slynge Grene ud som lange Arme, / Og have nok af Regn og Varme.“

Endelig når de til mennesket: „Naar dig, min lille Dreng, jeg har paa Armen, / Og beder i den samme Stund en Bøn / For dig og for mig selv og mine Kjære, / Da bedst jeg føler, hvad det er, at være.“

Adam Homo har den samme snerrende, satiriske tone, som man fandt i Dandserinden, men Adam Homo går dybere psykologisk og eksistentielt. I stedet for blot at udstille tidens usselhed og selskabslivets overfladiske tomhed, viser digtet deres ødelæggende virkninger ved at følge en i øvrigt begavet, forståelig og i hvert fald til en vis grænse sympatisk sjæls selvdestruktion til tomhed og identitetsløshed. Langtfra alt i Adam er slet. Han har muligheder i sit væsen, og gentagne gange undervejs i hans liv åbnes der veje for ham til en sand eksistens, men skønt han i det mindste frem til sit bryllup hele tiden ved, hvad han bør gøre, vælger han alligevel næsten bevidst forkert. Dette fører ikke bare til hans undergang som menneske i verden, men også til hans sjæls fortabelse. Idet hans navn og en række udsagn igennem værket forbinder ham med en bredere almenmenneskelighed, får beskrivelsen af hans sjæls undergang en gyldighed, der rækker spørgende og truende ud imod læseren. Som sammenbruds“roman“ demonterer Adam Homo dermed dannelsestænkningens forestilling om, at målet med et menneskes stræben må være at finde den balance, der på samme tid kan gøre ham til et selvstændigt væsen og indsætte ham på sin plads i samfundets større helhed. For skønt Adam finder en agtværdig plads i samfundet, er det helt uden værdi og på bekostning af hans sjæl.

Domsscenen tydeliggør ligheder og forskelle mellem forbilledet Heiberg og efterfølgeren Paludan-Müller. Oplægget til scenen og dens forløb er indlysende inspireret af Heibergs „En Sjæl efter Døden“: En respekteret borger dør, og hans sjæl skal nu placeres i efterlivet, men trods sjælens borgerlige respektabilitet findes der intet i den, som berettiger til, at den kan andet end styrtes i helvede. Satiren i dette retter sig ikke imod sjælen alene, men imod hele livsførelsen i borgerskabet. Så langt er de to tekster samstemmende, men dermed hører lighederne også op. For hvor sjælen hos Heiberg var en anonym skikkelse, som læseren først mødte efter døden, er den hos Paludan-Müller personliggjort gennem et langt forløb, og den domfældelse, den står overfor, er præget af angsten for undergangen. Midt i al scenens drilleri og spot er det alvoren, som har det sidste ord.