C.W. Eckersberg Bernhard Severin Ingemann (ca. 1816-18).

.

Det spøger meget og ofte hos Ingemann. Måske har han derfor selv haft en tendens til at spøge i eftertiden. I hvert fald har han det med at dukke op de mest uventede steder. Fx i Henrik Pontoppidans Lykke-Per, hvor den jyske præstesøn Per Sidenius under sin stenrige svigerfamilie Salomons store fest om aftenen søger ud i haven og fra nabohaven hører vante toner fra sin barndom. Det er Ingemanns aftensang „Fred hviler over Land og By“, han hører.

Om sangens ord hedder det, at de lød „saa mærkværdig klart og fuldt i hans Øre. Der var næsten noget overnaturligt deri. Sangen syntes at stige op af Jorden umiddelbart omkring ham, at tone ud fra selve den nøgne Mark som et Kor af Underjordiske. (…) Han havde lukket Øjnene. En dump Smerte flakkede igennem ham. Lyden af disse Toner vakte et hulkende Ekko i skjulte Dybder af hans Sjæl.

Der er saa fredeligt, saa tysti Himmel og paa Jord!Vær ogsaa stille i mit Bryst,du Flygtning, som der bor.“

På lignende måde, helt borte i sit indre og med lukkede øjne, lyder Ingemann for Ole Jastraus ører, da han umiddelbart før epilogen af Tom Kristensens roman Hærværk er nået til endestationen på sin hærværksodyssé: „En Sang tonede. Han lukkede Øjnene. Det var den evige Kjær, som sang med sin rustne Røst“. Det er et par strofer af „Holgers Sang om Livet“ fra Ingemanns store versepos om Holger Danske, den evige Kjær giver til bedste på Bar des Artistes. Fra slutstrofen henter romanens sidste del sin titel, „Og slukkes alle Sole“. Den lyder:

Men naaer under Solen ei Sjælen hvad den vil –Saa er der andre Sole og andre Stjerner til.Og slukkes alle Sole og Stjerner engang –Dog Livets Kilde springer, hvor evig den sprang.

Ved hjælp af Ingemanns enkle strofer etableres afgørende fortolkningsled til en Per Sidenius' dybt fortrængte barndom og til en Ole Jastraus forgæves higen efter sjælens uendelighed. I begge tilfælde danner stroferne optakt til store omvæltninger i personernes liv. Ikke mindre omvæltende, endda i helt bogstavelig forstand, åbenbarer Ingemann sig i Dan Turells beretning om, hvordan han besvimede, da han første gang i skolen hørte „Lysets Engel gaar med Glans“. Visionen af englen på vej gennem himmelporte slog ham simpelthen omkuld.

Eksemplerne vil kunne suppleres med andre, ja man ville ligefrem kunne lave en hel lille kanon af ingemannske indslag i dansk litteratur. Det er ikke så underligt, for på sin vis kender alle danskere den særlige magi, der knytter sig til Ingemanns digte og sange. Helt på tværs af (litteraturhistoriske, ideologiske og andre barrierer er der noget ved dem, der gør, at de også i nutiden går rent ind. Ligesom vennen H.C. Andersen med sine eventyr kan Ingemann siges at have ramt noget nærmest arketypisk, noget, der uanset holdninger eller trosspørgsmål kan forene os på kryds og tværs. Måske fordi de to forfattere selv er aldeles uortodokse, når det gælder filosofiske, religiøse og litterære anliggender. Ikke for intet finder de begge deres publikum hos både børn og voksne, og ikke for intet står de begge i udkanten af dannelseskulturen – med en langt større popularitet hos læserne end hos den akademiske kritik. Om den litterære institution skriver Ingemann i et dagbogsnotat fra 1827:

Litteraturens Rige er en aandelig Fristat, hvori Alder, Stand, Rang og alle andre borgerlige Forhold bortfalde: her gælder intet andet Forhold, end det, hvori Aand staar til Aand; enhver anden Myndighed eller Overlegenhed, man heri vil indføre, er en Anmasselse, der bør bortvises som Uforstand eller Uforskammenhed.

Hos ingen andre af periodens digtere – måske bortset fra netop H.C. Andersen – er denne 'demokratiske' forståelse af litteraturen så udtalt som hos Ingemann. Tilsvarende er hele hans forfatterskab et befrielsesværk, nemlig i den forstand, at det har befrielsen fra alt det, der undertrykker, binder, indsnævrer, formørker, dæmoniserer sjælen, hos den enkelte som hos folket, som sit centrale tema. Gennem forfatterskabet tager dette befrielsesværk imidlertid en stadig ny skikkelse. Mens det i forfatterskabets første fase har karakter af en radikal afsværgelse af alt jordisk, søges i de senere på forskellig måde frem mod en forening af himmelsk og jordisk.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Skyhimlens digter - B.S. Ingemann.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig