Adam Oehlenschläger portrætteret som 30-årig, netop hjemvendt fra sin store rejse i Europa 1805-09 og klar til at indtage scenen som nationens digter. Maleri af J.L. Lund fra 1809.

.

I 1799 forsvarede H.C. Ørsted sin doktordisputats om Kants naturmetafysik, og om aftenen holdt han selskab i sin og broderens lejlighed. Til stede var også deres ven, den unge jurastuderende Adam Øhlenslæger, som han dengang endnu stavede efternavnet. Der blev drukket og talt, mens studenten genert holdt sig tilbage i den lærde konversation. Indtil talen faldt på litteraturen, og en af gæsterne bemærkede, at den danske digtekunst var gået tilbage siden Ewalds tid. „Ved disse Ord vinder jeg Aand og Ild“, beretter Oehlenschläger i tilbageblik, „staaer hurtig op, gaaer midt ind i den store Kreds, seer dem alle dristigt og stolt i Øinene, og i det jeg slaaer i Bordet med knyttet Haand, raaber jeg: „Ja det er sandt, den er siunken, men den skal F.g.m. reise sig igien!““ I erindringerne beretter Oehlenschläger episoden som en tidlig selvprofeti om sit digteriske kald, men den giver også et snapshot af den unge Adam i dannelsesårene. Han var på én gang undselig, sky og selvbevidst ambitiøs. „Vild og blid“ har litteraturhistorikeren Vilh. Andersen sagt om Oehlenschlägers egenart, hvormed han citerer en linje fra digterens tidlige ungdomslyrik.

Adam Oehlenschläger (1779-1850) var søn af organisten ved Frederiksberg Slotskirke, der avancerede og blev slotsforvalter, mens Adam var dreng. Barndomsårene rummede derved nogle tidstypiske modsætninger. Forvalterboligen lå på Frederiksbergs grænse mellem by og land, og drengen færdedes dagligt tværs over standsskellene, når han legede med de adelige pager på slottet. Desuden var hjemmet præget af både tysk og dansk kultur, idet begge forældre havde slægtsrødder til Holsten, som var del af helstaten. Alt sammen elementer, der gav basis for et rummeligt syn på verden. På grund af sin opvakthed fik han friplads i en af oplysningens nyanlagte skoler, Efterslægtselskabets Skole. Her fik han stimuleret sansen for humanisme og fædrelandshistorie, der senere blev stærke strenge i forfatterskabet. I ungdomsårene vaklede han mellem en kunstnerisk karriere og embedsvejen. Tidens altdominerende kunstinstitution var Det Kongelige Teater, der virkede som et trækplaster på unge talenter uden solid familiebaggrund, og, ligesom senere H.C. Andersen, gjorde han et entusiastisk og mislykket forsøg på at blive skuespiller. Han var for genert, for blid. Hans redning var, at han mødte brødrene Ørsted, der studerede jura og naturfag, og som han blev knyttet til i venskab og svogerskab, da hans søster Sophie giftede sig med Anders Sandøe Ørsted. Ørstederne blev hans støtter og mentorer livet igennem, både i jurastudierne og i den senere litterære karriere. De var bindeleddet til de intellektuelle kredse i København i årene omkring 1800, hvor teaterfolk og frie skribenter gik ind og ud med medlemmer af embedseliten og politiske debattører i klubberne eller i de private 'kulturhjem', hvor diskussionerne kunne udfolde sig uden for meget hensyn til den offentlige censur. H.C. Ørsteds aftenselskab var sådan et sted, hvor tidens åndsliv trivedes og tog retning, og det var her, Oehlenschläger, 20 år gammel og på første år af jurastudiet, sad på spring for at indtage scenen, men endnu ikke havde fundet afsættet.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Romantikkens gennembrud - Adam Oehlenschläger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig